Svend Brinkmann om sorg: En af os skal dø først
Foto: Camilla Stephan
Hovederne drejer rundt på den lille kaffebar på Amager, da Svend Brinkmann træder ind ad døren. Han er lige kommet ind med flyet fra Aarhus og har en travl dag foran sig med foredrag og flere interviews. Brinkmann nikker høfligt til et par andre gæster på caféen, da vi sætter os ned med en kaffe.
Vi skal tale om sorgens væsen og om det at være et sørgende menneske. Emnet virker lidt for tungt og stort til det lille cafélokale – men i en samtale med Brinkmann glemmer man hurtigt tid og sted for i stedet at blive suget ind i hans betragtninger om menneskelivet på godt og ondt.
– Alle menneskelige relationer er jo midlertidige og skrøbelige. Og det ved vi, fra det øjeblik vi møder hinanden. En af os skal dø først – ja, nu siger jeg det lidt barskt, smiler Svend Brinkmann.
Ud over at være en af landets mest markante samfundsdebattører og forfatter til bestsellere som ”Stå fast” og ”Gå glip” er Svend Brinkmann professor i psykologi på Aalborg Universitet, hvor han lige nu forsker i sorgens kultur. Som en del af sin forskning har han for nylig udgivet bogen ”Det sørgende dyr”, der går på opdagelse i sorgens væsen.
– Sorgen er jo et kæmpe område af vores liv – vi kommer alle sammen ud for at miste nogen, vi elsker. Sorgritualer går tilbage til de allertidligste kilder, vi kender til – og binder os sammen med de mennesker, der levede for 10.000 år siden. Ja, man kan sige, at sorgen går på tværs af alle de meningsfulde sammenhænge, vi mennesker eksisterer i, og derfor er det også rigtig interessant at forske i, hvad det kommer til at betyde, at sorg nu bliver anerkendt som en psykiatrisk diagnose.
Hvorfor tror du, man går ud og laver en sorgdiagnose lige nu?
– For mig at se hænger det blandt andet sammen med den samfundskritik, jeg flere gange har været ude og formulere. Vi lever i et højhastighedssamfund, hvor vi hele tiden skal være effektive, fleksible, omstillingsparate og robuste. Alle de ting, der står i jobannoncerne, siger Svend Brinkmann.
– Og det kan man jo på INGEN måde honorere, når man er i sorg. Et sørgende menneske er jo det stik modsatte – man er dvælende, ineffektiv, bagudskuende – og ude af trit med samfundets krav til mennesket. Og derfor kan man godt få den tanke, at vi skal skynde os at give de sørgende en diagnose, så de kan blive behandlet – og komme tilbage i samfundet og være produktive.
LÆS OGSÅ: Anna Kløvedal mistede sin 15-årige datter: Det er eddermame ubærligt, men jeg SKAL bære det.
Diagnosesamfundet
Vi lever i et diagnosesamfund, slår Brinkmann fast, mens kaffemaskinen snurrer i baggrunden, og flere cafégæster følger med i vores snak.
– Og dermed ikke være sagt, at diagnoser er noget, vi skal af med. Men jeg mener, at det er ubestrideligt, at vi lever i en kultur, hvor vi bruger diagnoser til at forstå os selv igennem – og til at forstå alle de ting, der er svære i vores liv.
Og det er netop i det lys, vi skal se diagnosen for kompliceret sorg, mener Brinkmann.
– Det at miste ER svært. Og når vi ikke har religionen på samme måde som før eller den eksistentielle tænkning – eller nogle fællesskaber, der kan gribe os, når vi ikke kan stå selv – ja, så finder vi på en diagnose, siger Brinkmann med et lille skævt smil.
Men mange oplever jo netop sorgen som en smerte, der næsten er uudholdelig – skal de ikke have hjælp?
– Jo, hvis folk er syge, så skal de diagnosticeres og behandles – sådan er det i velfærdssamfundet. Men det, jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, er, om de bliver syge. Og hvis de gør – om det så er sorgen, der er sygelig. Det kan være, folk får en depression, får traumer eller bliver ensomme. Med en diagnose bliver det meget tydeligt, at det er sorgen, der er problemet, siger Brinkmann eftertænksomt.
– Og det synes jeg faktisk er lidt tragisk.
