Brev til Renée: Jeg savner ømhed og kærlighed fra min mand
Kære Renée
Det kan godt være, at det her er et meget lille problem, men det fylder alverden hos mig. Derfor har jeg efter lange overvejelser valgt at spørge dig til råds. Sagen er den, at jeg savner ømhed og kærlighed fra min mand. I dag kom vi op at toppes, efter han kaldte mig egotripper. Jeg blev rasende. Hans beskyldning kom på baggrund af, at jeg ikke havde smurt smør på hans brød, som han plejer at gøre, når han laver frokost til mig. Jeg syntes, det var latterligt at hænge sig i, men skænderiet resulterede i, at jeg fortalte ham, at han er den største egotripper i vores forhold. Jeg nævnte for eksempel de gange, hvor han har truet med at flytte væk. Denne gang sagde jeg, at næste gang han nævner det, skal han pakke sin kuffert og gøre alvor af det.
Men det er bare én ud af mange ting, der gør, at jeg tvivler på hans kærlighed. Under min graviditet virkede han ikke glad. I stedet sagde han, at jeg var blevet gravid for hurtigt igen. Jeg mistede barnet i fjerde måned, og der var ikke et kram eller nogen form for trøst at hente. Dertil kommer, at han gennem alle årene har arbejdet meget og ikke været til stede derhjemme. Jeg stod alene med to små børn, en husholdning og et arbejde at passe. Til sidst kunne jeg ikke klare presset længere. Det endte med, at jeg blev alvorligt syg med hjernehindebetændelse og betændelse andre steder i kroppen. Som du kan høre, er der meget, der har gjort, at jeg i dag er forbandet sur på ham. Jeg håber, at du kan finde hoved og hale i mit brev og vil tage dig tid til at svare på det.
Kærlig hilsen hustruen, der længes efter ømhed
LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Jeg er ved at gå fra min mand. Er det dumt?
Kære hustru, der længes efter ømhed og kærlighed
Allerførst skal du vide, at jeg på ingen måde synes, at det er et lille problem, du har. Alle ønsker ømhed og kærlighed i deres liv, og når det ikke er til stede, kan vi opleve det som et enormt savn og til tider en dyb sorg.
Du giver ikke mange detaljer om, hvor længe du og din mand har været sammen, jeres børn og så videre, men jeg tænker, at der også må have været gode stunder og kærlighed engang. Nu er det desværre ikke sådan længere, og som jeg læser dit brev, bærer du rundt på en stor vrede over alle de gange, din mand har svigtet dig. Det virker heller ikke til, at I har en god omgangstone derhjemme, da I gensidigt beskylder hinanden for at være egoistiske. Ud fra dit brev virker det ikke til, at I har fået snakket om det, som må ligge til grund for de svigt og skænderier, du beskriver. Som årene er gået, er I derfor kommet længere og længere væk fra hinanden, og nu ser det ud til, at I næsten ikke kan se hinanden for al den tåge, det hele har lagt over jeres ægteskab.
Men du mærker en længsel, og det er godt. Det betyder nemlig, at du ikke ønsker, at vreden skal præge jeres forhold. I stedet længes du efter ømhed og kærlighed, og som jeg forstår dine ord, længes du efter det fra din egen mand. Det vil sige, at du måske har et håb om, at I to igen kan blive et kærligt ægtepar, der respekterer hinanden? Hvis det forholder sig sådan, synes jeg, at det er det, du skal arbejde henimod. Det vil sige, at I bliver nødt til at få snakket nogle ting igennem, og I er også nødt til at begynde en proces, der handler om at tilgive.
Det er et godt udgangspunkt at ville kærligheden, men det er ikke nødvendigvis nemt. I skal begge gøre et stykke arbejde og blive bevidste om, hvordan I taler til hinanden. Med alt det, I har med i bagagen, vil jeg mene, at det er en meget svær proces for jer to alene.
LÆS OGSÅ:
Brev til Renée: Min mand er gammel og sur
Derfor vil jeg anbefale dig først at tage en snak med din mand. Læg kortene på bordet, sig hvad du længes efter, og at du er parat til at tilgive. Spørg ham så, om han har lyst til at give jeres ægteskab en ny chance? Dernæst synes jeg, at I skal kontakte en parterapeut, der kan hjælpe jer med at nærme jer hinanden på en konstruktiv og ikke mindst kærlig måde. Det vil kræve stor bevidsthed fra jer begge, og det vil betyde, at du skal give slip på den vrede, du har omkring din mand. Det er du simpelthen nødt til. Ellers kan du jo ikke lukke ham så tæt på, at han kan give dig den kærlighed og ømhed, du længes efter.
At give slip på vreden kan være uendelig svært, men bag vreden ligger sorgen, og det er den, vreden dækker over. Det er først ved at turde at tale sammen om det, der har gjort så ondt, at I får mulighed for at komme videre. Ingen går igennem livet, eller ægteskabet for den sags skyld, uden at opleve svigt indimellem. Jeg håber for dig, at din mand siger ja til at gå i gang med det store stykke arbejde. Jeg er sikker på, at årene, børnene, jeres historie og det, I kan få sammen fremover, vil være det hele værd.
Kærlig hilsen Renée
