5. uge: Hurra – prøven er positiv

Endelig kommer dagen, hvor jeg burde få menstruation - hvis jeg altså ikke er gravid. Samme morgen får jeg afleveret en urinprøve hos lægen vel vidende, at min menstruation sagtens kan udeblive en uge eller mere bare ved tanken om, at det skulle være lykkedes os allerede i første forsøg.

Jeg kan slet ikke holde ud at blive siddende i venteværelset og vente på resultatet, så jeg cykler hjem og vil så ringe senere.
En halv time senere står jeg igen hos lægen. Denne gang med min fireårige datter på armen. Hun er kommet til skade i børnehaven.
Lægesekretæren kan så fortælle, at prøven er positiv! Kvalmen og den oppustede fornemmelse er ikke ren indbildning, jeg er virkelig rigtig gravid.

Hun siger tillykke og spørger så, om jeg vil låne deres bog om risikovurderinger i forbindelse med graviditet. Næh, nix og nej. Ingen skal få lov at ødelægge min glæde. Jeg ved godt, at meget kan gå galt, og at faren ikke er mindre, når nu jeg har rundet de 30, men jeg bliver da tosset, hvis jeg skal gå og tænke på det hele tiden. Lad mig nu lige først vænne mig til tanken om, at jeg til november bliver mor til barn nummer tre.

Det viser sig for øvrigt, at min datter har brækket benet, men heldigvis har hun ikke ondt, så jeg har ikke (ret meget) dårlig samvittighed over det store smil, jeg slet ikke kan få af mit ansigt hele vejen hjem.