Kærlighed og sex
16. september 2014

Jakob Olrik: Tør du være erotisk?

Mange kvinder spørger mig: ”Kan jeg blive et erotisk menneske?” De spørger, fordi de betvivler, om de er sensuelle, måske fordi de ikke lige er i kontakt med den side. Og her må jeg sige; jamen, du behøver ikke blive det, for du ér det allerede.
Af: Jakob Olrik
Jakob Olrik

Foto: Privat

Det er egentlig lidt paradoksalt, jeg mener, tænk lige, hvor meget tid, danske kvinder bruger på at træne deres krop, købe smart tøj, dyrke deres lækre stil og gå til frisøren, for ikke at nævne alle de penge, de bruger på at gøre sig attraktive … og samtidigt føler mange sig ikke sensuelle og erotiske. Det er da ærgerligt.

Jeg må da helt ærligt indrømme, at jeg heller ikke oplever, at danske kvinder er knaldhamrende sensuelt selvsikre, når jeg ser dem vade rundt i de danske gader. Sammenlignet med et land som for eksempel Cuba, er det vildt, så stor forskellen er.
Da jeg var i Cuba for et par år siden, følte jeg mig nærmest som en bornert skoledreng, da jeg blev konfronteret med de cubanske kvinders erotiske udstråling. Den fik ikke for lidt!

På salsabaren, hvor mojito'erne blev banket ned i takt med salsarytmerne, blev jeg op til flere gange omringet af twerkende kvinder, og kvinder i foroverbøjet blowjob-agtig dans. Jo tak. Jeg havde det, som muslimske drenge sikkert har det, når de oplever danske piger.
Jeg var overvældet. Jeg var Lille Per i en slikbutik med røde ører.Cubanernes frisind var så meget vildere end mit eget.
Det er i øvrigt sjovt at se, at de cubanske kvinder på ingen måde ligner de tynde ideal-kroppe, som danske kvinder dyrker som forbilleder. Mange cubanere er det, vi kalder erotisk buttede. Jo større numse og barm - jo stoltere er de over at få det hele til at blævre som et jordskælv!

De er så meget i kontakt med deres erotiske væsen, de viser kroppen frem, svinger med deres numser, danser vildt frækt og udstråler, at de elsker at være sensuelle. Uden frygt for deller. Uden skam. Er det vulgært? Nej, det er livsgivende, smukt, musikalsk og erotisk.
De cubanske kvinder tør gøre alt det, vi danskere pakker væk og bliver skamfulde over.
(Altså med mindre det er fredag nat, og vi er stang-bacardi, så går vi helt amok og bliver nærmest vulgær-seksuelle). Hvorfor tør de cubanske kvinder være så erotisk frie og glade for deres kroppe?

Måske fordi de ikke har reklamer. De får ikke opstillet kropsidealer fra massemedieindustrien, de glor ikke på billboard-reklamer med kz-lignende piger på, og de bliver ikke voldtaget af livsstilsmagasiner med glamourøse fortællinger om slankekure og nypuritansk afholdenhed. Kernen i det erotiske menneske er jo lige netop løssluppenhed, glæde og lyst. Og ikke selvkontrol, som i høj grad styrer de danske værdier og idealer.

Og hey, selvfølgelig er de cubanske kvinder ikke kropslig frie KUN på grund af manglende reklamer i deres hverdag. Der er mange grunde til deres frigjorte væsen; for eksempel danser de, fra de er helt små, hallo, den saftige salsa er deres FOLKEDANS. Solen skinner, de har bar hud. Mændene er maskuline og vil gøre ALT for, at kvinderne føler sig kurtiseret (det lærer de allerede, fra de er fem år).
Så der er grunde nok.

Til gengæld kan vi danskere bryste os af, at vi har fornuftige pensionsopsparinger, masser af tv-underholdning og tætpakkede Iphone-kalendere.
Skål!

Læs meget mere om Jakob Olrik HER

Læs mere om:

Læs også