Sissel-Jo Gazan: "Jeg er typen, der bliver stærk, når the shit hits the fan"

Det startede med, at Willow fik mere og mere ondt i hovedet over et par uger. Han blev slap i kroppen og kunne ikke tåle lys.

Hospitalet kunne ikke finde ud af, hvad der var galt med Sissel-Jo Gazans lille søn, først efter syv måneder fik han diagnosen Anti-MOG Syndrome — en autoimmun sygdom, man troede var i familie med multipel sclerose, men har fundet ud af, at det er en selvstændig sygdom.

På det tidspunkt havde han både været blind og flere gange ligget på intensivafdelingen med en betændelsestilstand i hjernen.

– Alle de spørgsmål, min mand og jeg stillede, foregik i en vis grad hen over hovedet på Willow: ”Bliver han en grøntsag? Får han et normalt liv? Får vi ham med hjem?”

- Senere spurgte han mig selv om de ting: ”Skal jeg dø? Kommer jeg med hjem?” Jeg svarede selvfølgelig nej, men jeg vidste det jo ikke engang selv, fortæller Sissel-Jo Gazan, som på det tidspunkt stod midt i en skilsmisse fra Willows far, Mark.

– Vi skændtes meget, men da Willow blev syg, stak vi totalt piben ind. Vi skulle bare ikke stå og skændes, når det handlede om hans overlevelse. Og det tror jeg, at børnene kunne mærke. At vores kærlighed til hinanden stadig var intakt. Selv om vi ikke skulle være sammen længere.

I dag lever Willow et normalt liv, selv om han er meget medicineret. Sissel-Jo og Mark er blevet skilt, men bor i nærheden af hinanden i Berlin og er hinandens bedste venner.

– 2018 var indlæggelse på indlæggelse — fem måneder i alt. Vi kunne overhovedet ikke skimte land og var bange for, at vi ville miste Willow. Det handlede bare om at træde vande og ikke drukne.

- I 2019 kunne vi skimte land, nu er vi kommet ind til land og op og har overskud til at se på, at vi alle sammen lider af PTSD (posttraumatisk stresssyndrom, red.) i forskellig grad. For det kommer man til, når man tror, at man skal miste sit barn, og alt bare er truende og uvist i månedsvis.

Når du ser tilbage, hvordan har hele forløbet så påvirket dig?

– Der er mange ting, der er blevet sat i relief. Jeg har lært, at det ikke kun er andres børn, der bliver syge, det kan også ramme mig. Og jeg har stadig reaktioner på det – for eksempel kan jeg begynde at græde uden anledning, det kommer lidt i udbrud.

- Mark og jeg har begge gået til psykolog, men det kommer i anden række, hvordan vi har det. Jeg håber, at Willow kommer til at gå i terapi hele sit liv — jeg fatter ikke, at det er så underprioriteret.

– Den medicin, Willow får, gør, at han har taget på og har måneansigt, så jeg har også lært, at man ikke skal være fordømmende over for tykke børn. Det har jeg været før, og jeg skammer mig over det.

Trods alt det her har du formået at skrive en ny bog — hvad er det for nogle ressourcer, du trækker på?

– Jeg tror, at jeg er typen, der bliver stærk, når the shit hits the fan. Det er også mig, der har forsørget os alle fem, og hvis der ikke er penge nok, går det først helt galt. Så når du spørger, hvordan jeg kan skrive en bog midt i alt det her … Det kan jeg, fordi der ikke er noget, der hedder, at jeg kan lade være, siger Sissel-Jo Gazan.

Her fortæller hun om den kærlighed, der har været og stadig er den lim, der binder det hele sammen. Til eksmanden, børnene, forældrene, naturen og det skrevne ord.

Sissel-Jo Gazan

46 år

Forfatter og biolog. Slog igennem i 2008 med "Dinosaurens Fjer" og har siden haft stor succes med sine romaner. Hendes nye roman "Hvide Blomster" udkommer 6. oktober.

Sissel-Jo blev skilt fra sin australske mand, Mark, for nylig, og bor nu sammen med sine to yngste børn i Berlin. Den ældste datter, Lola, er flyttet hjemmefra.

