Dorthe overlevede en højresvingsulykke: "Jeg lå under lastbilen og kunne høre, han gassede op. Så skreg jeg"

Hvordan forbliver man en feminin kvinde, når det ene ben mangler? Kan man have sexet undertøj på? Kan man finde en ny kæreste? Og hvad med arbejdet, som normalt kræver 18.000 skridt om dagen?

Alt det og tusind andre ting lå Dorthe Bolther og tænkte på igen og igen i løbet af de 243 dage, hun var indlagt på Rigshospitalet i København.

Hun blev for to år siden kørt ned af en lastbil i en højresvingsulykke, som kostede hende det venstre ben, mens det højre ben for altid vil være mærket af ulykken.

Men en ukuelig tro på livet, masser af humor, en tæt familie og ikke mindst helt unikke veninder fik hende op at stå og gå igen. Bogstaveligt talt.

Efteråret 2017 havde været fantastisk for Dorthe. Drømmejobbet som social- og sundhedsassistent på fødegangen på Roskilde Sygehus fyldte meget, privatlivet gik strålende, og hun var i en bedre form end nogen sinde før.

Nytårsaften var hun på arbejde med champagne, kransekage og nyfødte nytårsbabyer, og den 3. januar 2018 startede hun i fitnesscenteret med sin yngste søn, teenageren Mathias, og indkøb til en planlagt lækker middag.

– Vi havde sådan en hyggelig formiddag, og den har jeg gået igennem tusind gange siden, for den dag blev jo skelsættende, husker Dorthe Bolther, da vi møder hende i hendes hyggelige lejlighed i Horsens.

Nu dør jeg

Der er nemlig en tid før og en tid efter den onsdag i januar.

Dorthe tog senere den dag sin cykel for at tage på arbejde. I et lyskryds mærkede hun pludselig et puf.

– Jeg kan huske, at jeg tænkte, "hov, hvor kom du fra?" Det hele gik meget hurtigt, fortæller Dorthe.

Lastbilens forhjul fik fat i cyklens forhjul og trak hende og cyklen med ind under det tonstunge køretøj.

– Jeg lå under lastbilen, stadigvæk med cyklen mellem benene, og jeg kunne høre, han gassede op. Så skreg jeg. Jeg nåede at tænke: Nu dør jeg, og da han kørte over mine ben, var det sådan en underlig følelse, for jeg kunne mærke det, men det gjorde ikke ondt. Jeg har siden fået at vide, at jeg var i akutchok, men det er da mærkeligt, at man kan blive kørt over, og så fylder angsten så meget, at den fjerner alt det, der egentlig gør ondt.

– Lastbilchaufføren så jeg ikke, men jeg hørte ham på et tidspunkt grådkvalt sige: "Jeg så hende altså ikke," husker Dorthe Bolther.

Det viste sig senere, at chaufføren var påvirket af amfetamin.

– Da jeg vågnede natten til den 4. januar, lå jeg i respirator, og derfor kunne jeg ikke sige noget, men jeg havde tusind spørgsmål. Jeg fik hurtigt kommunikeret, at personalet skulle ringe efter min veninde, Tania, siger Dorthe og fortsætter:

– Hun er den type, der smøger ærmerne op, og da hun kom, kunne jeg straks høre hendes beslutsomme skridt. Duk, duk, duk på gangen. Det gav mig en enorm ro. Selvfølgelig var hun påvirket af at se mig i den situation, men hun satte alting i system. Hun har siden fortalt mig, at hun gik ud på toilettet og græd der, så jeg ikke så det.

De slipper mig aldrig

Veninderne kom i det hele taget til at betyde meget for Dorthe Bolther, da det meste af familien boede i Jylland, mens hun boede på Sjælland.

– Ulykken har virkelig fået mig til at indse, at jeg har verdens bedste veninder. Majbritt og Tania fejrede for eksempel min 1-måneds indlæggelsesdag.

– De fik 30 minutter af lægerne, for jeg måtte kun være oppe i en halv time. Men så sad jeg i en kæmpe kørestol, mens de havde dækket op med dug, fint service, hjemmelavet chokolademousse og alkoholfri champagne.

