Kærlighed og sex
5. marts 2013

Parforhold: Ryd op i din fortid!

Falder du for den forkerte? Sidder du fast i et svært parforhold, eller var du dér engang? Uanset hvad, er det godt at få overblik over de erfaringer, du har fået med dig. Det hjælper Oestrogen.dk og vores coach dig med. Må vi præsentere: Adam Braff!
Af: Adan Braff
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/marts/fortidprim.jpg

foto: All Over, PR

Et parforhold er ikke nødvendigvis en fiasko, selvom det ikke holder for evigt. Du vil altid tage noget med dig. I gav hinanden noget, I lærte noget om jer selv. Men mange mennesker ser tilbage på deres tidligere parforhold og undrer sig over, hvorfor de gang på gang faldt for "den forkerte". Én af parterne var utro, de kedede sig sammen, skændtes, havde forskellige forventninger til hinanden og livet sammen. Ofte aner de et mønster i parforholdenes kollaps, men har svært ved at se deres egen del i den dysfunktionelle ligning. Derfor gentager de måske mønsteret igen og igen. Kender du det? Og er du klar på at konfrontere din del af ansvaret for det uheldige samliv? Så læs med her.

Tag ansvar
Du hverken kan eller skal tage ansvar for dine ekskæresters handlinger, og du er ikke skyld i alt, som går galt i dit liv. Men hvis du engang traf valget om at blive en del af et dårligt parforhold, nytter det ikke at kaste hele ansvaret på manden. For nej, du bestemmer ikke selv, hvem du falder for - men du bestemmer selv, hvem du indgår i et parforhold med. Dårlige parforhold kan derfor sige noget om din dømmekraft og din selvopfattelse - altså en indre problematik. Og den er du selv ansvarlig for at rette op på.

... og lad ham ta' sit!
En klassisk fejl er at lægge ansvaret fra sig ved for eksempel at sige: "Ingen af mændene på min vej var modne til et seriøst forhold" eller "alle mænd er utro svin". Det løser ikke noget. Du må heller ikke bebrejde dig selv for de fejl, du måske begik eller de tegn, du overså. Derimod skal du lede efter din egen rolle i det dårlige parforhold.

Måske kan årsagen forklares med: "Når jeg møder en mand, lægger jeg hurtigt for mange følelser i vores relation, og når vi skilles, er jeg ked af, at jeg har forsømt mig selv"? Eller "Jeg falder ofte for den utro type. Jeg ser faresignalerne, men tør ikke reagere på dem, fordi jeg ikke vil ligne en usikker hystade - også selvom jeg har ret i min mistanke om, at kæresten boller med sin sekretær"?

Bryd mønsteret
Kast et blik tilbage på de mænd, du har mødt: Er der er et fælles mønster i de forskellige parforhold? Det kan skyldes, at dele af din selvopfattelse ubevidst har skubbet dig ind i det samme mønster igen og igen: Udsender du signaler, som tiltrækker dårlige typer? Leder du efter noget, som ikke findes? Vælger du idioter, fordi du ikke tror, du fortjener bedre? Falder du for playere, fordi de giver dig deres ubetingede opmærksomhed for at få dig på krogen? Er du bange for at være alene? Er det fristende at være sammen med en halvhjerne, fordi det stiller færre krav til dig selv?

Målet er, at du får en større bevidsthed om din egen selvopfattelse og dens indflydelse på din tilgang til kærlighed og parforhold. Den erfaring kan give dig bedre muligheder for at genkende mønsteret og bryde det, inden du sender dig selv i armene på endnu et usundt parforhold.

Skab forandring
Overvej hvordan I var sammen: Hvordan varetog han forholdet? Hvordan varetog du det? Hvorfor gik I fra hinanden? Hvor var du utilfreds med tingenes tilstand - og hvor var han utilfreds? Hvordan kunne I have gjort det anderledes? Nogle gange vil du opdage noget vigtigt under den slags refleksioner. Handlemønstre, tanker eller forskelligheder. Noget brugbart du kan tage med til dit næste forhold.

En anden vigtig eftertanke er at finde de værdier, som fik dig til at blive hos ham i for lang tid. Måske mener du, at man skal respektere og rumme andres både gode og dårlige sider? At man skal være overbærende, høflig og ansvarsfuld overfor andre? At facaden kommer frem for alt, eller at andres velbefindende kommer før dit eget? Tænk over, om du vil holde fast i de værdier, eller om du ikke kan tillade dig selv at gå på kompromis med dem i de situationer, hvor de ikke giver dig noget positivt.

Læs også