Farvel fobi!

Hvis jeg ellers vidste med sikkerhed, hvad det dersens "woop woop", som folk så rundhåndet bruger, dækker over, var det måske her, jeg ville bruge det. For jeg fløj helt alene hjem fra Spanien forleden. Igen. Hurra! Eller måske bare woop? For siden jeg som 13-årig digtede, at en spåkone havde varslet min tidlige død i et flystyrt, har jeg ikke været rigtig dygtig til det dér med at flyve. En skæbne, jeg åbenbart deler med mange andre kvinder. Det er nemlig os, der er mest bange, viser undersøgelser. Og selv om jeg ellers kender en håndfuld velvoksne mænd, der bliver decideret barnlige, når de skal flyve, kan jeg egentlig godt se for mig, at flyskræks-prototypen nok både har bryster og dét kontrol-gen, jeg i hvert fald genkender hos mig selv og flere af mine medsøstre. Dét, der gør, at vi simpelt hen ikke kan holde ud ikke at ha' den mindste indflydelse, når vi sidder dér ti kilometer oppe og planlægger de sidste detaljer for Mallorca-turen uden rigtig at kunne sørge for, at vi faktisk kommer dertil - og hjem igen - i levende live. Dét, der gør, at nogle af os prøver at styre resten af livet ned til mindste detalje og helst ikke vil overlade noget som helst til nogen som helst og i hvert fald ikke hvem som helst.

Min egen karriere som hulkende blondine-idiot, løbende gennem flyet med endnu et glas halvsur, nerve-nødvendig rødvin i hånden, så snart den søde, forbandede stemme beder os spænde sikkerhedsbælterne (igen? Hvorfor? Ild? Terror? Brækket vinge? Fugl?) har været alt for lang. Også selv om den har bidraget med gode grin til venindeaftener, et sjovt vers i en bryllupssang og i øvrigt fået mig til at være helt usandsynlig lykkelig, hver eneste gang jeg er landet i live i en hvilken som helst lufthavn. Endda længe før terror, fulde piloter, dårlige Dashfly og utilregnelige flyveledere blev en fast del af min bevidsthed. Og længe inden "helbredelsen".
Jeg har ikke tal på, hvor tit jeg har siddet og holdt i hånd med en sød pilot fra Esbjerg-egnen, der smilede om kap med vejret og understregede, hvor helt ufattelig sikker sådan en flyvning egentlig er. Forgæves. For når man har flyskræk, kender man jo alt for godt de ligegyldige fakta og statistikker. Men det kan jo gå galt, og vi kan ikke gøre noget. Ironisk nok nægter jeg - stadigvæk - at se sikkerhedsvideoen, når stewardesserne i fin Jullerup Færgeby-stil forsøger at få mig til at forstå proceduren, hvis katastrofen skulle indtræffe. Det var jo ellers dér, man faktisk kunne gøre lidt. Dét bliver uden mig. Jeg skal ikke gøre noget som helst og da slet ikke bruge et iltapparat for at udskyde døden i helt op til 12 sekunder.

For jeg tror ikke længere på, det sker. Og jeg har i hvert fald, efter tyve års tilløb, formået at overbevise mig selv om, at det under alle omstændigheder er helt ude af mine hænder. Og dét er stærke sager for én, der ellers har haft kontrolfreak-faget på linje, spist fobier til morgenmad og set (døds)angsten for, at det hele slutter lige om lidt, i øjnene. Og det gør det jo, sådan set. Det er vel derfor, man er bange. Og derfor, man bør gribe skidtet - livet - og køre linen ud. Og ligesom man åbenbart vokser fra højtsiddende bryster, dårlige vaner og godt bindevæv, vokser man måske også fra så meget andet. Min fobi numero uno - Mr. Flyskræk ham selv - som har frataget mig oplevelser som New York, Thailand og andre steder, som jeg sgu da med min sunde fornuft véd, jeg skal opleve, er i hvert fald ude af mit liv. Tror jeg.
Min egen opskrift på noget, der minder om en slags helbredelse, er egentlig ret simpel: Flyv! Slap af! Og flyv igen! Og fat, at du ikke kan styre hele verden, kvinde. Det er faktisk rart at smide kontrollen. Og fobien. Eller i det mindste forsøge på det. Så farvel med dig, gamle dreng. Nu ta'r jeg til New York. Woop.