Kære vilde ungdom - I skal nok klare den

For nylig var jeg til stor koncert i Herning. Kanye West og Jay-Z stod for underholdningen, og ja - hvad lavede jeg dér? Til jer, som ikke ved, hvem de to herrer er, kan jeg oplyse, at det er de to største rappere på vores planet lige nu. Det var et familieprojekt, og alle ungerne var helt oppe at køre. Fra den yngste på 13 til den ældste på 19. De havde glædet sig, som var det juleaften, og i dagevis havde de ikke hørt andet end de pumpende rytmer af rapmusik, så de var velforberedte og tændte.

Det var der så også lige 10.000 andre unge mennesker, der var. Jeg fik vist det, man kalder for et kulturchok af de store. Et behageligt ét, skal tilføjes, og det var lige så meget det unge publikum, som det var de to aldrende rappere, der gav mig den fantastiske følelse. For hvor var de bare fantastiske, de 10.000 unge mennesker! I de to en halv time koncerten varede, var de PÅ - som i P-Å. De stod med løftede arme og kastede håndtegn (som det hedder, når de gør den dér bestemte bevægelse med hænderne, der kan minde om et vist grimt tegn fra anden verdenskrig), fra de kom, til de gik igen. De dansede, sang med og var fuldstændig opslugt af de to rappere og deres sceneshow, der inkluderede nærbilleder af ethvert tandblottende rovdyr, man kan tænke sig.

Der var ingen tvivl: Det var drifter og ukontrolleret natur, der var temaet, og de elskede det. Og helt ærligt: Det gjorde jeg faktisk også. For sikke dog en energi de havde, vores ungdom. Selv om det bare var en rapkoncert, gav det mig en følelse af håb for fremtiden, en følelse af energi, gnist og kampgejst, hvilket er lige nøjagtig, hvad de har brug for i den verden, vi har efterladt dem, med dens mangel på ressourcer på snart sagt alle områder. Ressourcer, som vi grådigt og tankeløst har brugt løs af.

Den aften var krisen, arbejdsløsheden, manglen på praktikpladser og den evige rumlen fra Christiansborg om, at vi ingen penge har, og at de må klare sig selv, noget meget fjernt. Og det er efter min mening noget af det, der giver den slags kulturarrangementer en uafviselig eksistensberettigelse. Der blev danset igennem, på scenen og på gulvet, og jeg elskede simpelt hen, da de alle sammen, under et lidt mindre vildt nummer, tændte for deres mobiltelefoner. Til jer, der ikke ved det: Lightere er yt, længe leve fremtiden.

Kærlig hilsen
Renée

FLERE KLUMMER

Renées klumme i sidste uge: Gal eller normal?

Lonnie Kjer: Kvinde er kvinde bedst

Julia Lahme: Hjemmedyrket aldersfacisme

Tine Bedixen: Det hedder altså vasketøj

Dorthe Kandi: Karma eller tilfældighed