Mark og jeg er for life

– Min kærlighed til Mark er meget stor. Den er anderledes, men stadig meget dyb. Jeg oplever en meget stor samhørighed med ham og et ansvar for ham. Jeg føler lidt, at han er skyllet op på min strand. Og så har han jo givet mig to vidunderlige børn, så er jeg så taknemmelig.

- Da jeg sagde til Mark, at jeg ikke kunne være i ægteskabet mere, og vi gik fra hinanden, tror jeg på en måde, at jeg har re-traumatiseret ham, fordi hans mor også forlod ham. Og han gik helt ned med flaget.

– Men nu tror jeg, at jeg er ved at gøre det omvendte, fordi jeg stadig er her. Han får en erfaring, der hedder, vi to er for life. Selvfølgelig er vi det. Til vores bryllup blev vores kærestesang, ”Whatever happens (don’t let go of my hand)” med Michael Jackson og Carlos Santana spillet, og det kom til at holde stik. Vi har aldrig sluppet hinandens hænder, og vi kommer aldrig til det.

– Da Mark fyldte 50, og hans søn fyldte ét år, holdt vi en fest, og hans forældre, som har været skilt i 47 år, kunne ikke være i samme rum. Ved du hvad, jeg synes, det er? Latterligt. Fuldstændig latterligt!

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik børn med sin bedste ven: "Jeg blev lykkelig, da jeg slap tanken om kernefamilien"

- Men det er den erfaring, Mark har, og lige da vi gik fra hinanden, sagde han også nogle meget umodne ting, som for eksempel: ”Du tager ikke mine børn fra mig!” Øh, nej, det har jeg heller ikke tænkt mig. Men han kom med sin erfaring, og jeg kom med min, som er en lykkelig skilsmisse mellem mine forældre, der er de bedste venner i dag.

– Nu kan jeg mærke, at han virkelig begynder at tro på os som et team for life. Det er ikke, fordi det altid er nemt — det er jo ikke en dans på roser at blive skilt. Men jeg synes, jeg kan mærke, at han bliver bedre og bedre til at løse konflikter. Så vi taler sammen hver dag.

Du har før fortalt om forholdet til din mor, og hvor forskellige I er – ligner du din far mere?

– Ja, jeg har min fars sind, men er opdraget af min mor og har lært hendes måde at tackle konflikter på. De første fem år så jeg min far rigtig meget. Jeg husker det ikke så godt, men det lægger nok alligevel et fundament.

- Han var kun 20, da han fik mig, og da hans karriere tog fart, og han flyttede først til København og siden til New York, begyndte jeg at se på ham på en helt anden måde.

– Jeg heler nogle af mine egne sår ved at give mine børn en far, der er der hele tiden. Mark er en drømmefar, fordi han er så engageret — selv om jeg ville ønske, at han ville give dem nogle flere grøntsager, men han spiser dem overhovedet ikke selv.

- Men han er meget til stede og god til at spille fodbold og lave Lego og sådan noget – det har min far aldrig gjort. Han har til gengæld taget mig med i Hemingways fodspor og fortalt mig om verdenslitteraturen og sådan nogle ting. Det har en stor værdi, men først fra en bestemt alder. Så jeg elsker begge mine forældre meget højt, og det er svært at se dem blive gamle, synes jeg.

Hvad er svært ved det?

– At skrue sine forventninger ned. Jeg vil enormt gerne have et meget nært forhold til min mor, jeg vil gerne arbejde på mit forhold til hende og udvikle det. Det er blevet sværere, synes jeg.

Er jeres forhold da ikke godt nok, synes du?

– Jo, vi har et meget kærlighedsfuldt forhold, men vi er meget forskellige. Jeg har det lidt, som om jeg er en alien, der er dumpet ned på min mors planet. Hun gør sig meget umage, men jeg tror seriøst ikke, at hun fatter mig.

– Jeg tror for eksempel, at hun synes, at jeg har dårlig økonomisk sans og forvalter mine penge forkert. At jeg er alt for forfængelig og bruger for mange penge på mit udseende. At jeg er alt for hidsig og lader mig styre alt for meget af mine følelser.

