Renée: De onde stedmødre

Der er ingen tvivl om, at det dér med at flette to familier sammen til én og få dine, mine og vores børn til at blive til en enhed, kan være noget af en udfordring. Både for de store og for de små. Der er meget, der kan gå galt, og en del, der gør det. En af de ting, jeg har lagt mærke til, er, at det ofte forekommer, at kvinden har det besværligt med mandens børn. Og gennem årene har jeg efterhånden hørt og været vidne til en del ikke så pæne beretninger om, hvordan ”hans” nye kæreste ikke er særlig sød over for de unger, der kommer på besøg hver anden uge. De ting, der kæmpes om, er f.eks., at ”hans” børn skal meget tidligt i seng, eller at de ikke må få venner på besøg, den uge de er hos far. At de konstant bliver rettet på af ”hende”, eller at de ikke bliver inviteret med på ferier til udlandet. Det lyder måske ikke af så meget, men for et barn kan de ting have enorm betydning. For ikke så længe siden hørte jeg et barn berette om, hvordan hans papmor havde hældt et stort glas økologisk mælk ud i vasken, fordi han ikke måtte drikke den dyre økologiske mælk. Han havde fået at vide, at han skulle drikke det billige, almindelige mælk fra Fakta. Den dyre, økologiske var til kaffen, og dermed basta. Der stod han så og kiggede på, at mælken løb ud i afløbet, mens han vidste helt derinde, hvor det gør allermest ondt, at han ikke var mere værd end kloakken. LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Lad os fejre overgangsalderen Vi kender en del lignende situationer fra eventyrene, hvor det vrimler med onde stedmødre. Lige fra dem, der bare vil bestemme alt, over dem, der ikke under barnet noget som helst, og til dem, der helt enkelt ønsker at slå det fremmede afkom ihjel. Hvad det handler om for os kvinder, er helt sikkert psykologisk kompliceret og måske også individuelt. Men én ting er sikker: Det har noget med kontrol at gøre. Vi kvinder vil nemlig meget gerne bestemme alting hjemme hos os selv. Vi vil gerne kontrollere og styre, og vi vil faktisk gå ret langt for at få lov til det. Måske endda så langt, at vi ikke er søde ved ”hans” børn, hvis ikke de makker ret? At vi ikke kan styre vores behov for kontrol over for børn, er jo ganske ucharmerende, så for os, der lever i sammenbragte familier, kræver det, at vi kigger indad og går i gang med at kontrollere os selv. Der er dog én ting, jeg har svært ved at forstå, når jeg hører de her historier, og det er, hvor pokker fædrene opholder sig, mens papmor opfører sig grænseoverskridende? Hvorfor stopper fædrene ikke deres nye kærester, når de er i gang med gøre og sige dumme ting til deres børn? Kærlig hilsen Renée