Derfor skal du blive bedre til at prale af dig selv
Praler du af dig selv?
Er din hårde indsats ikke blevet set, eller er din gode idé pludselig blevet snuppet af en storpralende mand, fordi du ikke gjorde opmærksom på dig selv? Ordet ”pral” ringer negativt i manges ører, og du finder det måske ubehageligt at skulle prale af dine egne præstationer. Især hvis du er kvinde. Men du burde måske gøre det alligevel. Ifølge amerikanske forskere kan manglen på pral nemlig medføre, at du bliver forbigået i en række situationer, for eksempel i arbejdslivet. Det skriver norske kk.no.
Ikke samme problem for mændene
Mens kvinder har lettere ved at prale, hvis det ikke er dem selv, de praler af, så har mændene ingen problemer med at prale af sig selv. Ifølge coach Christine Otterstad har mange mænd en ”grovere” fremtoning, og det er derfor ikke så tydeligt, når de praler. En anden ting er forskellen mellem mænd og kvinder.
- Kvinder er generelt meget optagede af, hvad andre mener og synes, det er mænd ikke på samme måde. Gennem min erfaring som coach ser jeg også, at mænd ikke er lige så bange for at fylde som kvinder, siger Christine Otterstad til kk.no.
Diskret og smart pral
Inden du begynder at prale højt og flot af dig selv, er der nogle ting, du lige skal tænke over. Christine Otterstad forklarer, at mennesker der praler meget af sig selv, ofte har en lav selvfølelse og trænger til meget bekræftelse og opmærksomhed for at føle sig god. Det er derfor vigtigt at tænke over, hvad du ønsker at opnå, inden du praler løs.
Der er forskel på pral. Det er på ingen måde negativt at fortælle noget positivt om sig selv eller være fornøjet med sig selv, men hvis det kun er for at være bedre end andre eller kun er for at imponere, så vil det ofte opfattes negativt, siger Christine Otterstad.
Hun mener derfor, at den mest effektive måde at prale på er ved at lade det ske naturligt. For eksempel ved at flette det ind mellem andre sætninger.
Kilde: kk.no