Dyrker du sex for husfredens skyld?
foto: Panthermedia
Det er fredag aften. Stearinlysene er tændt, måske har I drukket lidt vin, og du havde egentlig tænkt, at det kunne være hyggeligt at gå tidligt i seng, sammen med ham. Og så er du bare så træt. Hele dagen har du styrtet rundt og løst den ene opgave efter den anden. Først på arbejdet, så derhjemme.
Sex er mildt sagt ikke det, du har mest lyst til. Overhovedet.
Men bagerst i køen af opgaver står en mand, der synes, at NU er det helt perfekte tidspunkt til at 'gå hele vejen'. Hvad gør du?
- Mange kvinder kender oplevelsen af ikke at have overskud til sex, når dagens gøremål er overstået. De føler, at der er blevet krævet så meget af dem, at de ikke har mere at give af, når det endelig burde være tid til ham, de elsker, fortæller parterapeut Katrine Axholm.
Han får for lidt sex
For mænd forholder det sig ofte helt modsat. I hvert fald møder Katrine Axholm jævnligt par, hvor manden synes, han får for lidt sex.
- Han mener, at det er hendes skyld. Hun tager måske skylden på sig, eller også mener hun, at det er hans eget problem, som han selv må rode med. På den måde går de fuldstændigt forbi hinanden. At have et godt parforhold er altid et fælles ansvar, og det er aldrig kun den ene parts skyld, når sexlivet ikke fungerer, understreger Katrine Axholm og minder om, at manglende lyst til sex ofte er det første symptom på, at der er nogle andre problemer i forholdet.
- Jeg kender ingen kvinder, der ikke har lige så meget lyst som mænd, hvis de føler sig elsket, anerkendt og forstået.
LÆS OGSÅ: Parforhold: Sådan tackler I forskelligt behov for berøring
Pligtsex
Dybest set vil mand og kvinde gerne det samme, men vejen dertil er forskellig.
- Man siger, at mænd får dækket deres behov for nærhed gennem sex, mens kvinder får det gennem samtale. Jeg plejer at sige, at vejen til soveværelset for kvinders vedkommende går gennem stuen. Vi har brug for følelsen af at være tunet ind på hinanden, for at vi rent fysisk får lyst til at åbne os for manden.
Råd af typen: "Jo mere sex du´dyrker, jo mere får du lyst" eller: "Indfør lille onsdag og store fredag" (onsdag nusser I, og fredag går I hele vejen, red.), giver Katrine Axholm ikke meget for.
- Jeg synes ikke, man skal gøre noget, man ikke har lyst til. Der skal være en vilje i det. Det skal ikke bare handle om, at man gør det for ikke at føle sig skyldig. Jeg kender selv til at tænke: "Jeg orker det ikke rigtig, men jeg ved, det bliver dejligt, når vi kommer i gang". Der er også kvinder, som er afklarede med, at de i øjeblikket ikke har særlig meget lyst, måske fordi de har små børn, men de vil rigtig gerne gøre det alligevel, fordi de elsker ham. Pligtsex bliver bare så let en byttehandel, hvor du gør noget for at få noget andet, og så er det bedre at sige: "Det har jeg ikke lyst til" og at få talt om, hvad det er, der gør, at du ikke har lyst.
Dit ansvar
Nej tak til fars pølse
Mandens del af ansvaret ligger i at sætte sig ind i, hvordan det er for kvinden. Når Katrine Axholm møder mænd, der føler, at de får for lidt sex, plejer hun at spørge dem, hvad de selv gør for at give deres kæreste eller kone mere lyst.
- Jeg fortæller dem, at det, de gør lige nu, ikke virker, og at de er nødt til at forstå, at det også kræver mere af dem at få et mere aktivt sexliv. Af og til viser det sig så, at manden er lige så træt som kvinden. Det, han drømmer om, er den der aaah-agtige udløsning, der får ham til at falde i dyb søvn bagefter. Det er der ikke særligt mange kvinder, der tænder på, og når manden så bliver afvist, reagerer han måske ved at blive fornærmet.
- Der, hvor kæden springer af for mange mænd, er nemlig, at de tror, sex er noget, de skal have. Så det skal kvinden give ham. Sådan hænger det jo ikke sammen. Han må selv komme på banen, lade være med at tage afvisningen personligt, og hjælpe hende til at finde ud af, hvorfor hun ikke har lyst, og hvad der skal til, for at hun får lysten igen. Nogle mænd har heller ikke en særlig god føling med, hvad kvinder egentlig tænder på. Det er ikke særligt sexet at spørge, om lillemor skal smage fars pølse, ej heller at tale babysprog eller være overkæk.
LÆS OGSÅ: Husker du din første kærlighed?
Kæresteforbindelsen
Af og til når parforholdet er gået helt i hårdknude, kan Katrine Axholm finde på at foreslå parret, at de i en periode slet ikke har sex.
- Når de er kommet dertil, hvor de hele tiden misforstår hinandens signaler, og hun måske føler, hun dårligt kan tage hans hånd, uden han tænker "SEX", kan det være en god idé at holde en pause. Så kan de lave alt muligt andet, f.eks. holde i hånden, massere hinanden og bruge tid på at tale om det, der er galt, og hvordan det kan blive bedre. At flirte og komplimentere hinanden skal ikke bare være en optakt til sex, forstået som "nu gør jeg noget for dig, og så gør du noget for mig." Kæresteforbindelsen skal være der hele tiden, og både mand og kvinde skal have lyst til at gøre noget af kærlighed og uselviskhed.
Om eksperten
Katrine Axholm er parterapeut med egen praksis, forfatter og foredragsholder. Hun har også medvirket som ekspert i flere tv-programmer om kærlighed. Læs mere om hende på www.axholm.com