Renée: Hvad er en god forælder?

Er der noget, der evigt følger mig som mor, er det tvivlens gave. Og selv om tvivl sjældent er en rar størrelse, vælger jeg alligevel at kalde det en gave. For ikke længe siden var jeg på en af mine stille-retræter, hvor jeg sidder for mig selv og lader tankerne flyve. GIV SLIP At give slip var mit tema i år. Ikke bare på hvad som helst, men på min hang til at kontrollere mine børn og min evige frygt for, om det, jeg gør, er forkert. Det lyder alvorligt, og det er det også – og så alligevel ikke. For måske hører den frygt, jeg har, og det behov for kontrol, jeg oplever, og min konstante tvivl bare forældreskabet til? Jeg møder i hvert fald kun genkendelse, når jeg fortæller andre om det. Så sad jeg dér i stilhed og arbejdede på at give slip. Det var hårde dage. Kontrollen afgiver jeg ikke bare frivilligt. Den har en indbygget mekanisme, der fortæller, at den er uundværlig, og at uden den falder alt fra hinanden. NÆSTEN INGEN VAND Det er selvfølgelig blændværk og kontrollens natur, man er oppe imod. Den sidste nat på kurset havde jeg en drøm, der meget klart viste, hvad det var, jeg tumlede med. Jeg drømte, at jeg var ude at bade sammen med mine børn. Vandet var cirka en halv meter dybt og ret mudret. Ungerne syntes ikke, det var et godt sted at bade, og straks fandt jeg et andet med det fineste sand under cirka 20 cm dybt vand (på den måde er drømme vidunderlige). Det syntes ungerne var fint, men som de sagde: ”Mor, der er jo næsten ikke noget vand ...”. Så sagde en af dem, at han kendte et perfekt sted at bade, og dér tog vi alle hen. LÆS OGSÅ: Renée: Skældud er som at blive slået med stemmen EN DÅRLIG MOR? Stedet, vi kom til, var fantastisk – den hvideste sandstrand med det klareste blå vand. Den eneste hage var, at det lå 300 meter under en klippe med en tegneserielignende stige, der førte derned. Ungerne løb derhen og var allerede på vej ned, da jeg råbte: ”STOP, det gør I ikke!”. Alle stoppede op og kiggede på mig. Og så blev jeg i tvivl: Var det rigtigt af mig at råbe stop? Var jeg en god mor, når jeg overførte min frygt til dem på den måde? Forhindrede jeg dem i virkeligheden i at få den smukkeste svømmeoplevelse nogensinde? Eller reddede jeg deres liv? KÆRLIGHEDSARBEJDE Lige dér vågnede jeg. Tvivlen blev hos mig resten af dagen. Hvad var det rigtige at gøre? Der findes ikke noget entydigt svar. Men så læste jeg en klumme af Lucy Kellaway fra The Financial Times. Hun spurgte sine kollegaer: Hvad er en god forælder? Hendes afslutning var noget af det fineste, jeg længe har læst: En af kollegaerne havde sendt hende et svar, der lød sådan her: ”At være forælder er et kærlighedsarbejde. Det har ikke noget at gøre med godt og dårligt”. Kærlig hilsen Renée Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.