Årshoroskop for Tvillingen 2024
Opdateret december 2023. Illustration: Gry Futtrup Rasmussen
Tvillingen 21/5 – 20/6
Kærlighed
Er du single, vil der være tre gange i 2024, hvor kærligheden kan krydse din vej. Det er i april, juni og i august. Lever du i et fast kærlighedsforhold, må du være forberedt på, at din bedre halvdel kan være mere impulsiv og spændingssøgende end normalt. Din partner har måske længe gået med nogle personlige ønsker, som nu ser ud til at kunne føres ud i livet, hvilket i perioder kan sætte kærligheden på standby. Du bør være medspiller frem for modspiller.
I forholdet kan der være behov for kærestedage i løbet af året, og hvis det er relevant, er dagene op til 19. januar, 4. juni og 8. oktober oplagte til formålet. Selv om du lever i et såkaldt ”harmonisk” forhold, kan der være brug for justeringer.
Der er dage i februar og september, hvor det er gavnligt at tage en snak. I november og december kan der være nogle uenigheder imellem jer, som giver anledning til diskussioner. Overordnet set vil din partner være indstillet på at gå på kompromis og gøre en indsats for at leve op til dine krav og forventninger.
Familie og venner
Året vil ikke skille sig markant ud på familieområdet. Noget vil måske være anderledes, og det kan være dine boligønsker. Måske ønsker du at afprøve andre boligformer, hvor kollektive boformer kan modnes i dine tanker.
I februar og juli kan der være nogle forhold i familien, der skal klares. Hvis du imødegår udfordringerne uden at blande følelserne ind i det, kan det løses. Har du tanker om at flytte i 2024, kan det komme i fokus i maj eller oktober.
Venner
Du har som oftest venner, der er handlekraftige, hvilket som regel inspirerer dig. Derfor vil der altid være meget dynamik og aktivitet, når I er sammen. Der kommer mange gode stunder med vennerne i juni, august, september og november.
Hverdag og job
Lige som sidste år er der igen markant fokus på job- og karriereområdet. Er du i tvivl om, hvorvidt du er på den rigtige erhvervshylde, må du være tålmodig lidt endnu. Det er formentlig først om et års tid, at du kan styre i den ønskede retning.
Astrologi: Hvad er forskellen på ild-, jord-, luft- og vandtegn?
Særligt i februar og september er arbejdslivet i centrum, hvor du bør tage nogle beslutninger. Pusler du med tanker om at skifte job eller forlade arbejdsmarkedet, vil det med stor sandsynlighed vise sig sidst i maj eller i oktober. Du kan i perioder gå meget op i dit velbefindende, f.eks. i psykologi og sundhed generelt. Du er i den forbindelse nysgerrig, men der skal en hel del overbevisning til, før du kaster dig ud i noget ukendt.
Fremtid
Du har mærket tankemylder de sidste par år. Det har måske bevirket, at du har lagt din tilværelse om på forskellige områder. Hvis ikke du har gjort det endnu, kan det ske i 2024. De områder, du søger hen, når du skal finde den indre ro, har måske været forstyrret i den sidste tid, men du vil snart opleve, at din indre kompasnål falder til ro og finder sit leje.
Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: