Stop hårhysteriet
Af redaktionen 02/12/2010 - 15:15
FEMINAs redaktør Camilla Kjems stiller op på Julia Lahmes blog:
Stop hårhysteriet!
Det var en mand, der blev årsag til mit hårtraume. Jeg var 17 år og skulle på arbejde i den lokale døgnkiosk en varm sommerdag. Chefen - en familiefar i 30'erne - kiggede mærkeligt på mig og udbrød så:
"Hold da op en dusk du har dér under armene!"
"Øh ..," fik jeg fremstammet i al min forvirring. For var det ment som kritik eller kompliment? Jeg valgte at opfatte det som det første og blev ramt af følelsen af at være pinlig og forkert.
Indtil den dag havde jeg været ren jomfru udi intim hårmode. Ben havde jeg barberet og måske også den mest synlige bikinikant, men armhulerne, for ikke at nævne de endnu mere intime områder, havde jeg aldrig - og jeg mener aldrig - skænket en tanke. Siden da har flere mænd kommenteret det, og hver gang bliver jeg rasende.
Læs også Renées klumme: Væg-til-væg-tæppe er sexet
Jeg har spekuleret på, hvorfor jeg går på barrikaderne på den måde og værner om min kropsbehåring, og jeg er nået frem til, at de negative kommentarer på mig virker som dyb krænkelse af og mangel på respekt for, hvordan vi mennesker er skabt. Hvis vi foragter vores natur, må vi jo også foragte os selv som væsener! En ny undersøgelse fra sexlinjen viser, at 16% af 1130 unge mellem 10 og 18 år erklærer sig "ikke særlig tilfredse" med deres krop, og 12 % ligefrem hader den! Og det er især mave, kønsorganer og kropsbehåring de unge piger har det skidt over. De føler sig unormale, fordi de ikke ligner de smækre modeller i musikvideoerne, modebladene og pornofilmene. Unormale fordi de har former … og hår. Sørgeligt. For når man allerede har så store traumer over sin krop som spændstig 14-årig, er der altså lang vej igen!
Jo - i dag synes jeg da også, det er pænest ikke at have duske flagrende under armene, når man tropper op til bal iført cocktailkjole og stiletter, men - det er MIT valg, kvindens EGET valg, ikke nogen anden mands ellers kvindes eller overfladisk popkulturs. Alligevel må jeg se i øjnene, at selvom jeg bryster mig af i dag at være en frigjort, stærk og selvbevidst 35-årig, lever mit hårtraume stadig i bedste velgående … forleden kom jeg f.eks. til at tage en gennemsigtig trøje på og opdagede først efter, jeg var kommet på arbejde, at man tydeligt kunne se mine ubarberede armhuler. Resten af dagen gik med på alle måde at undgå for store fagter med armene , hvilket resulterede i at jeg mest af alt lignede en kvindelig udgave af R2-D2.
Jeg var heldig at leve i lykkelig uvidenhed til mit 17. år - gammel nok til at vide, at jeg havde et valg. Når jeg ser mig omkring i det glatbarberede mediebillede, vi har i dag, spekulerer jeg på, om en 17-årig pige i dag overhovedet er klar over, hvad hun har af valg. Ved hun, hvor smuk hun er i sig selv, og at kun dem, som vil elske hende med hud og hår (!), er hende værdig? Det håber jeg ...
Kh Camilla
Julia Roberts har også taget stilling i debatten om hår...