Dorthe Kandi: Er jeg mandschauvinist?

Altså umiddelbart ville jeg jo hårdnakket nægte, at jeg kan være mandschauvinist! Jeg er kvinde. Jeg er feminist. Jeg har kæmpet mod kønsstereotype opfattelser af både mænd og kvinder hele mit voksenliv. Jeg er da ikke mandschauvinist.

Men da jeg læste bogen ”Min uimodståelige mand” af Mette Korsgaard, havde hun stort set samme opfattelse af sig selv og måtte alligevel erkende, at jo: Hun var også mandschauvinist. Hun forfaldt ubevidst til at konkludere, at mænd er dygtigere end kvinder (i hvert fald til visse ting) – hun faldt i den ene stereotype gryde efter den anden på trods af årelang interesse for køn, ligestilling og feminisme. Så Mette Korsgaard og jeg – og måske også du – må erkende, at jo: Vi gør forskel på piger og drenge.

Jo, vi opfatter mænd og kvinder forskelligt udelukkende baseret på køn. Og ja, det er ikke nødvendigvis samfundets skyld – men samfundet spiller ind, f.eks. når vi læser højt for vores små børn, og stort set alle sjove, nysgerrige og handlekraftige hovedpersoner er drenge – bortset fra Pippi! Selv børn synes, bøger med drenge som hovedkarakterer er sjovere end dem med piger, viser et studie fra University College Sjælland.

Det samme gælder i børnefilm og TV-programmer. Øv. Og det stopper jo ikke ved børnebøger. Den succesrige TV-serie ”Ditte & Louise” fik kun to sæsoner på DR, med den begrundelse, at DR nu ville satse på ”et andet tema end kvinder”! (jeg elsker ”Klovn” – men tænk, hvis den blev sløjfet med begrundelsen, at de ville satse på et andet tema end mænd, ”Klovn” har indtil videre syv skønne sæsoner).

Men kvinder er altså et tema – og ikke en naturlig del af livet, der altid skal afspejles på (licensbetalt) TV. ”Kvinder i kunstens verden betragtes oftest som nicheproduktion”, fastslår Korsgaard, og selv vores internationalt anerkendte filminstruktør Susanne Bier oplever, at hendes film får mærkatet: Henvender sig til kvinder mellem 20 og 60 år. ”Det ville man aldrig gøre med en mands film”, siger Bier. Det er så trættende.

LÆS OGSÅ: Husk læbestiften, inden du skal på job

Den seneste film, jeg har set, er ”Dronningen” med en fænomenal Trine Dyrholm i hovedrollen. Filmen er instrueret af May el-Toukhy, og jeg så den med min mand. Ingen af os mener, det er en kvindefilm. Det er en menneske-film.

En af de bedste, vi begge havde set længe. Og måske kunne det være vores næste ligestillingskamp. En kamp for at se på mennesker som meget mere end køn. For som forskere slår fast i Korsgaards bog, så er den største forskel på mænd og kvinder vores kønsdele, mens den biologiske forskel ingen målbar betydning har for vores hjerner.

Der er kort sagt større forskel på min og min søsters hjerne end på min og min mands. Resten er vi altså selv herre over. Vi kan beslutte os for at nedbryde kønsstereotyperne og kassetænkningen. For mænd vælger mænd, og kvinder vælger mænd – f.eks. hvis vi har brug for hjælp til teknik (og vist også uden tvivl, når det gælder bestyrelsesposter). Sådan er det i dag. Og hvis det foregår ubevidst oppe i hjernen på os, så kunne det jo være en idé at opstille nogle forhindringer for den vanetænkning.

Personligt forsøger jeg at stoppe mig selv, når jeg tænker eller siger, at mænd eller kvinder er/gør/tænker altid xxxxx. For når jeg bare ser på min mand og vores to sønner, så er der ret meget forskel på de tre – og min datter ligner på områder som selvdisciplin, matematisk forståelse og sportsglæde langt mere sin far, end hun ligner mig. Vores køn er altså ikke så afgørende for, hvem vi er, som vi måske tror. Og ikke mindst så kunne det være fedt, hvis vi alle slap chauvinismen og i stedet fik humanismen ind i vanetænkningen.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her