Moren til voksne børn om moderrollen: Jeg har stadig følere ude efter, hvordan de trives
foto: Camilla Stephan
Det holder aldrig op: Når en baby én gang er landet hos dig, er du mor resten af livet. Men ikke på samme måde. Rollen forandrer sig, i takt med at barnet vokser til – og det går svimlende hurtigt. Vi har bedt fire mødre sætte ord på følelserne i forskellige faser. Her får du moren med voksne børns tanker:
– Det kræver tilvænning, når man fra den ene dag til den anden går fra at være en familie på fem til to personer. Den første tid kunne jeg tage mig selv i at dække bord til fem og lave alt for store portioner mad. Tænk, at det tager flere måneder at lære at dele hakket kød op i mindre portioner i fryseren? På den anden side har vi haft børn hjemme i 24 år, så det er nok naturligt, at vi skal vænne os til tosomheden. Tilia er taget til Afrika, og Oliver og Kaja besluttede for et halvt år siden at flytte hjemmefra til en lejlighed, de deler i København. Det var ikke særlig dramatisk, og det kom ikke som noget chok for mig, at de er selvstændige unger, der gerne vil stå på egne ben. Men ingen af os har prøvet at være familie på denne her måde før. Det er nyt, og vi lærer det i små skridt. De første uger sendte jeg en godnatsms til dem. Det føltes simpelthen for underligt ikke at sige godnat til mine børn, men nu har jeg vænnet mig til det.
– Jeg organiserer mindre, end jeg har gjort i mange år. Mens man har små børn, er der nogle år med sedler, der skal afleveres, madpakker og gymnastikposer og en stor tavle med alle familiens aftaler. Vi bor på landet, så vores børn har skullet køres til alt muligt. Det er en stor logistisk udfordring at få det hele til at gå op, og derfor har jeg i mange år været en mor, der organiserer. En mor, der sætter dagsordenen. Den side forsøger jeg at lægge lidt væk nu, for når vi besøger Oliver og Kaja, så er det deres lejlighed og deres regler, vi skal tage udgangspunkt i. Jeg mærkede det første gang på selve flyttedagen, hvor jeg let kunne have foreslået forskellige praktiske løsninger, så de for eksempel har et sted at gøre af deres sko. Men dels siger de selv fra, dels prøver jeg at huske, at det ikke kommer mig ved, hvordan de organiserer skoene. Ikke mere. Jeg er ikke mere kun værtinde, jeg er også nogle gange gæst.
– Beskyttelsesinstinktet forsvinder aldrig. Jeg er mor for livet, og jeg vil gå gennem ild og vand for mine børn. Sådan er det naturligvis stadig, selv om de er flyttet. Jeg har stadig følere ude efter, hvordan de trives. Men det er klart, at der nu er en afstand, der gør det sværere at mærke præcis, hvad jeg kan gøre. Jeg kan ikke starte bilen og køre til København (eller Afrika), hver gang jeg bliver bekymret, i stedet må jeg have tillid til, at de kommer til mig, hvis de har brug for hjælp. Og selvfølgelig er det en tryghed at vide, at Oliver og Kaja bor sammen. De har stadig hinanden, selv om jeg udmærket ved, at de ikke sidder og drikker te og leger familie hver aften. De har begge travlt med deres nye liv, og jeg er egentlig ret sikker på, at vi har klædt dem godt på til det.
- Nye traditioner er en naturlig følge af, at vi pludselig er spredt over flere adresser. Jeg har ikke lyst til, at vi skal være en familie, der kun ses til jul og påske, så jeg har foreslået børnene, at vi holder familiemiddag den første fredag i hver måned. Når alle har travlt med hver deres liv, er det svært, hvis vi spontant inviterer, så jeg har foreslået den ramme. De var ikke afvisende, men selvfølgelig må vi prøve af, om det kan fungere.
– Jeg indrømmer gerne, at den første køretur hjem fra København, hvor børn og flyttelæs var afleveret, og vi kun var to voksne tilbage i bilen, var meget underlig. Ikke sørgelig eller dramatisk på nogen måde, men underlig. Jeg skal finde ud af, hvad jeg vil bruge min tid til, nu hvor mit perspektiv ikke konstant handler om at få en stor familie til at fungere.
Karin Mørk, 50, faglig konsulent, gift og mor til Oliver, 23, Tilia, 21, og Kaja, 19.
Læs, hvad småbørnsmoren siger om moderskabet her