Ole Henriksen: 9 råd til at opnå det, du drømmer om
FOTO: Politikens Forlag, PR
Hvis du kender Ole Henriksen og hører hans navn blive nævnt, ser du nok en spillevende sprællemand for dig. Et hvidt smil fyldt med entusiasme. En mand, der er begejstret, evigt glad og succesfuld.
Cremekongen bliver han også kaldt. Manden fra den lille by Nibe i Nordjylland, der legede med pigerne som dreng, gik på danseskole og vrikkede med røven. Han var ikke som de andre, og det er ingen overdrivelse at sige, at det er han nok stadig ikke helt.
I feminas podcast ”Kloge Koner” mødte chefredaktør Camilla Kjems Ole Henriksen til en snak om at være anderledes, om at overvinde det onde, være tro mod sig selv og lykkes. Her bringer vi et udpluk af Ole Henriksens råd til at stå fast og få succes.
1. Gør dig umage
– Om det er din skønhedsrutine om morgenen eller til en præsentation på arbejdet, tager det ikke meget længere tid eller energi at gøre et godt stykke arbejde og at være velforberedt. Når du er netop det, føler du dig også bedre tilpas og mere selvsikker. Livet rummer så mange muligheder, og du skal ikke massere dig gennem rutinen. Du skal blomstre som menneske, for så opdager du pludselig, at du opbygger en omkreds af mennesker, der også har det godt med sig selv og vil dig det godt.
2. Del ud af det gode
– Det skønneste ved succes er, at man kan dele den med andre og forkæle dem med den. Succes er noget, man har brug for at dele. Og tag ikke bare del i din egen succes, men fejr den også, når det sker for de mennesker, du holder allermest af. Derfor er det også vigtigt, at forældre, når deres børn opnår nye mål, hylder børnene og anerkender dem.
3. Se og anerkend din partner – hver evig eneste dag
– Der er mange ting, der skaber et godt forhold. Humoren er vigtig, og derfor skal vi huske at grine og have det sjovt med vores partner. Anerkend, lyt, og tag aldrig den anden for givet. Det er også vigtigt at vedligeholde romantikken; tag på en weekendtur, overrask hinanden. Undgå at skabe brydninger eller sige negative ting, der ikke er nødvendige. Dermed ikke sagt, at man ikke må give hinanden konstruktiv vejledning og kritik, men når man hakker på hinanden, skaber det så mange problemer.
4. Du skal ikke basere dine beslutninger på frygt
– Frygt er noget, vi alle har i os, frygt er normalt, og vi bør hæmme den. Vi oplever usikkerhed, når vi bliver udsat for nye ting. Derfor skal du lære at stole på dig selv og tro på, at du kan vinde over det, du står over for. Når du først vinder over frygten og bliver i stand til at skubbe den i baggrunden, kan du opnå større ting. Du vil også erfare, at du har en endnu større kapacitet til succes, end du måske regnede med.
5. Lyt til din sjæl
– Vi er født med en sjæl, som muligvis har levet mange andre liv, inden den kom ind i vores krop. Sjælen er den, der former dig, så du skal lære at lytte til den. Stil dig selv vigtige spørgsmål: Hvad vil jeg egentlig? Hvad vil gøre mig glad? Vi kan lære mange ting af at lytte til og stole på os selv, og det er enormt magtfuldt.
6. Værdsæt det øjeblik, du er i lige nu
Hvis du er i stand til at fokusere på nuet, føler du dig aldrig overvældet. Sandheden er, at alle har travlt, men det er nuet, der tæller, og du skal nyde det i fulde drag.
7. Anerkend dig selv og dine sejre. For de er der!
Alle opnår succes, men mange gange anerkender vi det ikke nok. Det er vigtigt, vi er i en fornyelsesproces og udfordrer os selv med nye ting – men kun nye ting, vi brænder for, og som tiltaler os. Som vi bliver ældre, tror vi ofte, vi allerede har prøvet alt, eller at vi ikke er i stand til de ting, vi egentlig gerne vil. Men det imponerende ved mennesker er, at vi har kapacitet til så meget. Og når ting lykkes for os, føles det fantastisk!
8. Tag hjertet med i alt, hvad du gør
Livet er op- og nedture, og du kan lære ufatteligt meget af modstand, hvis du tager den til dig og lærer at analysere den. Tit opdager du en ny side af dig selv. Uanset hvor mange nedture der er, skal du prøve ikke at blive bitter. Du er et stærkt menneske med et kærligt sind, og tag dit hjerte med på vejen mod succes.
9. Bevar altid fødderne på jorden
– Noget af det bedste ved livet er, at man er i stand til at forholde sig til andre mennesker. At man har interesse for sine medmennesker, uanset hvem de er, og hvor de er.
Få hele snakken med
Podcasten med Ole Henriksen er en del af feminas podcast-serie ”Kloge Koner”. Du kan finde afsnittet – og mange andre – i din podcast-app eller på femina.dk/feminas-podcast.
Gå efter ”EPISODE 17 – Særudgave!
Kunsten at blive som Ole Henriksen”.