- Jeg har altid set vildt meget op til min mor og har i mange år haft den følelse, at jeg ikke kunne gøre noget, uden det skulle gå gennem hende og godkendes af hende. Sådan har jeg det ikke mere. Så måske er det lidt følelsen af, at hun falder fra en piedestal.

Kærligheden til dine børn – kan du sætte nogle ord på den?

– Jeg håber meget, at det dejlige forhold, jeg har til min ældste datter, Lola, giver et lille indblik i, hvordan vi kommer til at have det sammen, når hun bliver voksen. Vi er meget mere ens end min mor og mig — selv om vi også er forskellige på mange punkter.

- Men vi har begge to den dér: ”Fuck, vi har ingen penge! Ej, en pæn guldbikini, den er vi nødt til at købe!” Ikke at hun er forkælet — hun har forsørget sig selv, siden den dag hun blev 18. Men ingen af os er specielt fornuftige.

– Lola er mit eventyrbarn. Vi har rejst mange steder sammen, fordi jeg kun havde et barn, så jeg gjorde alt det med hende, man kan gøre som enlig mor uden en far inde i billedet. Jeg har nok også altid haft lidt dårlig samvittighed over for Lola.

- Jeg fik hende, før jeg brød igennem, og jeg er meget ambitiøs, så der var mange år, hvor jeg ikke var hjemme og til stede i familiens skød. Jeg har været meget optaget af, hvad der skete med min karriere, og det har jeg dårlig samvittighed over. Det gør så også nu, at det er så dejligt at mødes med hende og gå ud og spise og snakke og shoppe og hygge os – jeg elsker at have en voksen datter.

–Willow er den, der ligner mig mest, og det er vildt eksotisk, at han er en dreng, fordi han så også er anderledes end mig. Men på sjælen er han den, der ligner mig mest med de store følelser. Det er lidt vildt at få mange børn, for man bilder sig ind, at de er lidt ens, men de er enormt forskellige. Frankie, den lille, hun slentrer bare gennem livet. Hun er en livsnyder, som synes, at alt er dejligt.

- Hvor Willow kan finde på at sige: ”Nogle gange er jeg bange for, at jeg ikke får et godt liv, mor.” Han har et mere skrøbeligt og følsomt sind. Men vi skal passe godt på Frankie, for hun er en lille medløber, der bare altid har været nem. Også igennem alt det, der skete med Willow.

– Hun har fået lidt mere kant her under coronakrisen, og det er helt klart en reaktion på, at vi er kommet op på land igen efter at have været helt ude og svømme. Det kan hun mærke på sit niveau.

- Hendes approach har hele tiden været: ”Nåh, har Willow en dårlig dag? Så går jeg lige ind og tegner en tegning til ham.” Aldrig noget med, hvorfor det altid var ham, der fik opmærksomhed. Det er hun begyndt at få lidt mere af nu, og det glæder jeg mig over.

– Willow er helt klart min bekymring. Det var han også, før han blev syg, fordi han er meget sensitiv. Frankie er min spilopmager. Hun sover længe, man kan have hende med på restaurant, hun er den nemme. Frankie er lavet af kryptonit, mens Willow er lavet af fe-støv.

Jeg tumlede bare rundt

Da du var lille, skrev du i en poesibog, at du enten ville være rockstjerne eller bondekone. Hvordan opstod kærligheden til biologi?

– Det var nok mest et udtryk for, at jeg ikke havde nogen som helst idé om, hvad jeg ville. Der var ingen rød tråd, jeg tumlede bare rundt og var virkelig dårlig i skolen frem til 8. klasse. Men jeg har altid været meget observant og har en helt utrolig god hukommelse.

- Jeg kan huske de mindste detaljer fra min barndom, og jeg sugede det hele til mig. Jeg var ikke et af de dér børn, der bare vidste, hvad hun ville, men jeg har altid skrevet meget.

– Det hele er sket meget tilfældigt. Jeg ville gerne være læge, så jeg kom ind på medicinstudiet, men fik kolde fødder. Jeg ville ikke tabe suppleringskurserne på gulvet, og jeg var sur over, at jeg kun havde fået 8 i biologi, så jeg tænkte: ”Det kan man vel også læse.” Da jeg kom ind på studiet, opdagede jeg, at det ikke var noget for mig, og så sagde min mor: ”Jamen så må du jo give op.”

