Selvudvikling
15. maj 2018Brev til Renée: Skal jeg gå fra den mand, som aldrig mener, jeg er god nok?
Jeg er nødt til at være helt ærlig og sige til dig, at ud fra dit brev så lyder det bestemt ikke til, at du er gift med en dejlig, kærlig mand, som du skal bruge resten af dit liv sammen med. Læs ugens brev til Renée her
Af: Renée Toft Simonsen
Kære Renée Jeg skriver til dig, fordi jeg simpelthen ikke kan finde hoved eller hale i mit liv. Min mand har efter en julefrokost været meget tavs, og han udviser alle typiske tegn på, at der er noget, jeg ikke skal vide. Han gemmer sin telefon og lyver om, hvem det er, der tager hans tid. Nu har han endog åbnet op og ytret, at han overvejer at flytte fra mig. Jeg har sagt, at valget er hans, men at jeg også mener, at vi skal finde en fælles løsning på det hele. Han mener, at hans lykke er mit ansvar. Det er jeg ikke enig med ham i. Er det forkert? Jeg siger til ham, at for mig er tillid, ærlighed og respekt grundlaget for et godt forhold. I hans optik er det noget pjat. Jeg tror, at alt det her er noget, han har gået med i lang tid. Han er meget anklagende over for mig, jeg er aldrig helt god nok. Han spørger aldrig ind til, hvordan jeg har det, og så er han generelt altid negativ.
Min mavefornemmelse siger mig, at jeg skal lade ham gå. At han dybest set ikke er værd at samle på. Jeg ved godt, at du ikke kommer med en løsning; det er mit ansvar at finde den, men du plejer at kunne se nuancer i alle sager. Kh. Den fortvivlede LÆS OGSÅ: Min mand behandler mig som affald, men jeg kan ikke få mig selv til at smide ham ud Kære fortvivlede Du står et rigtig skidt sted, kan jeg godt høre, og jeg kan også godt forstå, at du har brug for nogen udefra, der måske kan hjælpe dig med at nuancere og reflektere over det, der sker i dit ægteskab. Jeg er nødt til at være helt ærlig og sige til dig, at ud fra dit brev så lyder det bestemt ikke til, at du er gift med en dejlig, kærlig mand, som du skal bruge resten af dit liv sammen med! Du skriver om ham, at han lyver, at han overvejer at flytte, at han IKKE mener, et godt ægteskab bunder i tillid, ærlighed og respekt, at han er anklagende over for dig, negativ i jeres relation, at han aldrig spørger ind til dig eller viser interesse for dig. Tværtimod. Han lyder bare ikke som nogen rar mand, og jeg leder forgæves efter ord og sætninger i dit brev, der beskriver et eller andet kærligt. Noget, der skulle retfærdiggøre, at I to burde blive sammen. Der er ikke én eneste kærlig beskrivelse af din mand i dit brev – altså hvis man ser bort fra, at du synes, I skal finde en løsning. Men hvorfor synes du egentlig, I skal det, når din mavefornemmelse siger dig, at du skal give slip på ham, og at han ikke er værd at samle på?
Det er faktisk et interessant spørgsmål, som jeg gerne vil stille dig: HVORFOR vil du være sammen med den mand? Der kan være mange grunde til, at du vil det. Måske har du i din nuværende situation glemt at skrive om de gode ting, der også er i jeres ægteskab? Måske er han i virkeligheden også en god mand? Måske er det sådan, at du på en eller anden måde slet ikke kan forestille dig at være alene, og at tanken om at skulle klare alting selv skræmmer dig fra vid og sans? Måske er du verdens største tryghedsnarkoman? Måske tror du ikke, du kan klare dig økonomisk? Måske er tanken om at miste dit hjem eller dit dejlige hus det, der fastholder dig i dit ægteskab? Måske vil du synes, det er pinligt eller skamfuldt at blive skilt? Der er mange bud på, hvorfor vi mennesker bliver hængende i dårlige forhold, og du har helt sikkert dine grunde. Jeg tænker, at du skal komme nærmere en afklaring på, hvad du skal gøre. Det betyder, at du skal gå dybt ind i spørgsmålet om, hvad der afholder dig fra at gå fra din mand. Det kunne være en idé, om du skrev de tanker ned, der dukker op, mens du læser mit svar. På den måde kan du begynde at få et overblik over, hvad det er for overbevisninger, der holder dig fast i tvivlen. Jeg har altid oplevet det med at skrive tanker ned som en god måde at arbejde med sig selv på. For tanker er så flygtige, de kommer og går, og alligevel styrer de enormt meget i vores liv. Men hvis vi får hold på dem, der ofte vender tilbage, kan vi på den måde også holde fast i dem. Det kan sommetider være nødvendigt, hvis vi skal træffe svære beslutninger, sådan som du skal lige nu. Jeg håber, mine ord kunne hjælpe dig lidt videre i processen. Husk, at du er værd at passe på og have omsorg for – det er alle mennesker. Og hvis din mand ikke kan passe ordentligt på dig, så kan du i hvert fald passe på dig selv. Kærlig hilsen Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.