– Og til påske fik jeg en fin håndskrevet invitation om at møde op i forhallen til Rigshospitalet, hvor de havde dækket op med dug, grene med påskeæg og levende lys, som ellers er forbudt.

– Påskefrokost med mad fra slagteren, en lille øl og ingen snak om sygehus eller amputerede lemmer. Mine veninder gav mig så meget god energi, og jeg ved, de slipper mig aldrig – og jeg slipper heller aldrig dem.

Allerede kort efter ulykken havde lægerne amputeret Dorthes venstre ben. Det kunne ikke reddes.

Mirakuløst fik de dog reddet det højre ben ved at fjerne al hud og fedtvæv fra lysken til anklen og langsomt tage frisk hud fra ryggen og sætte på benet. Samtidig var Dorthes bækken brækket, så det var en ordentlig omgang, hun stod over for.

Mor til to

Noget af det vigtigste for Dorthe var, at hendes to drenge, Markus og Mathias på dengang 18 og 15 år, kom så helskindede igennem deres mors ulykke som muligt.

Heldigvis tog drengenes far og hans nye kæreste sig af drengene, og det gav Dorthe ro til at bruge alle kræfter på at blive stærk.

Markus boede hos sin far i Jylland, og der flyttede Mathias også hen, så drengene kunne være sammen i den svære tid.

– Mine sønner blev selvfølgelig trøstet meget, især af pigerne i deres klasser, fordi det var så synd for dem, at deres mor var blevet kørt ned. Og så sagde jeg til dem, at det da bare var med at udnytte det. Det grinede vi meget af, smiler Dorthe. Den yngste, Mathias, kommer ind ad døren under interviewet og kigger i køleskabet, som alle andre teenagebørn gør.

– Drengene har hele tiden været så gode i mit forløb, de er stolte af mig, og i dag ser de mig ikke anderledes end før.

På trods af ulykken kan Dorthe også det meste i dag. Gå, køre bil, lave mad, vaske tøj. At cykle igen har hun dog ikke kastet sig rigtigt ud i – endnu.

Jeg manglede en mig

I starten, da alt så sort ud, troede Dorthe ikke på, at hun nogen sinde ville kunne få et liv igen eller bare komme til at gå. Men langsomt og med fantastisk hjælp fra de ansatte på Rigshospitalet kom livet tilbage.

For bedre at kunne se sig selv som benamputeret talte hun med andre i samme situation. Men det var alle mænd, som havde mistet ben i motorcykelulykker eller i krig.

– Mænd går mere op i teknik, og hvad en protese kan. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Mine spørgsmål handlede meget om det feminine. Kan man få fine bukser på? Hvilken type undertøj kommer jeg til at bære?

– Jeg var helt flov over at sige det højt, fordi det virkede så overfladisk. Jeg lå også og tænkte: "Finder jeg nogen sinde en kæreste? Der er da ikke nogen, der gider have en ødelagt krop," siger Dorthe og fortsætter:

– Derfor besluttede jeg mig for at blive et forbillede for fremtidens benamputerede kvinder. Hvis – eller når – der kommer en kvinde i samme situation som mig, så skal hun kunne finde mig. Jeg manglede en mig, da jeg selv lå på hospitalet. Den eneste, jeg kunne finde, var en spansk fotomodel, der mangler sit ben, og hun var alt for langt fra mig og min hverdag.

Hvis Dorthe helt selv kunne vælge, skulle Rigshospitalet, Skejby Sygehus og alle andre store sygehuse gå sammen om at ansætte hende til at rådgive kvinder i hendes situation.

– Det ville give så meget mening for mig og for patientens genoptræning, at der kom en, som virkelig kan forstå, hvad kvinden er igennem. Jeg havde de sødeste sygeplejersker med de bruneste, flotteste ben, der sagde til mig: "Det kan jeg godt forstå." Men jeg tænkte: "Nej, det kan du simpelt hen ikke forstå." Men JEG kan forstå det, og jeg kan motivere én i samme situation til at få et godt liv selv efter sådan et traume.

"En tand for handicappet"

En anden stor ting, som Dorthe vil lære igen, er at gå på høje hæle.

– Det har noget med feminitet at gøre. Den anden dag var vi til 75-års fødselsdag, og jeg tog en smuk kjole på – og kondisko. Agh, det er bare ikke det samme.

