Brev til Renée: Jeg er vokset fra min mand – er jeg bare utaknemmelig?

Kære Renée
Min mand og jeg mødtes i 3.g og var hinandens første rigtige kærester. Problemet dengang var, at min mand kommer fra en indremissionsk familie, så sex før ægteskab var et no-go. Men et par måneder inde i forholdet begyndte vi at sove sammen i smug. Da vi blev studenter, friede han til mig, og jeg sagde ja. Dels fordi han er en flink fyr, fordi vi skulle ud at rejse sammen, og fordi jeg følte, jeg skyldte ham det, når han havde brudt sine principper om sex før ægteskab. Vi blev gift sommeren efter. Det hele gik lidt hurtigt. Vi læste begge to, jeg planlagde rejser for os og kiggede efter lejligheder. Folk fra hans miljø fik børn, så vi fik børn. Som 23-årige. Og vi er gode, ansvarlige og kærlige forældre til to skønne unger. Jeg elsker mine børn, men livet handler ikke kun om børn for mig.

Tilbage til min mand: Han er flink. Sød. Men ikke for mig. Han er et dejligt menneske, men jeg tror dybest set, vi er et ringe match. Jeg elsker ham, men jeg tænder ikke på ham og har aldrig rigtig gjort det. For et halvt år siden begyndte jeg at flirte lidt med en kollega, som flirtede tilbage. Jeg syntes mest, at det var sjovt og hyggeligt. I øvrigt var det meget sobert. Vi endte på et tidspunkt i hans seng efter en fest. Og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler, at jeg ikke er mig selv. At jeg ikke har plads til at finde ud af, hvem jeg er, og at den, jeg er, slet ikke er til det her ægteskab. Hvad gør jeg? Jeg føler, at mine følelser bør underkendes, at jeg skal tage mig sammen og holde ud. Tror du, mine følelser for min kollega er symptomatiske for et dødt ægteskab? Er jeg bare forkælet og utaknemmelig? Jeg kan ikke finde hoved og hale i mine følelser.

Venlig hilsen Rodehovedet

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Hun svigter mig og børnene for at realisere sig selv

Kære Rodehoved
Det er en lidt usædvanlig historie, du har. At finde den eneste ene i 3.g, blive gift og få børn som 23-årig, det er gået stærkt, og som jeg læser dit brev, er det også gået for stærkt. Du skriver ikke meget om jeres første stormende forelskelse. Måske handler det om, hvor du er lige nu, måske handler det om, at de vilde følelser aldrig rigtig var der? I var sammen seksuelt før ægteskabet, og som jeg forstår, var det på en måde et offer for din mand at bryde sine principper. Det ledte til, at du følte, du skyldte ham noget, fordi han havde gjort noget, der var ham imod ved at gå i seng med dig, og der har du måske oplevet dig fanget? Din mand lyder som en dejlig og god mand, og jeg læser, at du holder af ham og har respekt for ham og hans værdier. Men du synes, I lever et kedeligt liv, og har måske hele tiden syntes det? Nu er du blevet ældre, og du har ændret dig. Dine værdier er blevet nogle andre, og du oplever, at du ikke længere passer ind i den ramme, du selv har været med til at skabe.

Jeg tænker, at midt i al den tvivl, du ridser op, kan du spørge dig selv om argumenterne for og imod: Er det sådan, at en beslutning truffet i 3.g er så nagelfast, at den aldrig kan ændres? Skal vi mennesker stå ved det, vi føler og oplever, når vi er 20, på en måde, så det skal være det samme, når vi er 30? Hvis en veninde præsenterede dig for det dilemma, du står i lige nu, hvad ville du så sige til hende? Selvfølgelig er det enormt svært at bryde ud af et ”godt” ægteskab, som jeres på sin vis er. I har en god familie, du har en god mand, der elsker dig. I har dejlige børn, du er heldig på mange måder. Skal det seksuelle være afgørende for, om du kan vælge det gode liv til? Jeg har ikke svaret, for der er så meget, der taler for at blive, hvor du er, og på samme tid så kan jeg ikke råde dig til at blive. Hvis du dybt inde føler, at du kun bliver for din mands og dine børns skyld, hvad er det så for et liv, du skal leve resten af vejen?

Jeg tænker, at den affære, du har haft, er et symptom, og det er klogt af dig ikke at lade dig rive med. Men symptomet er der jo, og du er nødt til at forholde dig til dine egne følelser og tanker. Jeg ved ikke, om det ville være muligt at få et sexliv med din mand, som ville kunne tilfredsstille dig og få dig til at synes, at jeres liv sammen er nok. Jeg ved ikke engang, om I har prøvet, eller om det er muligt for din mand at gå ind i sådan et univers sammen med dig – hvis I ikke har prøvet det, ikke har set en sexolog, ikke har åbnet jer 100 procent, ikke har forsøgt med alt, hvad der er jer, så er det måske et forsøg værd at åbne fuldstændig op over for ham og se, om det, du længes efter, overhovedet kan findes lige dér, hvor du er? I hvert fald kunne det måske være med til, at du kan finde svaret på, hvad du skal stille op lige nu. Du er hverken forkælet eller utaknemmelig, du er bare en kvinde i stor tvivl og rivende udvikling – og at underkende dine egne følelser, det skal du ikke, du skal tage dig selv alvorligt og passe på dig selv.

De kærligste hilsner Renée

SKRIV TIL RENÉE
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

MEGET MERE RENÉE
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

LYT TIL RENÉE
I podcasten ”Brev til Renée” kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her