Fra en læser: Husk, at ord skaber virkelighed

Jeg er ligesom mange andre mennesker opdraget til, at man skal tale pænt til hinanden og dette er naturligvis også altid et godt grundelement i interaktionen med andre mennesker. Jeg er dog igennem de senere år i stigende grad blevet optaget af, hvordan vi taler om hinanden. Jo ældre jeg er blevet, jo mere tydeligt er det blevet for mig, hvor mange nuancer der er i langt de fleste ting og hvor vigtigt det egentlig er for mig at holde fokus på lige netop det. Som årene er gået, har mange af os oplevet at få sat betegnelser på os, som ikke har føltes særligt dækkende for, hvem vi er. Om det er ”fraskilt”, ”stress-ramt”, ”syg”, ”arbejdsløs” eller andet, så opleves det hårdt, når man pludselig bliver spejlet som om, at alt hvad man er, kan sammenfattes i et enkelt ord,- et ord der oftest betegner noget, der fraviger den norm, som vi mere eller mindre har officielt godkendt som værende ”den rigtige”. Vi løfter ikke længere et øjenbryn, når vi taler om; ”udsatte grupper”, ”de ressourcesvage”, ”dem der lever ude på kanten af samfundet” eller lignende udsagn i den retning. I vores velfærdssamfund har man heller ikke et misbrug eller en psykisk lidelse,- nej; man er psykisk syg eller misbruger. Fra en læser: Har vi mistet kontakten til vores krop? Hurtigt og nemt inddeles mennesker i grupper med en klar overskift, så vi alle ved, hvad vi taler om. Problemet et bare, at sådan er virkeligheden jo ikke: Der er individuelle historier og skæbner under enhver overskrift. Umiddelbart har mit største fokus i lang tid været, at vi svigter det enkelte mennesker ved at sætte den slags mærkater på hinanden,- det mener jeg også, at vi gør og det er bestemt ikke nogen lille ting! Lige så alvorligt finder jeg det dog efterhånden, at vi som samfund herigennem også risikerer at sætte nogle af vores vigtigste værdier på spil; tolerance, respekt og det humanistisk menneskesyn, der indebærer en holdning om, at vi alle er noget værd,- alene fordi, at vi er mennesker. Vi må ikke finde os i, at vi definerer hinanden på måder, der intet har at gøre med, hvem vi er og vi må ikke finde os i, at vi taler hinanden ned i stedet for at tale hinanden op. Vi skal insisterer på et samfund, hvor der er plads til det enkelte menneske og hvor vi som individer føler os trygge, fordi vi oplever os set, hørt og anerkendt og ikke mindst fordi, at vi oplever, at vi hver især er et værdifuldt medlem af fællesskabet. Her tror jeg, at sproget kan gøre en vigtig forskel. Vi kan starte i det små med eksempelvis at sige, at; ”hendes forsørgelse er kontanthjælp pr. nuværende” eller ”han lider af en psykisk sygdom”. Jeg tror, at små ændringer i, hvordan vi taler om hinanden, vil kunne afføde vigtige ændringer i, hvordan vi ser på hinanden og i sidste ende dermed også på, hvad vi vil være med til at byde hinanden i vores samfund.

Britta Ulriksen, 43 år. Bor med kæreste og 2 børn. Britta er uddannet socialrådgiver. Vi vil gerne høre DIN mening! Har du også en klummeskribent i maven? En mening, du gerne vil ud med? Eller en anek-dote, strøtanke eller betragtning fra din hverdag, du kunne tænke dig at dele med FEMINAs læsere? Så send den til os – måske bliver din klumme udvalgt til at komme på femina.dk. Du skal maile din klumme til redaktionen@femina.dk og skrive ”Fra en læser” i emnefeltet. Teksten skal være på 300-500 ord, du skal vedhæfte et billede af dig selv og skrive en kort introduktion af dig selv. Redaktionen forbeholder sig retten til at redigere teksten. Vi glæder os til at høre fra dig. Mvh FEMINA