– Nogle synes måske, at jeg bare skal være glad for at have overlevet, men det betyder noget for mig og min selvforståelse. Det er helhedsbilledet af at være feminin, siger Dorthe.

Hun har nu fået specialfremstillet et hylster til sin protese med en blonde støbt ind i. Den vækker opsigt, når hun viser den frem. Og det gør hun jævnligt.

– Og hvis jeg ikke viser protesen frem, så lærer verden aldrig, at sådan her ser en kvinde ud, når hun bærer benprotese. Så jeg føler også ansvar for at vise den frem. Vi skal alle sammen se, åh så perfekte ud på Instagram og Facebook, men jeg kan ikke skjule, at jeg er fysisk udfordret.

– Jeg var på et tidspunkt på date med en mand, der ringede mig op dagen efter og sagde: "Du er lige en tand for handicappet til mig."

Jeg svarede, at jeg satte pris på hans ærlighed, men om han ikke kunne have pakket det lidt pænere ind ...

Kæreste og nyt hjem

At blive udskrevet efter de otte måneder på hospitalet var en blandet følelse for Dorthe. Hun gik fra de trygge omgivelser med professionelle folk og mad, der blev serveret, til selv at skulle stå for det hele og være alene hjemme.

– Jeg har tit tænkt, at det må være på samme måde at komme ud af et fængsel. Så skal man pludselig sætte tingene i system og stå for det hele selv.

Sammen med sin yngste søn flyttede Dorthe ind i en lejlighed, hun kun havde set over FaceTime og kun havde indrettet med møbler købt over nettet. Lejligheden lå i Horsens, 230 kilometer fra Roskilde, hvor ulykken var sket. Men Dorthe havde brug for at flytte hjem til sin barndomsby, hvor en stor del af familien stadig bor.

– Jeg havde ingen kæreste, da ulykken indtraf, så da jeg var udskrevet, kastede jeg mig ud i dating via nettet. Jeg beskrev det hele, lagde billeder ud, hvor man kunne se min benprotese, og skrev i teksten, at man skulle tænke over det hele en ekstra gang. Jeg har savnet at dele livet med en dejlig mand, og så mødte jeg Kevin.

– Han elsker mig for den, jeg er, og hans familie har også taget så godt imod mig. Som hans mor kærligt sagde om mig: "Hun er det sødeste menneske, der kan gå på to ben." Det var sødt og sjovt sagt.

To ofre i en højresvingsulykke

Dorthe har efter ulykken skabt bloggen "Et skridt foran" hos Bloggers Delight.

– Efter at jeg er begyndt at skrive min blog, har jeg fået mange beskeder fra kvinder i alle aldersgrupper med alle mulige slags fysiske skavanker. En skrev til mig, at hun har gavn af at læse det, jeg skriver, og det gør mig jo helt oprigtigt glad.

– Det er vigtigt for mig at få fjernet nogle af de myter, der er om, at det altid er kvinder, der kommer ud for højresvingsulykker. Fordi de ikke ser sig for, cykler med hovedet under armen eller holder på deres ret til at køre over for grønt, siger Dorthe og fortsætter:

– En anden ting er, at der er to ofre til en højresvingsulykke: Chaufføren og personen under hjulene. Nogle chauffører bliver kørt for hårdt af deres arbejdsgivere, andre er for urutinerede som chauffører. Man må køre lastbil allerede som 18-årig, det er da helt vildt.

– Flere har også spurgt mig, om det ikke var min egen skyld, at jeg blev kørt ned. Om jeg ikke var stresset eller ikke så mig for. Den værste er næsten: Hvorfor er det, at kvinder altid holder på deres ret til at køre over for grønt? Den har jeg hørt et par gange. Men om man er mand eller kvinde, så betyder grønt vel, at det er okay at køre frem?

Dorthe Bolther, 41 år, social- og sundhedsassistent, p.t. sygemeldt. Bor i Horsens, mor til to drenge på 17 og 20 år, kæreste med Kevin. Blev 3. januar 2018 kørt ned af en lastbil i en højresvingsulykke i Roskilde Læs mere på bloggen etskridtforan.bloggersdelight.dk