Selvudvikling
11. august 2016Drop multitasking – det er sundere at lade være
Vi tjekker sms’er samtidig med, vi ser film. Vi kører bil, mens vi snakker i headset. Men selvom vi føler, vi er super effektive, bliver vi snydt helt vildt, siger en psykolog.
Af: Lene Rode og redaktionen
foto: Pantherstock
Vor tids store mantra er multitasking – evnen til at gøre flere ting på én gang. Og selvom det kan lyde praktisk at booke sommerferie på smartphonen, mens du svinger støvsugeren med den anden hånd, er det faktisk slet ikke spor sundt. – I begyndelsen, da vi alle fik smartphones, føltes det som et kæmpe privilegium. Vi kunne følge med i alt muligt hele tiden og være enormt effektive – følte vi. Men vi sætter hjernen på overarbejde ved at gøre og blande alt muligt på en gang. Vi tjekker sms’er og Facebook, hvor vi springer videre til en nyhed, en opskrift og en video – og så kommer der lige en arbejdsmail, vi skal svare på. Og samtidig har vi måske et barn på hoften og står og rører i en gryde. Og vi føler stadig, vi er super effektive. Måske føler vi endda, at vi kobler af og slapper af med lige at tjekke Facebook. Men det er en kæmpe illusion. Og selv om vi synes, vi er enormt bevidste, bliver vi snydt helt vildt, forklarer psykolog Helen Eriksen. Læs også: 6 tips til at gå på sommerferie uden stress Problemet er, at vi overhovedet ikke bliver mere effektive – tværtimod. Og det helt store og langt mere alvorlige problem er, at vi både bliver stresset, ulykkelige og dummere af det. – Den seneste hjerneforskning viser, at vi bliver kognitivt dummere af at multitaske. Så når vi er konstant eller bare rigtig meget online, så er det faktisk fordummende adfærd, som det er vigtigt at tage hånd om. Samtidig bliver vi utrolig dårlige til at være nærværende. Hvilket de fleste måske ikke ser det store problem i. Men når vi mister evnen til at være nærværende, kommer det meste i vores liv til at føles som spild af tid. Vi føler, at mindre og mindre giver mening, og kan næsten ikke holde ud f.eks. at ligge på gulvet og bygge med Lego sammen med vores barn. Vi mangler dopamin og føler os utilfredse eller ligefrem ulykkelige. Uden at vi ænser det, æder hjernen sukker for at følge med (og nej, det betyder ikke, at du bliver helt tynd af det!), og vi skaber en akkumuleret udmattelse, som ikke kan kureres med kaffe eller ved at løbe en tur, siger Helen Eriksen. Så hvad gør vi? Skal vi bare melde os ud, købe en gammel Nokia og lukke vores Facebook-konto? Gerne. Men mindre kan gøre det. En afvænning og en nedjustering til et mindre online-forbrug. Og ikke mindst en tilvænning til at gøre én ting ad gangen, for det er faktisk ikke spor sejt eller overskudsagtigt at multitaske. Så øv dig i kun at gøre én ting ad gangen. Du vil blive overrasket over, hvor svært det faktisk er. Men du kan godt. Og du bliver gladere af det.