Selvudvikling: Kan man lære at elske sig selv på 5 timer?

Jeg er ikke spirituel. Jeg foretrækker at klare mine problemer i selskab med et par gode veninder, og jeg har altid holdt alt i omegnen af terapi, astrologi og selvhjælp i minimum en armslængdes afstand. Derfor er min første indskydelse at takke nej, da en invitation til et selvudviklingskursus for kvinder tikker ind i min indbakke: ”Ladycool” med Emilia van Hauen – vær vigtig, elsket, fri og smuk.

På det seneste har jeg haft en uro i kroppen. Det forhindrer mig i at slappe ordentligt af, går ud over koncentrationen og forsvinder ikke efter en gåtur. En del af mig overvejer muligheden for, at jeg kommer hjem med løsningen på min rastløshed, renset og klar til at begynde på en ny periode i mit liv. En femtimers mirakelkur. Så søndag morgen står jeg i et kursuslokale med 21 andre kvinder, de fleste et sted i 40’erne, men også nogle i midt-20’erne ligesom mig selv. Det er ikke svært at få øje på Emilia van Hauen. Hun står midt i rummet i al sin ladycoolness iført rødblomstret kjole, pink stiletter og bragende rød læbestift. At være ladycool handler om at eje sig selv. Og så handler det om de fire sætninger, vi efter en kort meditation står i rundkreds og forsigtigt messer: ”Jeg er vigtig. Jeg er elsket. Jeg er fri. Jeg er smuk”. Meditation og mantra. Jeg er kommet gevaldigt på udebane. Men da vi har sagt ordene, smiler vi genert til hinanden og giver slip på både svedige håndflader og lidt af vores forbeholdne attitude. Lige i det øjeblik er jeg ret begejstret. Jeg føler mig på en måde forbundet med de her kvinder, jeg er taget på mission sammen med: Om at få det rigtig godt i os selv og vores femininitet.

Råd fra alle sider

På bordet foran mig ligger en stak notesbøger. Rundt om mig kradses der allerede ned på livet løs. På første side skriver jeg de to mål, jeg har sat mig på forhånd – en opgave, vi fik på mail før kurset. Mit første mål er at gå mere i fitnesscentret for at tabe de kilo, jeg har taget på efter at have fået fast frokostordning. Mit andet mål er at gå flere ture og lytte til podcasts og musik for at få mere ro i min hverdag. Kernen i det at være ladycool er, at vi skal acceptere os selv som kvinder. Teorien er, at vi ikke får ligestilling, før de arketypiske feminine værdier bliver accepteret. Tanken er, at kønnene bidrager med noget forskelligt. At jeg bidrager med lige præcis det, jeg kan bidrage med. Med de fire sætninger, vi for et øjeblik siden sagde i kor, skal vi finde ind til os selv og vores lyster. For som Emilia forklarer, har mange af os tendens til at fokusere på resultaterne frem for at mærke efter, hvad vi har lyst til. Følelsen af lyst er noget, der skal trænes, så vi ikke er bange for at tage skridtet ud i noget nyt. Emilia fortæller, at i stedet for at samle resultater, skal vi begynde at samle på erfaringer og mennesker. Jeg ser ned på mit første mål. Det er vist ret resultatpræget at ville tabe sig. Jeg sætter det i parentes. Nervøsiteten for at gøre noget ”forkert” sidder så dybt i mig, at jeg straks tvivler på mine mål. Men målet med kurset er netop, at vi ikke skal føle os forkerte – heller ikke over at ville tabe et par kilo. Emilia forklarer, at vi skal overvinde frygten for, at vi ikke kan klare det, vi har lyst til. En roadtrip tværs over ørkenen, et jobskifte. Og vi har brug for selvtillid til at føre lysterne ud i livet. Jeg rækker hånden i vejret og spørger Emilia, hvordan man øger sin selvtillid. Ikke at jeg kæmper med det, men jeg synes ærlig talt, det virker lidt for nemt. Hun fortæller mig, at jeg skal øve mig i at lade de negative oplevelser passere hen over hovedet og fokusere på det positive. Det kræver træning. De andre kursister kommer straks på banen. En anbefaler en bog, en anden en podcast, og en tredje har et godt råd. Det er gode råd, men samtidig lyder det, som om de andre kvinder har helt styr på deres ladycoolness i forvejen, og min følelse af fælles-mission fordamper. Emilia råder mig til at lade livet være et eksperiment, før vi går videre. LÆS OGSÅ: "Selvudvikling: Jeg måtte ikke sige et ord i 10 dage"

