Brev til Renée: Min kærestes familie lukker mig ude

Kære Renée Sagen er den, at jeg er fortvivlet og ked af det på grund af min kærestes familie … De er en meget lukket familie, og selv om jeg har været sammen med min kæreste i over tre år, så føler jeg mig ikke velkommen hos hans familie. Hans søster er nok den værste. Hendes opførsel får mig til at krumme tæer, og har vi været derhjemme til kaffe, vil jeg ofte meget hurtigt hjem igen. Hun giver mig knuder i maven, og hun får mig til at føle, at jeg ikke er god nok til at være i den familie. Jeg er så træt, når jeg har set hende i bare 30 minutter … Dråben, der fik bægeret til at flyde over, kom her for nylig, hvor min svigermor blev indlagt rimelig pludseligt. Der tog min kæreste og jeg en fælles beslutning, og det er søsteren bestemt ikke tilfreds med. Hun taler grimt til en og er generelt rigtig nedladende – specielt over for mig. Hun vil rigtig gerne bestemme over, hvordan alle skal gøre tingene, og går det ikke efter hendes hoved, så hidser hun sig op og skælder ud. Min kæreste er ikke særlig god til at sige fra. Han mener ikke, at det nytter noget, fordi hun ikke vil lytte alligevel. Det skaber splid, og det skaber problemer i mit og min kærestes forhold, fordi jeg føler, at jeg ikke er velkommen. Jeg ved ikke, om det er, fordi min egen familie har taget imod min kæreste med åbne arme og har taget ham for, hvad han er. I modsætning til ham føler jeg, at jeg hele tiden skal bevise noget over for hans side af familien for at slå til. Det gør, at jeg føler mig utilstrækkelig, fordi jeg ikke har lyst til at ændre på mig selv for deres skyld, men jeg føler mig tvunget til det for husfredens skyld … Hilsen En fortvivlet

LÆS OGSÅ: Min livskrise går ud over mit forhold

Kære FortvivledeDu skriver ikke, hvad det præcis er, der går galt mellem dig og søsteren, ud over at hun har et voldsomt temperament og vil bestemme alting. Jeg har dog svært ved at forstå, hvad det er, hun vil bestemme? Du nævner en episode om din kærestes mor, som blev syg, hvor du og din kæreste tog en beslutning, som ikke faldt i god jord hos hans søster. I grunden forstår jeg ikke, hvorfor I tog en vigtig beslutning uden at snakke med søsteren først, men måske var det en akut situation, hvor I var nødt til det? Hvis det var en akut situation, hvor der skulle træffes en beslutning hurtigt, så forstår jeg ikke, hvorfor søsteren ikke kan se det? Det virker lidt mærkeligt, men familier bærer jo på mønstre, der kan være svære for udenforstående at sætte sig ind i. Uanset hvordan situationen har udfoldet sig, så er det sådan, at vi ikke kan ændre andre mennesker, vi kan kun håbe på at ændre os selv og vores egen holdning til en situation. Det er rigtig svært at ændre sig selv, men jeg tænker alligevel, det måske er det, du skal forsøge? Du skriver, at du ikke har lyst til at ændre dig selv, men hvad er alternativet? Måske kunne det være konstruktivt at begynde med at undersøge dine egne følelser. Hvor kommer følelsen af ikke at føle sig god nok fra? I hvilke situationer opstår den? Jeg ved, at andre mennesker kan pirke til ens egen følelse af ikke at være god nok, men på en måde tænker jeg, at følelsen må bo i os fra starten for at andre kan aktivere den? I stedet for at fokusere på, at det er de andre, der skaber følelsen, så fokusér på selve følelsen af ikke at være god nok og ikke blive accepteret. Hvis du selv kunne opleve, at du var god nok, så kunne du måske få så meget tillid til dig selv, at du kan få sat de grænser, du har brug for at sætte, på en stille, rolig og ordentlig måde? Det korte af det lange er, at det arbejde, jeg ser som en mulighed for at ændre noget, handler om, hvordan du får bedre selvværd. Tesen er, at hvis du bliver mere sikker på dit eget værd, så vil din kærestes søster ikke så nemt kunne vælte dig, og du vil være i stand til at sige fra på en ordentlig måde over for råb og skældud. Som slet ikke er acceptabel adfærd. At arbejde med sig selv, sit selvværd og at sætte grænser er et stort arbejde. Ofte er det også godt at finde nogen at arbejde sammen med – en terapeut, psykolog, coach eller et andet professionelt menneske, som kender til indre processer, og som har forståelse for, hvordan sådan et arbejde udføres. Jeg er af den overbevisning, at vores indre liv fortjener lige så stor opmærksomhed og omsorg som vores ydre liv. Når vi bliver syge, tager vi til lægen og får hjælp, og vi får lagt brækkede lemmer i gips – sådan tænker jeg også, vi skal gøre med vores indre liv. Vi skal være omsorgsfulde over for os selv og give os selv mental plaster på, når vi oplever os sårede. Lige nu bliver du ofte såret i forhold til din kærestes familie, så meget at du beskriver dig selv som fortvivlet, så opgaven må være, at du finder en måde, hvorpå du kan passe bedre på dig selv. Kærlig hilsen Renée