Brev til Renée: Jeg er i tvivl om, om min kæreste er værd at vente på

Kære Renée Jeg er en kvinde på snart 23. Jeg er i gang med uddannelse, bor alene, har en fantastisk kæreste, familie og venner. Hvad mere kan man ønske sig? Jeg har det godt, og alligevel føler jeg, jeg er gået lidt i stå. Min kæreste og jeg har været sammen i over halvandet år, og vi har kendt hinanden i tre. Jeg føler en tryghed og forbindelse til ham, som jeg aldrig har prøvet før. Det er ham, jeg vil dele min fremtid med. Der er næsten 12 år mellem os. Det er helt mærkeligt at skrive det, for jeg tænker normalt ikke over det, men det er jeg begyndt på.

Mit dilemma er nemlig, at jeg gerne vil flytte sammen og få børn i fremtiden. Han vil ikke flytte sammen, før han har prøvet, hvad det vil sige at bo for sig selv. Jeg forstår og accepterer hans ønske, men samtidig føler jeg mig såret, og det har gjort mig usikker på, hvor jeg står i forhold til ham. Han er ikke begyndt at kigge efter en bolig endnu, så jeg ved ikke, hvor lang tid der går, inden han flytter. Han ønsker ikke at blive far i en sen alder, og med det mener han i 40’erne. Så hvad skal jeg gøre? Jeg synes ikke, han giver os nok tid at løbe på, hvis han både vil bo for sig selv og flytte sammen og have børn, inden han er i 40’erne. Jeg har prøvet at forklare dilemmaet for min mor, men hun forstår det ikke. Hun forstår heller ikke, hvorfor jeg allerede tænker på børn. Det ville jeg måske heller ikke, hvis min kæreste og jeg var jævnaldrende. Vi er ret forskellige i vores måde at anskue tingene på. Jeg har det godt med klare mål, og min kæreste tager tingene, som de kommer. Det sætter mig i venteposition, og er det værd at vente på ham? Venlig hilsen Bekymrede mig LÆS OGSÅ: Skal jeg gå fra den mad, der aldrig mener, jeg er god nok? Kære bekymrede dig Jeg har en lille smule svært ved at forstå dit brev. Du skriver, at du selv er 23, og at der er 12 år mellem dig og din kæreste. Det betyder, at din kæreste er 11 år (hvilket virkelig ikke kan passe!), eller også er han 35 år. Hvis han er 35, forstår jeg ikke helt regnestykket med, at han ikke vil flytte sammen, før han har prøvet at bo selv. Han vil heller ikke have børn alt for sent, hvilket vil sige, før han bliver 40. Derefter opsummerer du, at han ikke engang er begyndt at kigge efter en lejlighed endnu. Hvis han først skal finde en lejlighed, flytte, prøve at bo alene, før I skal flytte sammen og i gang med at blive gravide, ja, så er tiden på sin vis knap. Og så alligevel, for I har fem år til at nå det. Men jeg forstår stadig ikke, at han skal prøve at bo for sig sig, før han kan flytte sammen med dig? Har vi med en mand på 35 at gøre, der har boet hjemme hos sine forældre hidtil, og er det derfor, han ikke har prøvet at bo for sig selv? Det er sådan, jeg tolker dit brev, og så kan jeg alligevel ikke helt få det til at hænge sammen.

Hvis det er sådan, hvorfor er det så sådan? Lige netop dét ”hvorfor” er ret vigtigt i den her sammenhæng. Der må være en god grund til, at en mand på 35 ikke har boet for sig selv før i sit liv, og når du spørger mig, om han er værd at vente på, kommer det virkelig an på mange ting. Det kommer blandt andet an på, hvorfor han ikke før har boet ude selv. En ung pige på 23, der drømmer om at få et barn, har brug for at få en far til det barn, som kan være med til at tage ansvar og tage sig af barnet på lige fod med moren. Og spørgsmålet er, hvorvidt din kæreste ville være i stand til det, når han på nuværende tidspunkt i sit liv ikke engang har prøvet at bo for sig selv? Vasker han sit eget tøj, gør han selv rent på sit værelse, laver han mad? Det er i hvert fald tre ting, der er vigtige at kunne, hvis man skal være far. Så ja, jeg tænker måske, du lige nu er lidt utålmodig, og at det kunne være gavnligt og en god idé for dig, og jer, om I ventede lidt med at flytte sammen og få et barn. Prøv i stedet at se tiden lidt an. At blive mor som 23-årig er helt klart muligt, og måske er du fuldstændig parat og klar til det, men i vores samfund er det faktisk en smule tidligt at blive mor som 23-årig. Så hvorfor ikke lige vente et par år, lad din kæreste flytte for sig selv, lad ham prøve at klare alting selv, og så kan du jo følge med på sidelinjen og vente med at beslutte dig for, om det lige netop er ham, som skal være far til dit barn. Først skal du nok se, at han kan de ting, han skal kunne, for at tage vare på et lille barn i fællesskab med dig. Det var mine umiddelbare tanker. Jeg håber, det kan hjælpe dig til at reflektere videre over din udfordring. Kærlig hilsen Renée Skriv til Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.