Jeg er vigtig og elsket

Det første, vi skal arbejde med, er vores egen opfattelse af, hvor vigtige vi er. Ofte måler vi vores succes ud fra, hvad andre synes er vigtigt. I stedet skal vi huske på, at vi elskede vores nye job, indtil der begyndte at blive sat spørgsmålstegn ved det af andre. Rådet fra Emilia lyder, at vi skal holde fast i den holdning, vi havde, før andre begyndte at blande sig. Så langt, så godt. Mellem hvert emne beder hun os om at tage stilling til, hvor vigtige, elskede, frie og smukke vi føler os på en skala fra 1 til 10. Hvor vigtig er jeg? Ret vigtig, vil jeg da sige … Jeg kigger rundt på de andre. Ingen af dem virker til at have lige så svært ved det som mig. De grifler løs i notesbøgerne. Er det bare mig, der overhovedet ikke kender mig selv? Jeg skriver ned, at jeg er en 7’er, men gerne vil op på 10. For at elske os selv skal vi turde være os selv. Emilia fortæller, at vi ofte lyver for at leve op til et samfundsideal – til den ideelle vægt eller idéen om den perfekte kæreste. Måske lyver vi os til færre kilo eller mindre vrede. Vi behøver ikke at lyve os anderledes, end vi er. Hvor elsket er jeg? En 8’er, tror jeg.

Jeg er fri og smuk

Når vi går ud og møder mennesker, tiltrækker vi andre ved hjælp af vores udstråling. Og vi udstråler det, vi føler. Det handler om begrebet erotisk kapital, som måles i skønhed, sexappeal, charme, livlighed, social præsentation og seksualitet. Med andre ord indkapsler erotisk kapital alt – fra stemme, bevægelser og smil til fremtræden, opmærksomhed og nærvær – altså hvordan vi fremstår over for andre. Alt i alt skal vi bestræbe os på at være det bedste selskab, vi kan være. Emilia forklarer, at føler vi os frie, lader vi os selv fylde mere i selskab med andre. Mens jeg forsøger at finde ud af, hvilke former for erotisk kapital jeg skal fokusere på at blive bedre til, fortsætter Emilia med mantraet ”jeg er smuk”. Emilia forklarer, at skal vi have det godt, er vi nødt til at være os selv. Da jeg for fjerde gang skal tage stilling til, hvor på skalaen jeg befinder mig, svigter koncentrationen mig. Mine tanker forsvinder simpelthen en lille smule ud ad det åbne vindue, selv om jeg prøver at tvinge dem tilbage. Jeg vil så gerne trække hver en pointe og hvert et godt råd ud af dagen, men jeg er bare så træt i hovedet.

Indrømmelse

Da kurset slutter, snurrer det i benene på mig, og jeg føler mig om muligt endnu mere rastløs, end da jeg kom. Jeg er fuldstændig udmattet efter fem timers selvransagelse og føler mig hverken vigtig, fri, elsket eller smuk. Jeg er faktisk lidt skuffet. Indrømmet – et kort øjeblik havde jeg nok regnet med, jeg ville valse ud fra kurset med en stor stak løsninger på at blive min uro kvit. I stedet føles det, som om jeg har favnen fuld af redskaber, og prøver jeg at tage fat i et, taber jeg dem alle på jorden. Puh. Jeg skal ALDRIG mere analysere på mit eget liv. Et par uger efter kurset beslutter jeg mig alligevel for at sætte mig ned og se på, om jeg kunne tage nogle af Emilias pointer til mig. Det skulle jo for pokker gerne blive til en reflekteret artikel, og så går det jo ikke, at jeg hele tiden skubber arbejdet med mig selv længere ud i fremtiden. Da jeg åbner min notesbog, får jeg øje på mine to mål. Måske har Emilia alligevel rumsteret inde i hovedet på mig. I hvert fald har jeg gået to lange ture i denne uge med en podcast i ørerne, jeg har lagt en træningsplan og er begyndt at gå mere i fitness. LÆS OGSÅ: Meditation: Her er en nem hverdagsøvelse

