Læserklumme: Stomien reddede mit liv – men den gav mig også et lettere, sjovere og et mere meningsfuldt liv

Jeg har gennem snart mange år levet med en kronisk tarmsygdom, der hedder Morbus Crohn. Den har ikke været jordens sjoveste følgesvend. For eksempel har den igennem et utal af år betydet, jeg har måttet på toilettet med blodig diarre op til 40 gange om dagen.

Det bliver man både træt, udmattet og ikke videre glad af.

De gange sygdommen har været i udbrud og dermed værst, har jeg vidst hvor samtlige offentlige toiletter mellem Skagen og Paris var, bare hvis nu…..

Lægerne foreslog for mere end 20 år siden, at jeg kunne få en stomi, men nej - jeg skulle IKKE have en pose på maven!

Men i oktober sidste år måtte jeg kapitulere. Hvis ikke jeg skulle dø af sygdommen, tydede noget på, at en stomi var den eneste løsning.

Det var ikke, fordi jeg syntes, det var en fed løsning, men sådan blev det.

LÆS OGSÅ: Læserklumme: Måske bør vi åbne øjne og ører og lære mere af menneskene omkring os?

Jeg var sikker på, livet ville blive en jammerdal. Men nu kan jeg faktisk sige, livet om noget er blevet en dans på roser.

Bevares, der sidder en pose på maven af mig, men ingen kan umiddelbart se den, medmindre jeg vælger at vise den frem, og det har jeg så valgt at gøre, til alle dem der overhovedet gider se den. Det skyldes slet og ret at den har reddet mit liv, men også givet mig et lettere, et mere meningsfuldt og et sjovere liv.

Alle de ting, jeg ikke kunne før, er lige pludselig en mulighed. Jeg kan holde til alt uden at skulle bekymre mig om, at jeg skal finde et toilet, eller jeg ikke kan holde til det.

Jeg har ovenikøbet tabt mig næsten 40 kilo, så jeg har fået et lettere liv på alle måder.

Min stomi er blevet en tro følgesvend. Jeg er ikke en af dem, der har navngivet den, bevares, det fungerer helt sikkert for nogen, og hvad end der gør, at folk kan leve med deres situation, er fint med mig.

LÆS OGSÅ: Læserklumme: Hvad siger man til en, der har mistet så meget på kort tid?

Jeg er en af de heldige, der kan spise alle fødevarer uden at skulle bekymre mig. Det er jeg naturligvis glad for, eftersom jeg er et værre madøre.

Jeg kan holde til de fleste aktiviteter og kan ikke rigtig finde noget, der er umuligt for mig - i hvert fald ikke på grund af posen (jeg mangler måske lige at teste et par småting, men det er nok mest, fordi jeg er en kylling!).

Jeg møder ingen fordomme, når jeg fortæller om min sygdom eller min pose på maven, og de fleste vil mere end gerne høre om det hele.

Jeg har ikke brug for medlidenhed, for helt ærligt er jeg en meget stolt ”stomist” der kan leve livet med 120 km i timen, og elsker livet mere end nogensinde.

Anita Holt er 39 år, arbejder som økonomichef, og er livsnyder - med stomi.