Fire mænd: Sådan er danske kvinder
Foto: All Over Press
Bedrevidende, maskuline og dårlige til at flirte. Alt sammen kendetegnende for danske kvinder, hvis man spørger den amerikanske rejseblogger Roosh V. Men kan det virkelig passe? Vi tester påstandene blandt fire danske mænd med rod i forskellige kulturer:
Joachim og Adam: Man får mere feedback fra kvinder i USA
Joachim og Adam Wichmann, 26 og 24 år, designere, har boet i LA i 2 år
Passer det at danske kvinder er dårlige til at flirte?
- Adam: Ja. Man får mere feedback fra kvinder i USA. De smiler og holder øjenkontakt. Der skal helst være klare tegn på, at hun er interesseret i mig. At hun har lyst til det.
- Joachim: Helt enig. Jeg er for eksempel helt vild med en pige, der kan holde øjenkontakt i lang tid. Lige indtil det bliver ubehageligt - og et sekund længere! Så har hun mig. Jeg har oplevet det mange gange i USA, men aldrig herhjemme.
Said: Jeg står af, når danske piger bander og bruger slangudtryk
Said Chayesteh, 27 år, skuespiller. Kendt fra Anna Pihl og Vild med dans. Har iranske rødder.
Er danske kvinder maskuline?
- Ja, på nogle områder. Det er især måden, de taler på. Sproget er ikke det kønneste i forvejen, og når mange danske kvinder bander og bruger slangudtryk, står jeg af.
En stærk københavnerdialekt kan især lyde ret maskulin og bodega-agtig. Det er derfor mange fyre synes, svenske og jyske piger lyder søde. Det lyder feminint, at de synger på ordene.
Leonardo: Det er fedt, at danske kvinder ved, hvad de vil have
Leonardo Battain, 40 år, køkkenchef på den italienske restaurant Famo i København, Født og opvokset i Italien.
Er det rigtigt, at danske kvinder altid vil have ret?
- Ja, lidt. Det er godt at være bestemt og målrettet. Men det kan være pisseirriterende, hvis man har en diskussion med én, der bare vil have ret uanset hvad. Man er jo nødt til at indgå et kompromis. Jeg synes det er fedt, at danske kvinder ved, hvad de vil have. Men man kan jo ikke altid få alt, hvad man vil
have. Min kæreste synes for eksempel, det er irriterende, at jeg ikke har lært at tale dansk. Hun taler dansk til mig. Og så taler jeg italiensk til hende. Men hun taler bedre italiensk, end jeg taler dansk. Hun er blevet bedre, det er jeg ikke.
Læs, hvorfor amerikaneren Roosh V. synes, at danske kvinder er de værste i verden på femina.dk
Læs, hvad skuespiller Said Chayesteh har lært om kvinder, mænd og sig selv på femina.dk