En måned senere …

Jeg startede denne fortælling med at føle mig rastløs. Jeg er kommet frem til, at det hænger sammen med mine prioriteter. Længe har jeg prioriteret mit arbejde højere end alt muligt andet og sat lighedstegn mellem at skabe gode resultater på mit arbejde og være vigtig. Det har skubbet mine interesser i baggrunden. Derfor vil jeg fokusere på at gøre mig selv mere vigtig i mit liv ved at gøre konkrete ting, jeg har lyst til. På det seneste har jeg brugt mere tid på mine tætte venner og min familie, jeg har lyttet til musik og skrevet små kreative tekster, og jeg har skrevet et digtekursus på min ønskeseddel til jul, så jeg kan finde tilbage til noget, der engang gav mig energi. Jeg ville ønske, jeg kunne konkludere, at jeg er blevet ladycool. Det synes jeg ikke, jeg er. Men jeg tror, jeg er på vej, og det er altså et godt stykke længere, end da jeg stod forvirret og afkræftet efter kurset for et par måneder siden. Til gengæld vil jeg konkludere, at man ikke bare kan tage fem timer ud af kalenderen til et kursus og få løsningerne serveret. Arbejdet kommer bagefter, og det har været hårdt, men givende. Der er en million ting, jeg kan begynde at arbejde på, hvis jeg skal blive totalt ladycool. Men at blive vigtig i sit eget liv er en start, og så kan jeg tage fat i resten senere. Da jeg modtog invitationen til kurset, regnede jeg ikke med at få noget ud af det. Med fare for at komme til at lyde spirituelt hjernevasket vil jeg sige, at ”Ladycool” fik sendt mig ud på en mental rejse. Jeg tror i virkeligheden ikke, det betyder så meget, hvilket kursus man vælger – eller om det er terapi, astrologi eller en selvhjælpsbog, for den sags skyld – men i højere grad hvorvidt man er klar til at bruge tid på det efterfølgende og arbejde for det.

De fire læresætninger i ”Ladycool”

”Ladycool” er et kursus om at eje sig selv og sin femininitet uden at lade sig påvirke af andres holdninger. Emilia van Hauens pointe er, at de arketypiske kvindelige værdier skal have samme status som de maskuline. Køn skal ikke ses som en forhindring, men en ressource. Og den ressource skal kvinder gribe ud fra disse fire sætninger:

Jeg er vigtig

Man er nået dertil i samfundsudviklingen, hvor det er muligt at tjene penge på de kvindelige værdier. Kvinder er vigtige, men som kvinde skal man også tro på, at man er vigtig. At være vigtig betyder, at man selv anerkender, at det, man ser som vigtigt, også er vigtigt. Endnu mere vigtigt er det, at man finder sig selv vigtig. Spørg dig selv: Hvor vigtig føler jeg mig på en skala fra 1 til 10? Og hvor vigtig vil jeg gerne føle mig? Overvej så, hvad der skal til, for at du når det mål. Mantra: Hvis jeg synes, det er vigtigt, så er det vigtigt.

Jeg er elsket

Teorien er, at alle løgne er baseret på, at man ikke synes, man er, som man skal være. Når man lyver sig selv bedre eller mindre, end man er – for eksempel om vægt, eller om noget, man har købt til sig selv – er det udtryk for, at man ikke synes, man er værd at elske, som man er. Den dag man holder op med at lyve sig selv anderledes, end man er, giver man andre kvinder (og mænd) frihed til at være sig selv. Spørg ligesom ovenfor: Hvor elsket føler jeg mig? Hvor elsket vil jeg gerne føle mig? Og hvad skal der til? Mantra: Jeg er noget værd, fordi jeg er, som jeg er.

Jeg er fri

Emilias mantra om at være fri handler om at leve sit liv, som man har lyst til, uden skam. Hvis man lytter til, hvad der er vigtigt for én selv, i stedet for at tænke over, hvad man bør gøre, bygger man på sin indre livskraft. At være fri handler også i høj grad om seksualitet (da den er direkte knyttet til livskraften) og begrebet erotisk kapital. Erotisk kapital går ud på at lade sig selv og sin livskraft fylde i selskab med andre. Spørg også her: Hvor fri føler jeg mig? Hvor fri vil jeg gerne være? Og hvordan når jeg mit mål? Mantra: Jeg er fri til at nyde min livskraft og dyrke min kreativitet.

Jeg er smuk

At være smuk i ladycool-tankegangen handler ikke om at leve op til nogle samfundsskabte skønhedsidealer, men om at føle sig smuk både indeni og udenpå. Hvis man viser, hvem man er, og udstråler, at man er sig selv, vil man føle sig smukkere indefra. Og hvis man ikke er sig selv, får man det aldrig godt. Spørg igen: Hvor smuk føler jeg mig? Hvor smuk vil jeg gerne føle mig? Og hvad skal der til, for at jeg kommer dertil? Mantra: Jeg lader mig selv stråle og bidrage mest muligt. Den 6. januar 2019 kan du komme med på nytårskursus med Emilia van Hauen. Nytårskurset hedder ”Ustyrlige kvinder får det sjovere i 2019!” Se mere på EmiliavanHauen.dk/kurser