Brev til Renée: Min mand er ligeglad med alt

Kære Renée Jeg blev gift med min mand for fem år siden. I starten gik det fint, men nu er jeg den, som står for alt derhjemme. For børnene, ja selv hans børn fra et tidligere ægteskab, og det er i alle henseender, også hvad angår kontakten til hans ekskone, når det drejer sig om børnene. På et tidspunkt blev min mand så ramt af stress, og med det fik han også rejsningsproblemer, hvilket gjorde, at vores sexliv gik i stå.

I dag er det over tre et halvt år siden, vi har haft sex. Han fik ordineret medicin af lægen, men han har aldrig prøvet det af. Så blev han opsagt fra sit arbejde, hvilket heller ikke hjalp på situationen. Jeg føler ikke, han tager tingene alvorligt og kæmper for at ændre på sin situation. Jeg har gang på gang forsøgt at prøve at tale om tingene, hjælpe, støtte, spørge, hvad jeg kan gøre for ham ... Han har aldrig et svar. Bare: ”Jeg ved det ikke!”. I efteråret bad jeg om, at vi gik i parterapi. Efter den første snak havde parterapeuten målt min mand til stadig at være ramt af stress, og han foreslog derfor enesamtaler. De aftalte så, at min mand ville bestille en ny tid, når han havde snakket med mig. Jeg har spurgt ham tre gange om at booke en tid, og intet er sket. Jeg er ved at give op! Jeg har meget svært ved at være sammen med en mand, som jeg skal hive hvert et ord ud af, og som er initiativløs – også hvad angår aftaler med sine børn. Han er der ikke for os. Han virker totalt ligeglad med alt. Jeg er træt af, at han hver dag sætter sig i sofaen med sin iPad i stedet for at tale med mig. Jeg prøver at holde frustrationen for mig selv, men når tingene hober sig op, eksploderer jeg i sure bemærkninger, og jeg hader mig selv for det. Hvad skal jeg gøre? Vh. Skytten LÆS OGSÅ: Min mand vil ikke kysse, medmindre det leder til sex Kære Skytte Jeg hæfter mig ved, at du og din mand har haft problemer med sexlivet i en del år, og at du giver udtryk for at være ved at være nået til vejs ende, hvad angår tålmodighed. Jeg tænkte, mens jeg læste, at en af de ting, der måske holder dig tilbage fra at gå fra din mand, kunne handle om, at han har været syg med stress, og at han måske stadig er syg. Og går en god kvinde fra sin mand, når han er syg? Den overvejelse ville jeg selv have i din situation og måske også tanken om: Ville det være sådan her, hvis han var sig selv og rask, og kan det blive, som det var, igen, hvis han blev rask? Du elsker din mand, og det har du vist ved at forsøge at kæmpe for jeres ægteskab. Du har kæmpet ved at være tålmodig i en del år. Han er på fjerde år initiativløs, der er ikke meget samtale mellem jer, ingen sex, og du står for det meste af praktikken derhjemme. Udefra set er der heller ikke meget samarbejde omkring de problemer, der er i jeres forhold. Helt sikkert er det, at du ikke kan arbejde dig ud af det alene. I er nødt til at være to, der arbejder sammen og vil det samme, hvis I igen skal have et varmt og kærligt forhold. Jeg tænker, at din mands sygdom er en formildende omstændighed, men på samme tid tænker jeg også, at vi hver især har ansvar for at tage os af det, som fylder indeni. Vi har et ansvar for at passe på os selv, således at vi kan være noget for hinanden. Eller også har vi ansvaret for at sige højt og tydeligt, at vi ikke ønsker at være noget for nogen, så vi ikke holder andre fast i en drøm, som ikke er realiserbar. Jeg vil dog sige, at når det drejer sig om noget psykologisk, er det noget, man kan forsøge at tage sig af, men det er ikke en proces, man kan forcere.

Jeg tænkte også på, at der med stress kan følge andre sygdomme, f.eks. depression, og måske er det muligt, at din mand kunne være deprimeret? Men uanset om det er sådan, at han stadig har stress, eller han er deprimeret, har han efter min mening et ansvar for at være opmærksom og prøve at tage sig af det, som forhindrer ham i at deltage aktivt i jeres ægteskab. Der er gået mange år nu, hvor han har haft det svært, og hvor I ikke har været sammen seksuelt. Måske er I nået dertil, hvor både du og han skal vælge, om I fortsat vil være gift med hinanden? Er du parat til at blive skilt inden for det næste halve år, hvis der ingen forandring sker? Hvis svaret på det spørgsmål er ja, er tiden til den alvorlige samtale kommet, hvor du, så ærligt og kærligt du kan, fortæller din mand, at enten gør I noget NU, eller også er du nødt til at gå videre alene, fordi det river dig i stykker at skulle være en del af et ægteskab, hvor der er så lidt gensidighed. At blive afklaret og sige ordene højt kan være en kærlig handling over for dig selv, fordi det, du i virkeligheden gør, er at tage dig selv og dine følelser alvorligt. På samme tid kan det også være en kærlig handling over for din mand, fordi det måske kan få ham til at indse, at det er nødvendigt for ham at finde en løsning på, hvordan han kravler op igen. Kærlig hilsen Renée Skriv til Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du får svar. Kun afsendere af breve, der bringes i bladet, får svar. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.