Er vi kvinder virkelig ikke mere end vores vægt?

Jeg er 51 år, har været journalist i 25 år og har et helt pænt cv og et rigt og tilfredsstillende arbejdsliv. Jeg er også mor, bonusmor, farmor, kone, veninde og meget andet.

Jeg er også tyk – og har netop igen fået bekræftet, at alt det jeg har nævnt indtil nu – altså relationer og arbejde ikke er nær så bemærkelsesværdigt, som hvis jeg tabte 25 kilo.

15 grammyer - og vi snakker stadig om vægten

Det er i hvert fald den klare fornemmelse, jeg får, når jeg ser reaktioner og debat om den verdenskendte og prisbelønnede sangerinde Adele, der har tabt sig og fået en såkaldt idealkrop.

15 grammyer! Hits, som det meste af verden kan synge med på. Men der er noget andet, der åbenbart er millioner af likes og tusindvis af kommentarer værd: Et forholdsvist stort vægttab.

Det er slet ikke, fordi jeg vil underkende, at et vægttab kan være en bedrift.

For som tyk ved jeg, at det kræver mere end de fleste tynde ved, især når vi ikke taler om bare et par kilo, så dine jeans ikke strammer, men om så mange kilo, at din garderobe skal skiftes fuldstændig ud.

Adele skylder ikke noget!

Det er heller ikke fordi, jeg – som nogle – kan blive skuffet over, at en buttet kvinde, der er rollemodel for mange – taber sig.

For jeg synes ikke, Adele eller andre har pligt til at bevare et bestemt antal kilo eller en bestemt kropsform, for at leve op til mine forventninger.

Jo, det var skønt at se en, der ikke så ud som de fleste andre sangerinder, men hun skylder ingen at se ud på en bestemt måde.

Jeg forstår virkelig godt behovet hos mange af os – mig selv inklusive – for at se på kvinder, der ikke opfylder en bestemt skabelon for et ideal – men jeg minder også mig selv om, at jeg ikke har ret til at blive sur på hverken Adele eller andre, fordi de taber sig.

Lige så lidt, som jeg vil acceptere, at nogle har ret til at mene noget om min vægt.

Stramt tøj er ikke et statement

Så når kønsforsker på RUC Lene Bull Christiansen siger til Berlingske, at Adele med sit vægttab ”nærmest har skiftet brand”, så bliver jeg bekræftet i, at kvinders kroppe ikke bare ses som kroppe. Nu er Adeles krop en del af hendes brand! Mon dog?

Vores egen Jada har også oplevet, at det, at hun optræder i stramt tøj og/eller lidt tøj, ses som et kropsaktivistisk statement, fordi hendes krop ikke er en såkaldt idealkrop.

Jada sagde i den fine dokumentar på DR ’Jada – lillebitte kæmpestor’ noget i retningen af, at det åbenbart er meget usædvanligt, at en kvinde bare hviler i sin krop.

Jeg husker den bemærkning, som ret mindblowing, for ja – hvorfor er det egentlig så usædvanligt, at kvinder bare tager det tøj på, vi har lyst til, viser den hud, vi har lyst til og så videre.

Ja, fordi vi er så vant til at bedømme og blive bedømt. Konstant.

Lad os tage kampen

Jeg elsker kropspositivismen. Jeg elsker, at vi får rykket ved idealer og finder rum til at være i verden uden at føle et pres for at leve op til de snævre rammer, der desværre stadig er, for at være i "en rigtig krop".

Den kamp, det arbejde skal forsætte. Men lad os gøre det uden at tage Adele, Jada eller andre kvinder, som gidsler.

De skylder ikke os at have en bestemt vægt, et bestemt udseende eller en bestemt holdning. Ligesom hverken du eller jeg skylder nogen det.

Din krop - dit valg

Problemet er i mine øjne ikke, at Adele har tabt sig. Eller at hun i nogles øjne har svigtet kropspositivismen. Problemet er, at i vores opgør med kropsidealer – som jeg BESTEMT synes vi skal tage – ikke skal forsætte den lange kedelige historie med at føle os berettiget til at have en mening om andre kvinders kroppe.

Vi kan og skal have debatter om strukturelle og kulturelle forventninger til kroppe – uanset køn.

Vi skal diskutere, hvorfor vi hylder det ene og ikke det andet.

Vi skal minde os selv om, at det er irrelevant for vores evner til at synge og langt det meste andet, om vi bruger str. 36 eller str. 56.

Men vi skal ikke acceptere præmissen om, at kvinders krop er til for at blive bedømt af alle andre.

Adele må gøre lige, hvad hun vil med sin krop.