Renée: Skal man gøre noget for at være noget?

Jeg sidder en tidlig morgen med en kop kaffe på min altan og nyder lysets komme. Alt er stille, der er ikke meget trafik nede på vejen. Det er søndag. Jeg kigger på en ganske ung pige, meget slank og med sit lange, tykke hår sat op i en hestehale. Hun har tætsiddende lycratøj på og løber mod skoven. Der er ikke et gram for meget på hende, det er i al fald ikke for at tabe sig, hun løber. Jeg kommer til at tænke på den børnefilm, jeg er i gang med at skrive manuskript til, hvor heltens far siger, at helten skal tage sig sammen, for ellers bliver han aldrig til noget. Drengen svarer sin far, at han ER noget. Men så siger faren, at det er han bestemt ikke: Noget er ikke bare noget, man er, det er noget, man bliver gennem flid og hårdt arbejde! Og så er det, jeg ikke kan lade være med at tænke på, om hende pigen, der løber af sted, løber, fordi hun tænker ligesom faren i min film? At hun skal gøre noget for at være noget? Gøre sig fortjent til at blive elsket gennem præstationer? Ikke fordi jeg ikke kan se det smukke i at løbe i skoven. Jeg gør det ofte. Men jeg er også en gammel krage på knap 50, hvis temperatur er steget og stofskifte faldet. Men en pige på 19, en tidlig søndag morgen? Hmm, det virker lidt forkert. Unge mennesker i den alder sover længe om søndagen, gør de ikke? Mange af dem har tømmermænd om søndagen, har de ikke? LÆS OGSÅ: Guld i ubegrundet selvtillid Så kommer jeg til at tænke på den Skype-samtale, jeg havde med min datter fra New York i aftes, hvor vi talte om en af hendes veninder, der var flyttet tilbage til sin lille hjemby og midlertidigt var på kontanthjælp. Jeg syntes, det var så ærgerligt, for jeg holder ret meget af det stykke pigebarn ... hvorfor mon hun ikke ville noget, i gang med en uddannelse f.eks.? Hun har jo så mange talenter og en fantastisk udstråling og energi. Jeg snakker løs, og min datter stopper mig og siger: ”Mor, jeg tror bare, du skal prøve at rumme, at det ikke er alle mennesker, der er ligesom os. Min veninde er ikke en, der vil noget hele tiden, og som stræber efter at blive en hel masse og få konstant anerkendelse. Hun er mere sådan en hyggepige, en pige, der altid er parat til at hjælpe sine venner, og som tager sig tid til det. Hun er en pige med nogle andre værdier, forstår du ikke det?” Og så går det op for mig, at jeg måske selv tænker som faren i filmen uden at ville det? I forlængelse af det tankegods har jeg måske i farten glemt, at vi mennesker er så uendelig forskellige, og at der ikke findes én sandhed. Hun er sgu klog, min lille pige. Kærlig hilsen Renée