Dorthe Kandi: Er du styret af frygt eller kærlighed?

Da jeg for nogle uger siden deltog i en workshop, der mest handlede om strategi og forretning, blev en sætning, som umiddelbart handlede om noget helt andet, hængende i mit hoved. En CBS-professor nævnte nemlig i et inspirerende oplæg, at man kunne være styret af enten frygt eller kærlighed. Og jeg funderer stadig over den sætning. For hvad er jeg egentlig styret af? Hvad er du styret af? De fleste af os vil nok sige kærlighed. Det lyder mest tiltalende. Men når jeg ser mig omkring, kan jeg godt få øje på frygten, selv om vi umiddelbart i et land som Danmark ikke har så meget at frygte. Naturen er forholdsvis rolig, der er hverken sult eller krig, vi har et socialt sikkerhedsnet og et forholdsvis velfungerende velfærdssamfund (selv om der kan være huller, hvis du bliver syg eller udsat på anden vis). Men meget politik er styret af frygt. Og spiller på frygt. For eksempel frygten for, at vi skal dele vores penge med andre. Hvem vi skal dele med, og hvor meget vi skal dele. Og ikke mindst hvad vi får til gengæld. Det er vel stadig ret umoderne at tro på, at det, du giver ud, kommer igen før eller senere (også kaldet karma). Men at tro på, at de brede skuldre skal bære mest, er da stadig gangbart – og personligt tror jeg på, at det er bedst for ethvert samfund. Og dybest set er det jo kærlighed. Kærlighed til andre. Kærlighed til fællesskabet. Kærlighed og tro på, at vi ved at bidrage ikke kun gør andre en tjeneste, men også os selv. Og hvem ved, måske får vi også brug for at lade os bære på et tidspunkt. I en periode – kort eller lang. Når frygten tager over, handler det for mig at se om, at man ikke vil dele. Men det værste er, at det ikke kun gælder penge. Når vi er bange og frygter, så lukker vi os om os selv. Trækker os væk fra verden. Fra oplevelser. Fra det nye og ukendte. LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen: Hvilket menneske vil du være? Forleden havde jeg en god snak med en, jeg holder meget af. Han er blevet såret og svigtet i kærlighed. Og det gør ondt. Det er naturligvis forståeligt i en periode at trække sig lidt. At lukke af for den side af livet, fordi man ikke vil såres igen. Men på et tidspunkt må man jo vælge: Vil jeg kærligheden, må jeg slippe frygten for at blive såret. Der findes ingen garantier. Men de fleste af os ved jo godt, at hvis vi tør kærligheden til andre og ikke mindst os selv, så er livet så meget mere givende. For snart syv år siden stod jeg i et andet og mindre dilemma. Jeg blev tilbudt et job i København. At sige ja betød også ”farvel” en masse. Farvel til vores hjemby, farvel til den ældste søn, som var flyttet hjemmefra, men kunne komme forbi tit. Farvel til de to yngstes skole, farvel til naboerne, familie, venner og det dejlige hus. Min mand var ikke i tvivl. Han ville eventyret. Jeg vaklede. Hvad nu hvis børnene ikke kunne falde til? Hvad nu hvis jobbet ikke var det, jeg drømte om? Hvad nu hvis vi fortrød ... Meget kunne gå galt. ”Hvis vi fortryder, flytter vi da bare tilbage igen,” sagde min mand. I dag ser jeg, at jeg var i frygten. Han var i kærligheden – i mulighederne. Og det værste, der kunne ske, var, at vi tog en ny beslutning. Jeg er bestemt ikke altid styret af kærlighed. Men jeg prøver, for hvis frygten styrer, tror jeg, at jeg mister muligheder og fremtid. At frygte er for mig at lukke andre ude og muligvis også mig selv. At lukke øjnene for, at jeg og vi ikke kan være os selv nok. Når vi frygter forandringer, er det sikkert naturligt, men det er også at lukke noget nyt og måske bedre ude. Udvikling kan muligvis styres, men aldrig stoppes. Og det gælder både i kærlighed og politik og alt det derimellem, som vi kalder for livet. LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen: Passer du ind i samfundets skabeloner?