Sexologen: 5 ting I kan starte med at gøre, når lysten kniber i parforholdet
foto: Pantherstock
Rigtig mange, der lever i lange parforhold, kommer ud for perioder, hvor lysten til sex er lidt svær at få øje på. Det kan der være mange grunde til. Det kan handle om energi, livsomstændigheder, pres på arbejdet, sorg eller andre ting.
Pludselig er I flere i sengen: Indkøbslisten flimrer for dit indre øje, der var også lige hunden, der skulle have en tid til dyrlægen - eller værre endnu: svigermor på grund af det, hun sagde forleden.
Det behøver bestemt ikke at betyde, at der er noget galt med jeres parforhold eller kærlighed, hvis lidenskaben er på vågeblus. Der kan godt gå vasketøj og rutiner i den. Men hvad gør man som par for at få lyst igen?
Vi har spurgt sexolog og foredragsholder Jakob Olrik, der møder mange par med den udfordring.
”I starten af et forhold er de fulde af lidenskab og enormt draget af hinanden. Hvor bliver det af? Stille og roligt kan man komme til at skifte legen og lysten ud med kontrol og tryghed. Lyst og kontrol er to modsatte ting. Når man går meget op i at koordinere indkøb og have styr på økonomi osv., så giver man naturligt nok køb på det andet. Men det er slet ikke umuligt at finde tilbage til lidenskaben. Der skal bare arbejdes lidt for det,” siger han.
Her er Jakob Olriks 5 bud på, hvordan I får skabt mere lyst imellem jer:
1. Jeres sidste aften og nat – et tankeeksperiment
Forestil dig en vilkårlig aften, at dette er den sidste aften og nat, du har med din mand. Du behøver ikke at fortælle ham om dit tankeeksperiment. Men hav følelsen inde i dig. På den måde kan du snyde din hjerne. Læg mærke til, hvad der kommer op, når I er sammen. Måske du lægger mærke til detaljer ved ham og jeres samliv, du havde glemt. Mon du får lyst til at kysse og nusse ham, når du ved, at I ikke skal se hinanden igen? Det kan også være, at du bliver ked af det. Uanset hvilke følelser, der kommer op, så undersøg dem. Man kan let komme til at tage hinanden for givet i et parforhold, og denne øvelse kan hjælpe med at komme tilbage til nærværet.
2. Giv hinanden mere plads
I et parforhold kommer vi nogle gange til at leve parallelle liv, selvom vi bor under samme tag. Især hvis begge har travle jobs og måske unger og fritidsinteresser. Samlivet går hen og bliver en praktisk foranstaltning, hvor det eneste I foretager sig sammen nærmest er at koordinere og fordele arbejdsopgaver. Hvor sms´erne før havde frække og kærlige undertoner, handler de nu om, hvem der køber hakkebøf og toiletpapir med hjem. Her kan det faktisk være sundt at give hinanden og hverdagen en lille pause. Måske du kan rejse bort en uge eller gå ud en aften. Det kan give ny energi til jeres forhold, hvis I får lov til at savne hinanden. Måske får du bagefter sommerfugle i maven ved tanken om at skulle se ham igen. Skal du derimod samle energi til gensynet efter lidt tid hver for sig, kan det også være interessant at notere sig.
3. Tag ansvar for din egen glæde
Der er en tendens til, at vi forlanger alt for meget af vores partner. Vedkommende skal gøre dig lykkelig og tage ansvaret for, at du er tilfreds i dit liv. Er du ikke det, så er det hans skyld. Det er meget at lægge over på et andet menneske. Det er også dejligt, hvis man som par kan inspirere hinanden, i stedet for at prøve på at redde og opfylde hinanden. Så prøv at finde ud af, hvad du har brug for mere eller mindre af i dit liv for at være glad og at have mere overskud. Det kan være, at du savner at svømme, gå til gospel eller tage nogle dage på festival. Mærk efter og handl på det. Ellers kan lidenskaben drukne i skuffelsen og bitterheden over, at dit liv ikke er blevet, som du drømte om.
4. Gør noget nyt
Han ved lige, hvad han skal gøre for at få dig til at komme … og omvendt. Der er næsten gået rutine i noget smukt. Hvis det er blevet lidt kedeligt i sengen, så prøv at gøre noget nyt sammen. Måske I skal skifte dobbeltsengen ud med mælkebøttemarken bag moster Bentes sommerhus? Det kan også være, at I skal prøve en ny stilling eller udleve en fantasi. Det er sjovt at overraske sig selv og hinanden. Nogle gange skal der ikke mere til end et erotisk eventyr til for at få gnisterne til at knitre igen.
5. Gå på opdagelsesrejse i hinanden
Da I mødte hinanden, var I helt vilde efter at lære hinanden bedre at kende. I snakkede hele natten og udforskede hinandens kroppe. Nu føler I, at I ved, hvad den anden vil sige, før han overhovedet åbner munden … eller bukserne. Det er blevet lidt kedeligt og forudsigeligt. Men måske tager du fejl. Gå på opdagelsesrejse I hinanden. Smid charter-indstillingen ud, tag rygsækken på og find ud af, hvilke kroge I endnu ikke har besøgt. Vær nysgerrig og lær hinanden at kende igen.
Hør Jakobs podcast:
Sexolog Jakob Olrik står bag podcasten Jakobs Sofa. Her optager han samtaler med klienter under samtaleterapi om sex og kærlighed. Mød parret, der efter mange år sammen har udfordringer med lidenskaben. Hun har ikke så meget lyst og er meget oppe i hovedet. Han er omvendt alt for meget ovre i kvinden og ikke hjemme hos sig selv. Jakob guider til en vejrtrækningsøvelse, der får tårerne frem.