Verdens katastrofer: Sådan håndterer du det med dine børn
Torsdag, 19. marts 2020 - 8:00 Udgivet første gang 4. november 2015 - af Mettemaje Sofia Skøtt Foto: Pantherstock
Terrorangreb, naturkatastrofer og ikke mindst Europas omfattende flygtningekrise. Det fortsætter. En ny dag. Massevis af nye historier om verdens på mange måder forfærdelige tilstand, debatter og opdateringer på sociale medier, og du kan mærke, at du har svært ved at tage det hele ind.
Du konfronteres med elendigheden, hver gang du læser avisen, tænder for fjernsynet eller går på de sociale medier. Du kan bare ikke bære at læse mere, men du får også dårlig samvittighed, når du lukker ned. Det skal du ikke have, siger krisepsykolog og direktør i Center for Beredskabspsykologi Henrik Lyng. Du må gerne slukke for de grusomme billeder og historier. Faktisk kan din krop have brug for en pause indimellem, og du er ikke noget dårligere menneske af den grund.
LÆS OGSÅ: Her er børnepsykologens 10 gode råd til singlemødre.
– Vi er nødt til at forholde os til de ting, der sker, men vi må samtidig også gerne holde et frikvarter. Det er helt okay at forholde sig til det her på hver sin måde, så længe man hver især kan se sig selv i øjnene, siger han.
Med frikvarter mener han, at du kan lukke for medierne og foretage dig andre ting, der gør dig glad. Bruge tid på familien, gå en tur eller andet, der kan få din bekymrings- strøm til at stoppe.
LÆS OGSÅ: Sådan tackler du bonusbørn – få coachens bedste råd
Det skal du sige til børnene
Men hvad gør man så, når det kommer til ens børn? Skal de involveres og høre om den massive flygtningestrøm eller holdes helt væk fra nyhederne?
Familievejleder Lola Jensen guider her til, hvordan du håndterer verdens katastrofer med dine børn:
1. Alle voksne omkring børn bør gøre deres ypperste for at holde hele sandheden om verdens virkelighed ude af børnenes tanker, så længe det er muligt. Sluk for dit TV. Lad ikke avisen ligge fremme, og diskutér ikke for meget gru foran dine børn.
2. Din børn kan ikke forstå omfanget af verdens kriser og kan ikke forholde sig til det. Derfor bør de få verden i små portioner, så de ikke får angst.
3. Du skal ikke lyve, og børn skal have svar, hvis de spørger. Men tilpas dit svar til deres alder og sind. Pas på med at være for åben, og giv korte svar, der ikke indeholder for mange grusomheder.
4. Træk vejret dybt, før du giver et svar, så du ikke kommer til at dele din egen frygt med dine børn.
5. Hvis du selv opfører dig ordentligt og omtaler folk pænt, vil det smitte af på dine børn. De lytter til alt. Og udviser forældre tryghed, føres det videre til børnene.
LÆS OGSÅ: Skændes I om oprydningen? Det handler jeres skænderier faktisk om.