Ungdomsforsker: "Vi skal passe på, at vores fokus på stress og pres ikke går i selvsving"
Foto: Marie Hald/PR.
Hvor ser du, at ungdomsgenerationen er udfordret?
– En af udfordringerne ved de stigende tal for unges mistrivsel er, at det ikke er endeligt påvist, hvorfor de mistrives. Vi ser, at der er flere unge, der henvender sig på Børnetelefonen eller i andre former for ungdomsrådgivning, men vi ved ikke, om det er et resultat af, at de mistrives mere, eller om det er, fordi de er bedre til at søge hjælp. Måske er det blevet mindre tabubelagt at søge hjælp, hvilket på sin vis er godt.
– Vi skal derfor som forældre balancere mellem at tage dem alvorligt, og samtidig passe på, at vi ikke kommer derhen, hvor vi ser mistrivsel alle vegne, så vi på en måde bliver medproducenter af tendensen.
Så vi skal som voksne holde lidt igen?
– Vi skal i hvert fald være varsomme med, hvordan vi analyserer de informationer, vi har. Jeg oplever, at der er sket noget i de unges sprogbrug. Der er sket en sproglig glidning over mod det diagnosesprog, der er opstået i løbet af de sidste 10-15 år. De mærker hele tiden efter, hvordan de har det, og hvis det ikke føles rigtigt, er det forkert. Hvis jeg er trist eller urolig, så er grænsen for, at opleve angst og tale om angst meget kort. De stopper op ved noget, man formentlig for bare en generation siden enten undertrykte, fordi det var skamfuldt, eller bed tænderne sammen overfor. Samtidigt betyder dette skred, at der kan være rigtig meget, der opleves som rigtig svært for den unge.
Kan vi gøre noget som samfund for at give de unge bedre livsbetingelser?
– De problemer, som de unge står overfor, er strukturelle og kulturelle. Der er ikke én enkelt ting, man kan gøre. For mig er idealet f.eks. ikke et uddannelsessystem helt uden tests og karakterer. Men jeg synes, at vi ser for mange unge, der har tabt mening og indhold i uddannelsessystemet. Det handler for mange unge om, at de er der for at få papir på, at de har været der. Vi skal kigge på, om vi undervejs har fået for mange bedømmelser, der ikke tjener et læringsmæssigt formål.
– I stedet bør vi involvere og engagere de unge mere i uddannelsen, så de selv er med til at bestemme noget af udformningen og indholdet. Vi skal skabe faglige sammenhænge, så de unge kan se, hvorfor de skal lære det ene eller det andet. Det er der en større forventning hos de unge om at få svar på – et svar, der ikke bare handler om, at ’det skal du for at få papir på det, så du kan komme videre’. Et sådant svar tapper oplevelsen for mening.
Så der er for meget pres på de unge?
– Igen: Vi skal passe på med, at vores fokus på stress og pres ikke går i selvsving. Der er mange støttetilbud ude på uddannelserne, men vi ved meget lidt forskningsmæssigt om, hvordan de rent faktisk virker. De må ikke gå hen og få en selvforstærkende effekt, så de fastholder de unge i, at de ikke trives – det er ikke undersøgt, at det er sådan, men det kan ikke udelukkes. Sårbarhed er kommet til at fylde meget, og bliver ikke længere bare set som et grundvilkår. Det bliver set som noget, man skal gøre noget ved. Vi ved ikke nok om, hvordan sådanne dynamikker virker ind i ungdomslivet. Mange har en grundtanke om, at jo mere åbenhed og aftabuisering, vi har, des bedre er det. Men det mangler jeg at se forskningsbaseret belæg for. For det er vigtigt, at man med åbenheden ikke kommer til at inspirere de unge i stedet for det modsatte. Det har vi set i tilfældet, hvor man tog ud på skoler for at tale om radikalisering, og hvor de unge blev mere inspirerede til radikalisering, end de blev afskrækkede.
LÆS OGSÅ: Helene, 16 år: ”Det er hårdt skulle leve op til kravene”
Hvad kunne du godt tænke dig, at der blev sat fokus på?
– Jeg kunne godt tænke mig, at vi voksne var mindre villige til at gå i moralsk panik. Som når vi hører om, at der er nogle unge, der er kommet med i en bande som Loyal to Familia, og vi råber: ’Nu er alle unge med i bander’. Vi skal holde fokus på, at der faktisk er en overvejende andel af de unge, der har det rigtig godt, og som har rigtig gode livsbetingelser og mange muligheder. Og det samtidig med, at vi tager det meget alvorligt, at der er en stigning i unges mistrivsel som klart kalder på voksensamfundets opmærksomhed og handling.
– Vi skal også have fokus på, at vi har et hjælpesystem, hvor man skal passe direkte ind i en diagnose for at få hjælp. Det er en brandslukningsstrategi, og skaber unge, der har det værre. I stedet skulle vi snarere investere i præventive tiltag. Mest af alt burde vi investere i forskning og viden, for vi ved for lidt om, hvorfor vi ser en stigning i statistikkerne.
Noemi Katznelson, professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.
