Julia Lahme: Fanget i kalenderhelvedet

Jeg bor i min kalender. Den styrer mig fuldstændig. Jeg skal jonglere med stort og med småt, med arbejde, børn, legeaftaler og ferieplanlægning, og jeg skal også huske fuldkommen irriterende ting som: Vasketøj, indkøb og den slags hverdagsting, som man på en eller anden måde bare er nødt til at få fikset. Hjemme hos os er det mig, der planlægger. Jeg hader det. Men jeg gør det. Min mands planlægning er nemlig ikke så langsigtet, at jeg kan slappe af i den (selv om han aldrig taber noget på gulvet), men i min planlægning sørger jeg jo også for at kvæle mig selv godt og grundigt. Min mand kan stadig få vejret. Det er kun mig, der begår selvmord med planlægning. Det gør jeg, fordi jeg tror (og her er kernen det lille ord: tror), jeg skal planlægge alle andre menneskers behov ind i den fælles kalender. (Jeg er idiot). Hvis du virkelig gerne vil have stress eller bare vide, at du bruger 40 procent af din samlede kreative hjernekapacitet på at være martyr i kalenderhelvedet, så gør bare som mig. Sæt dig på hele familiens overblik, flyt ind i din kalender og hold aldrig nogensinde fri. Tænk foran, gerne på en lettere manisk måde. Det virker vildt godt. Nej – indrømmet: Det virker ikke særlig godt. Problemet er tiden. For den service, jeg yder – uden at nogen nogensinde har forventet det af mig eller bedt om det – er spildt. Forleden var jeg til et foredrag med den britiske professor Julia Hobsbawm. Hun er professor inden for noget så brugbart som netværk og specialist i at forske i dem, se dem, bruge dem og ikke mindst lære alle os andre om dem. Hendes oplæg handlede om sundhed og om, hvordan relationer til andre mennesker også er en del af det at føle sig sund. Den tanke er ganske inspirerende i en tid, hvor sundhed mere handler om overfladen og om, hvordan vi ser ud på Instagram. Avocadomadder, yogapositioner og løbesko er noget af det, jeg ser, når jeg logger ind på de sociale medier og ser, hvor gode andre er til at være sunde: I dag skal vi træne, spise sundt, undgå slik, rødvin og chokolade, sørge for at få vores otte timer søvn og huske at strække ud i den perfekte yogaposition inden sengetid. LÆS OGSÅ: 3 genveje til at stresse af Men når Julia Hobsbawm taler om sundhed, taler hun om en helt anden slags sundhed end den, der er nem at fotografere. Hun mener nemlig, at sundhed handler om at se mennesker. Om at være sammen. Om at tage sig tid til at være nærværende. Hun mener det så alvorligt, at hun mener, at WHO skal have lige så stort fokus på den sociale sundhed som på den fysiske. Vi har nemlig brug for hinanden. Og det sjove ved det er, at de år, hvor vi kvinder føler os mest stressede, er de år, hvor vi ikke når at se nogen. Mens vi har små børn, og vores netværk sygner hen, fordi vi er så optagede af at få det hele til at spille i kalenderhelvedet, at vores hjerner, timer og tanker er fyldt op med planlægning af andres liv – det er dér, vi ikke altid føler, vi er godt nok til stede hos os selv og med de mennesker, vi også elsker ... vores veninder, vores venner, den fjerne familie og alle dem, vi mistede undervejs i voksenlivet. Måske skulle vi skele lidt mere til mændene. De mænd, der tør planlægge sig selv ind i kalenderen og insisterer på at findes, samtidig med at de også findes som familiemennesker. Jeg tror, det er mindst lige så vigtigt at få to timers grineflip med din bedste veninde, som det er at dyrke yoga. Sundhed er mange ting, og livet skal nydes og deles med dem, der får os til at føle os sunde i det. Med rødvin og grin.