Renée: Tavshed er tillid

Min knægt har lige fået kørekort, og mor skal selvfølgelig med ud på første tur. Undervejs bliver min største opgave IKKE at sige noget som helst om hans kørsel. Ikke give gode råd og ikke gispe, når han bremser lidt brat foran et lyskryds. Han har jo for pokker lige været ude og køre med en motorsagkyndig for få timer siden. Så tillid skal være turens mantra, og jeg siger intet om min indre dialog til min søn, for hvad skal han bruge den til? Han har nok i at finde koblingspunktet og holde øje med de millioner af ting, der kræver hans opmærksomhed i trafikken. ANSPÆNDT I LÆREPROCESSEN Alt går egentlig som smurt i smør og fløde, og på vejen tilbage er han overordentligt tilfreds. Pludselig konstaterer han overrasket, hvor godt han egentlig kører lige nu i forhold til turen med den motorsagkyndige, hvor han lavede ”dumme fejl” såsom at gå i stå midt i et lyskryds. Noget, der også ofte skete med kørelæreren. Jeg fortæller ham, at det er naturligt at være lidt anspændt i læreprocessen, fordi det potentielt kunne få store konsekvenser, hvis han lavede graverende fejl. Men det var ikke dét, han mente. Det var mere det pres, der opstod, når han blev holdt øje med. Han forklarer mig det ret fint ved hjælp af lyskrydset. Når han i undervisningen nærmede sig et lyskryds, blev han ofte i tvivl: Skulle farten tages af eller sættes op i forhold til, hvornår lyskurven skiftede, for kunne han nå over eller ej? Ofte kørte han alt for langsomt for så at ende med at køre over for gult. Det var jo ikke, fordi han ikke kendte hastighedsgrænsen eller havde en skrap kørelærer, men selve tanken om at begå fejl var meget ubehagelig for ham og det at blive ”taget i” at begå fejl endnu værre. LÆS OGSÅ: Renée: Vi presser de unge piger for hårdt KONSTANT VURDERET OG TESTET Med andre ord mente han, at det er meget nemmere at udføre en opgave og lære noget nyt, når man ikke konstant skal tænke på, om man bliver registreret og holdt øje med. Og jeg blev så glad indeni – både fordi min knægt oplever at mestre noget, og fordi min strategi med ikke at vurdere hans kørselsevner har vist sig at være den rigtige. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan vi opdrager vores børn i skolesystemet i dag, hvor de konstant bliver vurderet og testet. De skal ikke kun møde op og lære noget, fordi det er sjovt, giver livet mening og gør dem til kompetente og glade medborgere. Nej, de skal konstant forholde sig til overvågningspresset via tusindvis af tests. Hos os endte den lille tur med en perfekt parallelparkering, og knægten blev et lysende eksempel på, at tillid og tryghed har den dejlige sidegevinst, at evnerne faktisk bliver bedre! Kærlig hilsen Renée Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.