LÆS OGSÅ: Lone Frank: "Kærligheden var ved at kvæle mig indefra"

- Men fuck det, der er ingen, der skal sige til mig, at jeg skal give op! Så jeg fik en studiegruppe, bestod de første eksamener og blev lidt ambitiøs over, at jeg også kunne tage bachelor.

– Så mødte jeg Lolas far, Martin, blev gravid og skilt igen og tænkte: ”Fuck, nu er jeg i slut-20’erne og har kun en bachelor, som jeg ikke kan bruge til noget, jeg må hellere gøre det færdigt.”

- Jeg gik tiggergang på mit gamle fakultet for at få en specialeplads og stødte ind i min vejleder, som sagde, at jeg kunne skrive om dinosaurer. Det lød tilpas gak, så det tog jeg.

Så du har i virkeligheden slet ikke haft en brændende interesse for fugle?

– Overhovedet ikke. Men det fik jeg. Ligesom jeg bruger min viden om evolution, immunologi, svampe og planter i mine romaner. Jeg har en enormt stor kærlighed til naturen. Da jeg var barn, kunne jeg lide dyr mere end mennesker, og jeg følte mig så meget i ét med naturen, at jeg græd, når min mors kæreste beskar træerne, fordi jeg var sikker på, at det gjorde ondt på dem. Efter at have læst biologi er jeg blevet mere kynisk.

- Jeg elsker stadig naturen, men jeg har det også en lille smule sådan, at jeg helst vil sidde indenfor og kigge ud på den, he he.

Jeg flytter ingen steder uden Mark

Du har før beskrevet din store kærlighed til Berlin – hvorfor lige den by?

– Ja, det startede med den vildeste forelskelse, men nu føler jeg lidt, at jeg er fanget der. Ikke fordi vi har et dårligt liv i Berlin – vi er glade for vores liv, vi har en dejlig lejlighed, og børnene er glade for deres skoler og børnehaver. Men nu er vi jo blevet skilt, og jeg er godt klar over, at hvis vi skal ind i Danmark igen, skal jeg have Mark med. Jeg flytter ingen steder uden ham. Det ville være som at tage livet af mine børn.

Kunne du godt tænke dig at flytte hjem?

– Det ved jeg faktisk ikke rigtig. Jeg tænker ikke så meget over det.

Du har boet mange steder i dit liv – hvilke holder du mest af?

– Australien er helt klart på listen. Jeg kunne godt forestille mig at flytte dertil, når jeg bliver ældre. Jeg tror, at det er et fedt sted at blive gammel. Der er så meget frihed, så mange ting, du kan. Og nogle af mine bedste venner bor dernede.

Jeg tager ikke telefonen, når den ringer

Du har en stor forkærlighed for det skrevne ord?

– Ja, den er fuldstændig enorm, og det har den været, helt fra jeg var lille. Jeg prøver at blive bedre til at tale i telefon, for jeg får lidt angst over det.

- Når jeg først har vedkommende i røret, kan jeg godt snakke i timevis, men det dér med at skulle planlægge, hvornår vi skal snakke, det kan jeg ikke lide. Jeg tænker SÅ meget over det: ”Åh nej, nu ringer han, og jeg vil hellere lave noget andet nu!”

- Jeg bliver stresset over det, men min ven i Sydamerika har sagt, at jeg skal blive bedre til det. For der er noget, man kan, når man taler i telefon sammen, som man ikke kan, når man sender beskeder til hinanden. Men jeg har altid været bedre til det skrevne ord. Før der var sms – uh, jeg elsker sms! – skrev jeg hellere et postkort, end jeg ringede.

– Men når man skriver til hinanden, præsenterer man jo den del af virkeligheden, man gerne vil præsentere vedkommende for, og kan kontrollere situationen. Det kan man ikke, når man taler sammen, for så kan den anden spørge ind til noget, jeg ikke lige havde regnet med.

- Det er dét, det skrevne ord kan: Man kan bestemme det hele. At skrive en roman er faktisk den ultimative kontrolfreak-øvelse, fordi man bestemmer det hele selv.

Så du tager ikke telefonen, når man ringer?

– Nej, det gør jeg ikke. Ha ha!