Det er HOT at være gammel: "Erfaring er blevet et ideal i sig selv"
foto: Instagram og All Over
Tidligere blev kvinder mere eller mindre usynlige i modeverdenen, når de rundede en ”vis alder”. Det skete bl.a. for Isabella Rossellini, der blev fyret som model for Lancôme efter 14 års tro tjeneste, kort efter at hun var fyldt 40. Men noget er i gære. De store modehuse og skønhedsbrands har langt om længe fået øjnene op for den stadig voksende og hidtil oversete gruppe af skønne, stilfulde kvinder på den gode side af 60, der på ingen måde lader alderen og rynkerne stå i vejen for et glamourøst ydre.
Flere designere og skønhedsbrands er sågar begyndt at bruge gråhårede kvinder som modeller – men hvorfor?
– Det er både, fordi dem på 50+ ikke kan spejle sig i modeller på 24 år, og fordi de yngre har fået større respekt for modenhed og erfaring. Det er ikke bare det unge, stramme og sexede, der tæller, men også det inde i personen, altså livet som er levet, og erfaringerne, man har gjort, siger Louise Byg Kongsholm, der er administrerende direktør i trendbureauet pej gruppen.
81-årige Lotte Freddie: ”Personligt gider jeg ikke gå i ét med gulvtæppet”
Der findes dog også en anden forklaring på, at vi i disse år ser et stigende antal velvoksne kvinder som modeller. pej gruppen skrev allerede i 1998 om ændringer i demografien og økonomien, som ville skabe en ny, stærk og købekraftig målgruppe: Det grå guld.
– Det, vi ved, er, at vi lever længere. Et børnehavebarn i dag vil med stor sandsynlighed blive 100 år. Det betyder, at der bliver mange år på den anden side af 50, og at vi må arbejde væsentligt længere end den gennemsnitlige pensionsalder i dag. Vi ved også, at seniorerne i stigende grad er aktive, de vil holde kroppen og hjernen i gang og kan selv mærke effekten af motion og hjernegymnastik, siger Louise Byg Kongsholm.
50’erne er de nye 50’ere
Charlotte Torpegaard er skønhedsekspert og kvinden bag skønhedsuniverset Ilovebeauty.dk. Hun har længe interesseret sig for fænomenet, som hun kalder glammy grannies (glamourøse bedstemødre). Hun peger også på ændringer i demografien som forklaring på de ældre damers stigende popularitet.
– Det er naturligvis et økonomisk spørgsmål, som bunder i en befolkning med stadig flere voksne kvinder, der samtidig er dem, der har penge. Skønhedsbranchen har endelig fået øjnene op for, at dem, der køber de avancerede cremer, typisk ikke er de 16-årige modeller på kampagnerne.
Ifølge Charlotte Torpegaard begyndte der for alvor at ske noget i mode- og skønhedsverdenen omkring år 2000.
– Det nye årtusinde står i kvindernes tegn. Det gælder også i modebranchen, hvor kvinder tog over på de førende poster, og i skønhedsbranchen, hvor de overtog de kreative stillinger. Det betyder, at det i dag er nogle helt andre værdier, der er i fokus.
Charlotte Torpegaard mener også, at rynkernes revanche kan være en form for modreaktion på Botox- og Restylane-bølgen, der især har været fremme i Hollywood. Skønhedsidealet kan i dag ikke estimeres på samme måde som tidligere, siger hun.
– Erfaring er blevet et ideal i sig selv, som man ikke skal underkende. Kvinder med erfaring er cool. Hvis du udstråler erfaring, er det en stor skønhed i sig selv.
– Hvor vi før væltede os i floskler, såsom at 40’erne er de nye 20’ere, så gælder det nu, at 50’erne er de nye 50’ere. Det er cool bare at være, og du behøver ikke at lade, som om du er 30.
”Unge kvinder i dag er kloge, smarte og selvbevidste”, siger TV2-korrespondenten Ulla Therkelsen
En revolution på vej
Ingen tvivl om, at de gamle damer er populære i øjeblikket, men et spørgsmål presser sig på: Er det her ikke bare en dille? Noget trendy, modebranchen slår sig op på for at vise, at de er rummelige og inkluderende, og dermed også noget, der snart vil være overstået igen? Nej, mener Charlotte Torpegaard.
Tværtimod tror hun, der er en lille revolution på vej i mode- og skønhedsbranchen.
– Der er selvfølgelig dem, der går med på tendensen, fordi der er et statement i det. Men der er en ændring på vej, og jeg tror, den kommer til at ligge som en ny basis for, hvordan vi ser på både kvinder, os selv og alder.
Louise Kongsholm fra pej gruppen er enig.
– Det bliver en vedvarende trend i den forstand, at vi har brug for en større variation. Målgruppen skal afspejles i modellen. Charlotte Torpegaard peger på flere ting, der skubber bølgen i den rigtige retning. Som at Wella lancerer grå hårfarver, hvilket var uhørt for blot et øjeblik siden.
– Og så er antiage som ord og fænomen ved at blive begravet. Vi gider ikke høre på det mere. Førende skønhedsfirmaer er begyndt at bruge et andet skønhedssprog, som er langt mere inkluderende. Det er mere PRO-smuk hud end ANTI-rynker. Det handler om at fremme det smukke, ikke om at skjule og dække.