Dit horoskop: Kend dit stjernetegns hemmelige og følsomme sider
Illustration: Lotte Andkilde
Hvorfor er det, at så mange går op i deres stjernetegn? Når du bliver født, vil din fødselsdato afgøre, hvilket stjernetegn, du er, men hvad betyder det egentlig for dig? Hvis du tror på astrologiens logik, er dit stjernetegn med til at forme din personlighed. Personer med samme stjernetegn vil som regel have nogle af de samme karaktertræk, ligesom de vil adskille sig fra de andre stjernetegns karakteristika.
Når du kender dit stjernetegn, kan du lære meget om din egen personlighed. Alle stjernetegn er karakteriseret ved både at have stærke og svage sider. De er nøglen til dit indre og hjælper dig med at finde dine soulmates i de andre tegn og gro som menneske.
De 12 stjernetegn: Personlighed og karakteristika
Vædderns karakteristika (21/3 – 20/4)
Da de 12 tegn løb om kap, kom vædderen ind som nummer ét. Ikke fordi tegnet er bedst, men fordi det er hurtigst ude af starthullerne. Verden er fuld af muligheder, dagen er ny – og vædderen er vildt begejstret i hvert fald til at begynde med. En vædder pakker alt ud af Ikea-kassen, før den har læst instruktionerne, og hvis det skab nogen sinde skal op at stå med alle låger og hylder i i den rigtige retning, skal vædderen sørge for at få sig en stenbukkekæreste, der elsker at følge ting til dørs, for det gør vædderen ikke.
Hun føler sig holdt tilbage af mennesker, der er langsomme, og du skal ikke stå med tudefjæs, når hun skal
videre. Vædderens emotionelle styrke er klart hendes entusiasme og drive, alle vil være i nærheden af en glad vædder og have en lille bid af hendes foretagsomhed. Hendes svaghed er, at hun ikke lytter, og lærer af sine skønne zodiak-kolleger, for det ville gøre hende mere følsom, nærværende og give den dybde, hun mangler.
Vædderen har en flirtende personlighed og flirter med alt og alle fra hunde til børn til ældre og så naturligvis dem, hun synes er tiltrækkende. Når det gælder frække sms’er og kurtisering i det hele taget, er væddere impulsive, de tager det ikke mere alvorligt end som så. Og dog. Vædderen er karakteriseret ved, at hun er ikke god til at tage et nej eller værre … at blive overset, så bliver hun vred. Mange nederlag kan få vædderen til at søge mental støtte hos ligesindede og give villighed til at lytte.
Kun én ting kan virkelig fælde en vædder: At tabe terræn som firstmover eller løbe tør for energi for eksempel ved at komme til skade eller blive syg. Spirituelt og følelsesmæssigt kan vædderen lære allermest af krebs, fisk, tyr og vægt. Vægten er styret af en af de nye planeter, Eris, som står for ærlighed og evnen til at komme til sagens kerne, der kan gøre vædderen mest blød i knæene og finde de feminine og hjælpeløse sider frem.
Følsomhed: ++++ Styrker: Ildsjæl, initiativrig og modig Svagheder: Rastløs, impulsiv og temperamentsfuld Hvad vædderen frygter: At tabe
Tyrens karakteristika (21/4 – 21/5)
Hvis du har en tyr i dit liv, kan du garanteret nikke genkendende til, at tyren er kendetegnet ved en stabil og behagelig udstråling. Sensuel? Ja, mon ikke. Stresset? Nej da. For selv om tyrens karakteristika er horn og stædighed, står den ikke og fnyser og banker hornene mod hegnet i frustration, den nyder i overført betydning foldens grønne græs og smukke blomster.
Tyrens personlighed er rolig og sindig af natur, hvilket kan forveksles med eftertænksomhed, men det er det ikke nødvendigvis. Tegnets karakteristiske tålmodighed og evne til at træffe beslutninger er en af dens styrker, og alle livets appelsiner ender i sidste instans i tyrens turban.
Det er praktisk, eftersom tyren elsker romantik, luksusrejser, god mad og tøj i lækker kvalitet, og heldigvis handler dens hedonisme ikke kun om det, der kan købes for penge, men om at se og påskynde skønhed omkring sig. Præcis derfor burde vi alle gå i lære hos en vedholdende tyr for indimellem at stoppe og dufte til roserne og have tillid til, at alt godt kommer til den, der venter, i stedet for at prøve at tvinge livet i vores retning.
Tyrens svaghed? Tag et kig over på den modsatte side af himmelbuen til skorpionen, tyrens modsætning. Selv om de har samme udgangspunkt og er supersensuelle og stærkt knyttet til deres partner, er de alligevel forskellige som dag og nat. Skorpionen har karakteristika, som intensitet og dybde, mens tyren er fysisk og materiel af karakter.
