Kærlighed og sex
10. september 2012

Få styr på din økonomi efter skilsmissen

Det kan få store konsekvenser – også for børnene – hvis du ikke sætter dig ordentligt ind i økonomien, når du skal skilles
Af: Annette Aggerbeck
https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/dig-og-dit-liv/sex-og-kaerlighed/2012/09/1236-faa-styr-paa-oekonomi-efter-skilsmisse/1236-skilsmisse-1-copy-2.jpg

Foto: Allover/Panthermedia


En skilsmisse betyder store omvæltninger i livet. Man har masser af tanker og bekymringer om fremtiden, og hvad der skal ske med børnene, jobbet, boligen osv. Når der er så mange tanker og så meget praktisk at forholde sig til omkring skilsmissen, kan det kræve ekstra overvindelse også at skulle sætte sig ind i økonomien. Ofte er det manden, der har mest styr på økonomien, så kvinden ikke er så vant til at tænke i de baner. Og ofte er kvinder bane for at stille krav af frygt for at skade det fremtidige samarbejde med eksmanden omkring børnene.

- Mange kvinder tror, at de vil få en bedre dialog med eksmanden fremover, hvis de ikke kræver så meget. Men det er en misforståelse, for man kan ikke styre fremtiden sådan, så vær ikke bange for at stille krav, siger Heidi Hamann, der er selvstændig økonomisk rådgiver og coach med speciale i kvinders økonomi under en skilsmisse.

Læs også: Sådan kommer du videre efter en skilsmisse

- Hvis du ikke har fået lavet rimelig bodeling, men har givet eksmanden det meste, for at han ikke skal blive sur på dig, så har du ikke lagt forholdene godt til rette for dine børn. Det er ikke sjovt at skulle flytte langt væk, fordi det er der, man har råd til at bo, eller at se manden give børnene dyre gaver og dejlige ferier, som man ikke selv har råd til. Og så er det i øvrigt også svært rent juridisk at komme efterfølgende og få kendt en aftale om fordeling af boet ugyldig. Så det kan have store konsekvenser ikke at tage sin økonomi under en skilsmisse alvorligt, siger Heidi Hamann.

Det skal du gøre som det første
? Få din egen lønkonto (hvor kun du har adgang og kort til)
? Tjek at børnefamilieydelsen går ind på den rigtige konto
? Sørg for at få din egen netbank
? Få tjek på fuldmagterne (spørg banken og få slettet dem, som ikke længere er relevante)
? Find ud af, hvad du og din mand har i fælles formue og gæld (og særeje). Er du i tvivl om din gæld, så kan du hente hjælp i din personlige skattemappe på Skats hjemmeside.
Kilde: Økonomisk rådgiver Heidi Hamann

Læs også: 7 ting, der går igen i et langtidsholdbart forhold

5 trin til at få styr på økonomien

1. Find alle relevante papirer frem, så du har dem parat til din bank, kommunen og advokaten.

2. Find ud af følgende ved bodelingen: a. Hvad I hver især skal have i kroner og ører. b. Hvordan jeres indbo skal deles c. Om der er noget, der skal udlignes med et kontantbeløb.

3. Find ud af, hvad I stadig har af fælles udgifter f.eks. udgifter til boligen, mens den er til salg. Det er også en rigtig god idé at få en snak om, om I skal have en fælles konto, hvor I sparer op til større udgifter til børnene (konfirmation, studenterfest, lejrskole osv).

4. Lav et personligt budget, som viser, hvor meget du har råd til at købe/leje bolig for, og om du kan overtage jeres nuværende bolig. Det er også her, du lynhurtigt kan få et overblik over, hvad du har til dig selv (og dine børn), når alle faste udgifter er betalt.

5. Når du har styr på dit budget og dit rådighedsbeløb (dvs. hvad du har til dig selv hver måned at leve for), så er du klar til at søge om tilskud fra kommunen (børnetilskud, boligstøtte, friplads i daginstitution/ dagpleje). Kilde: Økonomisk rådgiver Heidi Hamann

Læs også