Renée: Livet gøres op i indtægter og udgifter

En tilfældig morgen fik en pressekonference i Venstre tankerne til at vandre. Venstre havde nemlig et nyt udspil parat. I forventning om at høre lidt om, hvad der var vigtigt i det her menneskeliv, skruede jeg op for lyden. Det eneste, der kom ud, var om, hvordan de ville forvalte alle de penge, der strømmer ind i statskassen hver dag. Helt karakteristisk for dansk politik generelt var der ikke en eneste vision i sigte om noget som helst filosofisk vigtigt eller væsentligt i forhold til os mennesker og vores gang på Jorden. Så jeg skruede ned for forvalter Rasmussen igen. Nå, så sad jeg lidt dér med en dårlig smag i munden og tænkte på, at ikke så langt fra hvor jeg bor, bor der en ældre dame på 70, som jeg kender ganske godt. Sidste jul faldt hendes kæreste og brækkede ryggen. Deres lejlighed er i to plan, så han måtte tilbringe jul og nytår på første sal. For tre uger siden faldt han så igen, og denne gang brækkede han hoften. Damen er ret frisk, men han er noget af en krabat, og løfte ham kan hun ikke. Han skal jo både i bad og på toilettet, så nu kommer der folk rendende døgnet rundt. Hun synes ikke, det er så rart, hvilket man jo godt kan forstå. Kommunens plan er, at deres lille lejlighed skal laves om til plejehjem med plejepersonale, der kommer 10 gange i døgnet. For der er mangel på plejehjem. Desuden er han slet ikke syg nok. Det faktum, at han ikke selv kan komme på toilettet eller gå i bad, regnes ikke for noget. Sådan! LØS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Ræk hånden ud, før det er for sent Da jeg var barn, var jeg på sommerferie hvert år hos min faster. Hun arbejdede på Røde Kors-hjemmet på Amager, og jeg kom der hver eneste dag. Jeg malede i værkstedet, kørte i rullestole, spiste kage og besøgte de ældre på deres værelser. Der var en hyggelig stemning på det plejehjem. Når de ældre trissede ned mod eftermiddagskaffen, snakkede de sammen. Nogle sagde ikke så meget, andre kunne ikke gå, men så var der andre igen, der skubbede dem. Et fint sted faktisk, også selv om det var sidste fase af et langt liv. I dag er sidste fase i livet ikke andet end en udgift for forvalterne på Christiansborg. Der bliver ikke engang talt særlig pænt om de ældre. De er blevet til en byrde – en ældrebyrde. Og så er det, jeg sidder her og tænker på, hvad det her liv egentlig går ud på, altså ud over indtægter og udgifter? Helt sikkert er det, at sproget har ændret sig markant. Vi taler ikke længere meget om værdighed for ældre mennesker, frihed for vores børn eller bare frihed til at være dem, vi nu engang er. Solidaritet er nærmest ikke del af det kollektive vokabularium mere, og den ældre dame, jeg kender, er nødt til at bruge sine sidste år på at være sygeplejerske. Hendes hjem bliver annekteret af staten lige om lidt, og ja, sådan kan det gå. Måske især når vi glemmer at tale om, hvad der er vigtigt i det her liv, og i stedet overlader skuepladsen til forvaltere? Ikke et ondt ord om forvaltere, men det forekommer mig ikke at være deres slags, der tænker store, smukke tanker, som binder os sammen og giver mening fra fødsel til død – eller tager jeg fejl? Kærlig hilsen Renée