Tyrens største frygt er at være uden for sin komfortzone, dens stædighed og til tider ”bulldozeragtige” personlighed er udtryk for det, men samtidig nøglen til tyrens potentiale. Dog skal tyren udfordres på den helt rigtige og forsigtige måde. En tyr vil blive udfordret – på godt og ondt – i forhold, forretning eller makkerskab med et ildtegn som vædderen, skytte eller løven. Men bliver det for meget ude af dens komfortzone, kan den ikke vokse, den stivner. En kæreste, ven eller måske terapeut, der har skorpiontræk, kan være en katalysator for tyren og vise, at det ikke er så farligt at sprænge rammerne for at genopstå en gang imellem.
Følsomhed: +++ Styrke: Stabilitet, ro og pålidelig Svagheder: Materialistisk, stædig og langsom Hvad tyren frygter: Forandring og et tomt køleskab eller minus på bankkontoen
Tvillingens karakteristika (22/5 – 21/6)
Tvillingen er med sine karakteristiske to ansigter et menneske, der er rigtig meget oppe i hovedet (der er to af dem), glad for mentale oplevelser og nye stimulerende bekendtskaber. Den dobbelte personlighed hos tvillingen er noget af det, der giver stjernetegnet et dårligt ry i kærlighed. Andre tegn kan blive rasende tiltrukket, men få har lyst til at investere i en dybtfølt fremtid med stjernetegnenes mest ”luftige” repræsentant. Måske er kunsten ikke at vinde tvillingens hjerte, men snarere dens hjerne.
Tvillinger har en umættelig trang til at lære, kommunikere og udforske, og de connecter med folk på det mentale plan. Et intenst og krævende forhold vil få en tvilling til at føle, at hun bliver frataget den frihed, det er at være nysgerrig, og hun vil trække sig. Tvillinger kan ”af-elske” med et fingerknips og se fuldstændig nøgternt og følelseskoldt på et forhold.
Tvillingens karakteristika med at tænde og slukke for følelser er en ”overlevelsesmekanisme” og både dens styrke og svaghed. Følelser er skræmmende, og de gør det svært for tegnet at udleve sit spraglede sind. På trods af dette kan en tvilling selvfølgelig stadig blive såret, og de vil overtænke, til deres hjerne ligner røræg.
Det er godt, at tvillingen er karakteriseret ved at være glad for at lære nye ting, for hvis der er noget, de med fordel kunne tage til sig, så er det stenbukkens fokus, ansvarlighed og stoicisme. Svend Brinkmanns ”Stå fast” er den perfekte værtindegave. At tage en gennemtænkt beslutning og stå ved den kan også styrke en tvillings selvbillede. Brudstykkerne, der udgør deres personlighed, samles, og de kan vise både andre og sig selv deres sande ansigt i længere tid. På mange fronter ved en tvilling, hvad hun har lyst til: Fart (på det mentale) og frihed.
Følsomhed: ++ Styrke: Intellektuel, tilpasningsdygtig og energisk Svagheder: Overfladisk og two-faced Hvad tvillingen frygter: Ensomhed
Krebsens karakteristika (22/6 – 22/7)
Den måneherskede krebs er alle stjernetegnenes moder. Krebsen karakteristika er, at hun er omsorgsfuld, følsom, empatisk og plejende. Krebs er familiemennesker, for hvem trygge og nære relationer er altafgørende. Krebsen vælger sine venner med stor omhu, og deres familie består ofte af flere end dem, de er forbundet med gennem blodet.
Redebygger-genet hos krebsen fjerner alle grænser for, hvad hun vil gøre, for at hendes nærmeste skal føle sig hørte og trygge, derfor kan hun let komme til at glemme sig selv i relationer. Krebsen elsker nemlig uden betingelser, og det er ovenikøbet let for hende. Derfor bliver krebsen også enormt afhængig af sine relationer, det er bagsiden ved at have så stort og åbent et hjerte.
De fleste født i krebsens tegn har nok en større eller mindre samler et sted i sig. Gamle fotos, barndomsminder og familieopskrifter er nogle af de ting, en krebs kan finde på at hoarde. Det er svært for en krebs at løsne krabbekløernes greb i fortiden og give slip.
