Chefredaktøren: Mine eventyr i ensomhed

Jeg elsker at rejse alene. Jeg gjorde det første gang, da jeg som 20-årig tog alene til Indonesien i fem uger. Og lige siden har jeg sørget for med jævne mellemrum at tage af sted – bare me, myself and I – og have verden foran mine fødder. Det giver mig nemlig den ULTIMATIVE følelse af frihed og eventyr. Som Laura fra ”Det lille hus på prærien”, der løber hoppende over blomsterengen. Som når man sidder alene i sin bil en mørk aften med musikken for fuldt drøn og en uendelig landevej af muligheder forude. Som hovedpersonen i Elizabeth Gilberts ”Eat, Pray, Love” – på jagt efter essensen af kærligheden og livet. For det forunderlige og fantastiske ved at rejse alene er, at man på den ene side har al den tid og ro, som man i hverdagen går og længes efter, og på den anden side kaster sig ud i noget totalt ukendt og uforudsigeligt, hvilket kræver både mod og et åbent sind. Livet skal dyrkes. Nydes. Udfordres. Leves. I tilpas balance og vekselvirkning mellem ro og fordybelse og eventyr og forandringer.