Selvudvikling
20. juni 2013

Kan du gå 21 dage uden at brokke dig?

Brok er en stor del af vores kultur – men hvad sker der egentlig, hvis vi beslutter os for IKKE at måtte brokke os i 21 dage? Det er sværere, end vi tror, siger Nikolaj Astrup Madsen, der har gennemført eksperimentet
Af:
https://imgix.femina.dk/storage_1/media/1325_brok.jpg

Af Charlotte Hallbæck 06/20/2013 - 08:45

Myldretidstrafikken driller, køen i supermarkedet føles uendelig, manden din har (IGEN!) smidt vasketøjet på gulvet, og din chef er en nar. Så du brokker dig selvfølgelig til alle, så snart du får chancen for det … Lyder det genkendeligt?

21-DAGES-EKSPERIMENTET
Det gjorde det i høj grad for Nikolaj Astrup Madsen, personlig udviklingsentusiast og forfatter til bogen BEDRE, der har gennemført et eksperiment. Kunne han gå 21 dage uden at brokke sig? Han satte sig for at finde ud af, hvordan vi mennesker kan blive gladere og leve dét liv, vi drømmer om. Fleres års studier, bøger og interviews er mundet ud i bogen, som er en praktisk guide til, hvordan du kan få mere ud af livet.

I bogen opstiller han 57 tips og metoder til at blive et gladere menneske, og én af de mest effektive ifølge forfatteren selv, er fra projektet ”A Complaint Free World”, der blev startet af en amerikansk præst. Metoden går ud på, at man tager et armbånd på, som man flytter til det modsatte håndled, hver gang man tager sig selv i at brokke sig. Målet er at klare 21 dage i træk uden at klage, kritisere eller bagtale.

- Du skal gøre det i 21 dage, fordi det er så lang tid, det tager at ændre en vane, siger Nikolaj Astrup Madsen.

Læs også: Anette var lykkeligere uden børn

Selv fortæller han, at det bestemt ikke har været nogen let udfordring.

- Selvom jeg opfatter mig selv som et positivt menneske, var det en meget svær øvelse for mig. Jeg blev overrasket over, hvor meget jeg egentlig brokkede mig. Og her taler jeg om den ukonstruktive brok, der nærmest sker ubevidst, fordi den er blevet til en dårlig vane. Det at blive bevidst om mit brok har gjort en stor forskel i mit liv, siger han.

DET TOG 4 MÅNEDER
For Nikolaj Astrup Madsen tog det FIRE MÅNEDER at klare de 21 dage uden brok. Hver gang han faldt i, skulle han rykke armbåndet over på den modsatte arm og starte forfra på de 21 dage.

Alligevel skete der efter tre måneder en forandring for Nikolaj. Langsomt fik han en mere positiv tilgang til tingene, og til sidst lykkedes det ham at klare 21 dage uden brok.

- I dag brokker jeg mig langt mindre end tidligere, og jeg er generelt mere positivt indstillet, men jeg er ikke 100 % klagefri, for det tror jeg ikke er realistisk, siger han.

Du kan læse mere om Nikolaj Astrup Madsens vej til at blive et gladere menneske her

Og downloade et gratis kapitel af hans bog BEDRE her

Læs også