I forhold kan krebsen på grund af sin konfliktsky personlighed komme til at kræve en del af sin partner og forvente, at dens behov bliver imødekommet og tilfredsstillet, uden at de rigtig kommer med konkrete fordringer. Hvis ikke partneren er i stand til at levere, vil krebsen blive skuffet og trække sig ind i sin skal. Det, at krebsene er karakteriseret ved at have følehornene trukket til sig, er både en del af deres charme som diplomatiske og behagelige væsener, men det er også en af deres største svagheder. De frustrationer og ophobede følelser, krebsen ikke kan få afløb for, kan gøre den uforudsigelig og humørsyg, men aldrig hævngerrig som skorpionen. Når krebsen bliver passiv med korslagte arme, håber den i sit stille sind på, at partneren opdager det og giver dem det, de ikke tør spørge om eller kræve.
Krebs kan lære meget af sin stjernetegnsnabo, løven. Med et drys af løvens courage, selvstændighed og ego vil du kunne ændre dine relationer ved for en gangs skyld – og med god samvittighed – at forlange det, du har brug for, og fortjener. Løven er et lige så stort familiemenneske, som du er, men i stedet for at stå i køkkenet soler den sig i sin status, også uden for familien. Spring ud i nye sociale fællesskaber, hvor du ikke er ultra-close med gruppen, så du skiftevis udfordrer dig selv og får dit tryghedsbehov dækket hos din ”tribe”.
Følsomhed: ++++++ Styrker: Omsorgsfuld, plejende og empatisk Svagheder: Omklamrende, tryghedsnarkoman og moody Hvad krebsen frygter: Tab
Løvens karakteristika (23/7 – 23/8)
Har du set ”Game of Thrones”, kan du nok huske familien Lannister, der med deres løvesegl har mottoet ”Hear me Roar”. Det er så meget løvens personlighed! Alene med sin stolte catwalk og regale holdning kan et menneske født i dette tegn indtage et helt rum. De har karisma, styrke og selvtillid og absolut intet problem med at være midtpunkt.
Kreativitet er et centralt karakteristika for en løve, og det er nødvendigt, at de kan udtrykke sig i stort og småt. Det gør de ved at tage tøj på, der kan ses, sætte håret op til narrestreger, ved at gestikulere livligt og ved at tage ordet. De er beskyttende over for familie og venner, og deres naturlige autoritet gør dem til fødte ledere og ideelle værter.
Du skal lede længe for at finde en bedre værtinde end en løve. Hun er karakteriseret som en festminister, og du kan forvente mad og underholdning af højeste kvalitet, når du er på besøg. Den generøse løvinde kender for resten kun én ting, der er bedre end at forkæle andre, og det er at forkæle sig selv. Men selv om deres medfødte selvtillid er en gave, har det også skyggesider. Når festen slutter, gæsterne går, og ingen kigger mere, læner løven sig tilbage og smækker fødderne op.
I forhold er denne hovmodighed farlig, da løven stopper med at gøre sig umage, så snart ting bliver trivielle. For altså, det burde da være mere end nok for min partner, at de overhovedet er i mit nærvær, ikke? Hvis du spørger en løve, hvad hendes svaghed er, eller prøver at antyde, at hun også kan have fejl, vil hun løfte øjenbrynene, for det kan være svært for en løve at begribe, at de er noget andet end den mest fantastiske. Den samme stædighed gør sig også gældende i parforhold, hvor løven regerer. Det er ikke, fordi de kan lide at være bossy eller irettesætte andre, de kan ikke lade være. Vægten kan lære dem at skrue lidt ned for volumen i sociale sammenhænge, men også personligt. En vægt aflæser dem, de er sammen med, og løber kun med opmærksomheden, hvis ingen andre i selskabet gør det, eller det er deres ”tur”. Hvis løven kunne lede efter sin indre ”lille grå huskat” og elske den lige så højt som den store brølende kat, ville de have lettere ved ikke at vise klør. Tvillingen, skytten, jomfruen eller fiskens formbarhed og gruppe-mindset kan afhjælpe løvens stædighed og gøre det nemmere for dem at give andre teten en gang imellem.
Følsomhed: ++++ Styrker: Stærk fremtoning, generøs og opmuntrende Svagheder: Dominerende, ikke lige til rokke og selvoptaget Hvad løven frygter: Afvisning
Jomfruens karakteristika (24/8 – 23/9)
Jomfruen er typen, der har nystrøgede skjorter, antibakteriel-gel i håndtasken og stickynotes på de vigtige sider i sine bøger. I modsætning til løven skal jomfruen bestemt ikke have rullet nogen rød løber ud. Det vil jomfruens nerver slet ikke kunne holde til, og hun foretrækker mere elegant og subtil anerkendelse. Desuden burde løberen være dyb- og ikke elektrisk rød.
Jomfruen har falkeblik, hvad gælder detaljer, og er derfor en genial hjælper, når andre har mistet overblikket. Jomfruen kan takket være sin praktiske sans i alle sammenhænge finde præcis det stykke værktøj eller den lille oplysning, du mangler for at komme i mål.
