Eksperten: Det GØR en forskel at forsøge at leve skraldefrit
Foto: PR og Panthermedia
Hvor stor en forskel gør det for miljøet at leve skraldefrit – er det ikke nok at sortere affald?
– Det gør en kæmpe forskel at leve skraldefrit, og det handler om at tage ansvar og bryde vores plastikafhæninghed. Affaldssortering er godt, men affaldsforbrænding er spild af ressourcer og resulterer i frigivelse af skadelige stoffer og tungmetaller til luften, som forurener både jorden, havene og dermed også vores fødevarer. Derfor er det bedre, man minimerer sin affaldsproduktion ved for eksempel at købe lokale emballagefri produkter.
Du siger, vi skal undgå plastik – men hvad med genanvendt plastik?
– Plastik kan ikke genbruges forsvarligt, fordi der ikke er kontrol med, hvad det genanvendte plastik har været brugt til før, og så risikerer vi, at plastik med skadelige stoffer bliver genanvendt i legetøj, tandbørster eller mademballage. Jeg undgår eksempelvis selv at købe mayonnaise eller fede madvarer i plastik, fordi jeg ikke kan være sikker på, om der er ftalater eller andre tilsætningsstoffer i emballagen.
LÆS OGSÅ: Gitte lever som zero waster: Det startede som et lille eksperiment
Hvad er det bedste, man kan gøre for miljøet som forbruger?
– Drop plastik. Gå i stedet efter produkter i glas – det kan vi genbruge på en forsvarlig måde her i landet. Køb så emballagefrit som muligt, spis efter årstiden, og støt den lokale produktion. På den måde sparer man også ressourcer på transport. Vi kan gøre en stor forskel, for det er os, der bestemmer, hvad der sælger, og vi skal være bevidste forbrugere og tvinge produktionsvirksomhederne til at producere miljøvenlige produkter.
Marianne Thomsen er professor på Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet