Fem råd til gravide, der skal flyve på ferie
Foto: Colourbox
1. Få styr på rejseforsikringen
Find ud af, hvordan dit forsikringsselskab dækker under rejsen. Gælder der for eksempel særlige begrænsninger, fordi du er gravid? Det kan være en idé, at tegne en afbestillingsforsikring, så du kan aflyse rejsen, hvis du får komplikationer af din graviditet inden afrejse. Mange forsikringsselskaber har særlige regler for gravide, som har modtaget fertilitetsbehandling eller venter mere end ét barn. Tal med dit forsikringsselskab.
Rejser du på ferie inden for Europa af op til en måneds varighed gælder Den Offentlige Rejsesygesikrings regler som vanligt. Husk i den forbindelse, at det gule sygesikringsbevis kun dækker akut sygdom/tilskadekomst og hospitalsophold inden for EU- og EØS-lande.
2. Vælg et rejsemål der passer dig
Når du skal vælge rejsemål er det vigtigt, at destinationen passer til dig og ikke omvendt. Blandt andet er det rart at vide, at der er et sygehus eller en læge i nærheden, hvis noget skulle støde til i forbindelse med graviditeten. Vælg i det hele taget et rejsemål, hvor du føler dig sikker. Tag altid vandrejournalen med på ferien.
3. Tjek flyselskabets regler
Kontakt dit fly- eller rejseselskab i god tid inden afrejse og find ud af, hvilke regler selskabet har for gravide. Reglerne varierer alt efter selskab og rejsens længde, men de fleste flyselskaber vil lade dig flyve indtil fire uger før forventet fødsel, hvis din graviditet forløber uden komplikationer. Nogle selskaber beder desuden om at se en lægeerklæring, der dokumenterer, hvor langt du er henne i din graviditet.
Mange flyselskaber lader dig rejse 2-4 uger inden termin, det kræver dog en erklæring fra din læge, og du må som udgangspunkt ikke rejse i mere end fire timer. Husk at planlægge din rejse, så du flyver både ud og hjem inden den fastsatte grænse.
OBS: Venter du mere end ét barn gælder der særlige begrænsninger – tjek med dit flyselskab.
4. Bevæg dig under flyrejsen
Gravide har lidt højere risiko for at få blodpropper under flyveturen, særligt i benene. Derfor er det en god idé at købe et par støttestrømper til at have på under turen. Sørg for at sidde ordentligt og husk at bevæge dig: Vip fødderne op og ned nogle gange, og gå lidt frem og tilbage under turen. Tal altid med din egen læge om sikkerhed og komfort under rejsen.
5. Tal med din læge om vaccinationer
Skal du rejse til en verdensdel, hvor vaccination er nødvendig, skal du tale med din læge om vaccinationer, helst i god tid inden afrejse. En del vacciner frarådes til gravide, og der kan være rejsemål, som du helt bør undgå, for eksempel fordi mulighederne for malariaforebyggelse er begrænsede.