En livstråd
For sorg er ikke en sygdom, men en ”grundlæggende livstråd, der indgår i selve vævningen af vores tilværelse”, skriver Brinkmann poetisk i sin nye bog.
– Sorgen minder os om, at der er nogen, der har været med til at gøre mig til den, jeg er. Vi kommer af noget, og vi kommer fra nogen – og livstråden går ikke bare fra fortiden ind i nutiden, men bliver også vævet ind i vores fremtid. Tilværelsen er porøs, og vores relationer er skrøbelige, siger Brinkmann og bliver stille et øjeblik. Under arbejdet med bogen mistede han selv sin far.
Hvordan har det været både at skulle kigge på sorgen med et analytisk blik og selv stå midt i den?
– Det har været svært. Men omvendt har det også fået mig til at reflektere over mit eget tab. Jeg har læst hundredvis af videnskabelige artikler, bøger og sorg-memoirer, og det har været en hjælp for mig at blive inspireret at de forskellige måder at være i sorg på. Gør det noget, at det forstyrrer min dagligdag, at jeg går og tænker på min far? Nej, det gør det ikke – for sådan er det for alle mennesker. Jeg kunne også have valgt at skrive om min egen sorg og gøre det til en del af mit forskningsprojekt – men det er ikke rigtig min stil, og det kan jeg heller ikke finde ud af lige nu, smiler Brinkmann.
I bogen skriver du, at sorgen minder os om, at vi er dybt forbundne til hinanden. Kan man sige, at sorgen på den måde gør op med den individualisme, der kendetegner vores tid?
– Ja, det tror jeg faktisk. Sorgen er jo grundlæggende en følelse af længsel og savn – poetisk sagt er det kærligheden, der er blevet hjemløs. Og sorgen ER der jo kun, fordi vi er afhængige af hinanden. Det er dér, vi mærker, vi er forbundet til andre – og det kan være helt invaliderende at mærke, at vi mister noget af en relation.
Fravær af ritualer
At vi har svært ved at rumme sorgen, skyldes også et fravær af ritualer, mener Brinkmann.
– De seneste 50 år har vi haft travlt med at bryde ritualerne ned, fordi de er blevet set som undertrykkende for det frie, spontane menneske. ”Ingen skal fortælle mig, hvordan jeg skal sørge”, har omkvæd-
et lydt. Og det ser jeg helt omvendt. Jeg er stor fortaler for ritualer, fordi de rummer en skabelon for, hvordan vi er sammen – også i de svære situationer.
Har du selv haft ritualer, da du mistede din far?
– Ja, nu har jeg jo ikke fortalt om mit eget forløb med min far før, siger Svend Brinkmann lidt tøvende.
– Men min far kom fra en egn, hvor man stadig er medlem af folkekirken, og hele ritualet omkring begravelsen var en stor hjælp for mig. Og så er jeg og min familie gode til at finde historier frem om min far og kigge på billeder af ham. Det lyder jo helt banalt – men faktisk skal man ikke så langt tilbage i historien, før det var det omvendte råd, man gav folk, fortæller Brinkmann – og er igen tilbage i forskningens verden.
– Freud kom for 100 år siden med sin teori om, at det gælder om at kappe båndet til den døde og i stedet gen-investere sin energi i nye relationer. Altså bare komme videre, og det er der jo ingen, der ville sige i dag. I dag handler det om at skabe vedvarende bånd – at tage den døde med ind i livet.
Og måske er vi alligevel blevet bedre til at tage de døde, sorgen og ritualerne med ind i livet. I 2018 har danskerne fulgt med i ”Herrens veje”, valfartet til castrum doloris for at vise Prins Henrik den sidste ære – og gået syngende over Langebro, mens vi hyldede Kim Larsen.
– Ja, Kim Larsens død førte jo nærmest en landesorg med sig. Jeg synes, det var befriende, at folk gik på gaden, og det ser jeg som tegn på, at der er ved at ske noget med vores sorgkultur, siger Brinkmann.
– Det pibler frem alle steder. Græsrodsinitiativer for sørgende skyder op i hele landet, og jeg bliver tit kontaktet af teatergrupper, der arbejder med sorg. Så faktisk tror jeg ikke, jeg om bare fem år kan have den samme kritik af vores manglende evne til at forholde os til sorgen på, som jeg har nu, smiler Brinkmann.
