Sommetider skal man langt ud over Danmarks grænser for rigtig at mærke, hvad det egentlig vil sige at leve og være kvinde i et land, hvor kvinder og mænd stort set er lige frie og lige lige. Min 17-årige datter sad i lufthavnen i Doha i Qatar – en mellemlanding på vej hjem fra Sri Lanka, hvor hun var rejst til helt alene for at arbejde på et børnehjem. På udturen var hun også mellemlandet i Doha, og da flyet var forsinket, havde hun måttet vente i over seks timer og havde sendt en lidt beklemt sms undervejs – flere arabiske mænd i lufthavnen var opsøgende på en måde, hun ikke brød sig om. Ordet ”klamt” indgik. Så hun var glad for, at hun kun skulle vente i Doha en time på hjemturen. Men der kan jo ske meget på 60 minutter. Iført Birkenstock-sandaler, løse bukser og langærmet, løs skjorte sad min datter og ventede på at boarde, da en arabisk sheik med to totalt tildækkede hustruer bag sig kom hen til hende. Han rakte hende sit visitkort og sagde, at han gerne ville have hende som sin tredje hustru. Åbenbart er kvinder i hans bevidsthed noget, man køber, og hvis man har penge nok, kan man få mange af dem … Min datter blev så paf, at hun tog kortet uden at sige et ord. Hvis det ikke var så bizart og grundlæggende tragisk, ville det være sjovt. Og det fik mig igen til at tænke på noget, jeg mener, som er kontroversielt, men jeg mener det nu alligevel: Vi skal forbyde både burka, niqab og chador herhjemme. Hvis man vil sine medsøstres bedste, må det være sådan. I et land, hvor kvinder og mænd er lige frie og lige lige, må friheden og ligheden gælde for alle uden undtagelse. Jeg kan simpelthen ikke være ligeglad. Hvis jeg skal kunne kalde mig selv feminist – og det skal jeg – så må jeg gå ind for ALLE kvinders ret til at vælge liv, partner, uddannelse og fremtoning. Så er der dem, der siger, at muslimske kvinder selv vælger at iføre sig total tildækning. Og så er der mig, der siger, at det er løgn. Og for mig at se undgår man bekvemt at tage stilling til den iøjnefaldende kvindeundertrykkelse, når man trækker fritvalgs-tanken ned over burkaen …
Uanset hvordan man end vender og drejer det, er dragter som burka, niqab og chador kvindeundertrykkende. Sheiken med de to hustruer er et indiskutabelt billede på det. Det er IKKE kvindens eller pigens eget valg i en religiøs kontekst. Hvis de ”vælger” det, er det, fordi det har store konsekvenser at vælge det fra. Det er simpelthen ikke en mulighed uden at forbryde sig mod sin egen – kvindeundertrykkende – kultur. For mig er det ikke frihed, det er tvang. Muslimske kvinder er også herhjemme udsat for udpræget social kontrol. Deres liv bestemmes af en religion, der ikke anerkender, at kvinders lovmæssige demokratiske rettigheder står over religionen. Tildækning af kvinder er social kontrol. Det handler om sygelig optagethed af kvindens dyd – mænd må gerne! – og om opfattelsen af manden som en, der ikke kan GØRE FOR, at han får lyster, når han ser på kvinder. Derfor er det kvindens ansvar at gå i telt.
Dét kan vi faktisk lovgive imod. Så er der dem, der siger, at kvinderne så ikke vil komme uden for en dør. Og så er der mig, der siger, at de kvinder SKAL ud og arbejde i det danske samfund. Det er en del af frisættelsen.
LÆS OGSÅ: Dubai, damer og demokrati
Og når jeg nu er i gang med at sætte kvinder fri, så synes jeg også, vi skal forbyde pigers religiøst betingede tørklæder i folkeskolen. En af mine kolleger fortalte for nylig forundret, at hun på gaden havde set en to-treårig muslimsk pige med tørklæde.
Frit valg? Selv talte jeg i toget forleden med en syv-otteårig pige med pande-, hals- og hårdækkende tørklæde – ligesom hendes mors. Frit valg? Det er beskæmmende, at vi tillader, at der her i landet lever kvinder i ulighed og ufrihed – og piger, der bliver opdraget til det.
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
Læs andres indlæg og få mere info her