Som et typisk jordtegn er jomfruen karakteriseret ved at finde ro ved at ”ordne”. Af den grund hader mennesker i dette tegn rod (den roder ofte selv, men opfatter sit eget rod helt anderledes meningsfyldt end andres). Når en jomfru har tid, kommer alt i kasser, der bliver sat mærker på og sat på plads, ellers i skraldespanden.
Det er også vigtigt for et personer i dette tegn at føle sig nyttig, og derfor kan du nok regne med, at mindst én af de stræbere, du er stødt på i dit liv, har været jomfru. Jomfruens personlighed er ofte karakteriseret af en utrolig høj arbejdsmoral og selvopholdelsesdrift. Det er også et meget ydmygt stjernetegntegn, der ikke smækker med dørene, men som med stille flid opnår de mål, der er sat. Når det gælder fysisk fremtoning, er der ikke afskallet neglelak eller dårlig bordskik at spotte.
Det er hårdt og trættende hele tiden at skulle holde styr på verden, derfor har jomfruen brug for en seriøs krammer og peptalk. Det kan komme fra den forvirrede fisk, der elsker at hjælpe sine medmennesker, eller løven, der jo er ”chefen” mens jomfruen er ”sekretæren”. Vædderen kan med sine rå følelser og sin barnlighed nå jomfruens fine hjerte og vise, at der ingen skade sker, selv om noget går i stykker. Som jomfru bør du søge skytte eller vandmand, der kan fjerne dit fokus fra detaljen til det store billede.
Følsomhed: +++ Styrker: Hjælpsom, detaljeorienteret og beskeden Svagheder: Kritisk, bange for at miste overblikket og pernitten Hvad jomfruen frygter: Kaos
Dit stjernetegn udvikler sig som god vin – og det samme gør du
Vægt (24/9 – 23/10)
”Hvordan gik ferien til Ios, de har den dejlige ouzo ...”, ”Stort tillykke med hende i dag” og ”… må jeg spørge, hvor din pæne kjole er fra?”. Vægten glemmer ikke chefens datters fødselsdag eller at give komplimenter. Den er ligesom tvillingen den perfekte interviewer eller borddame og bruger sit gode hoved til at skabe balance omkring sig og få andre til at føle sig godt tilpas. Overordnet set. For nok elsker vægten skønhed, balance, stil, retfærdighed og harmoni, men den kan samtidig være fordømmende eller bare komplet ligeglad med mennesker, der ikke ejer den særlige klasse, som vægten navigerer efter. Hvordan ved man så, at vægten hører til de mest følsomme tegn? Fordi vægten er alvorligt ubeslutsom. Den kan fortryde et fejlkøb i månedsvis. Lige så ubeslutsom en vægt kan være, når det gælder, hvorvidt det nu skal være den ene flaske Barolo eller den anden gode flaske Barolo, I skal drikke, lige så hurtigt kan den dømme andre ude, hvis de er grove eller ubegavede. Det er slet, slet ikke, fordi vægten er hård, men dens grundlæggende natur er som et vaterpas, så når mennesker optræder selvisk i dens nærhed, får den travlt med at få alt til at flugte igen. Vægten vil helst ikke være uvenner med nogen, men for omvendt at blive ”BFF” (best friends forever) og rigtige venner med nogen, kan man ikke være lige gode venner med alle. Som voksen vægt skal du opgive at flirte med hele verden og i stedet finde dig nogle rigtige venner, der er til at stole på. En vandmand kan lære dig at udvide din horisont, en stenbuk med at mere selektiv og trofast og en skytte kan lære dig at sige PYT! Den supersensitive fisk kan lære dig at græde andet end krokodilletårer. Og hvis du ikke har én af de fem eller flere i dit nærmeste netværk, så gå på opdagelse i kantinen eller på Tinder.
Følsomhed: +++ Styrker: Charmerende, diplomatisk og social Svagheder: Ubeslutsom, overfladisk og people-pleaser Hvad vægten frygter: At være alene
Skorpionens karakteristika (24/10 – 23/11)
Skorpioner kan godt lide astrologi og psykologi og alt, hvad der har med følelser at gøre, så er de nemlig i deres rette element – og når vi siger følelser, så mener vi følelser, alle følelser. Fra kærlighed til had. Fra entusiasme til destruktivitet. Fra selvsikkerhed til usikkerhed. Fra generøsitet til nærighed. Og fra tilgivelse til hævngerrighed. Skorpionen vil gøre alt for dem, der er under dens beskyttende omsorg, men det er langtfra alle, der kommer så tæt på den mistænksomme skorpion. Skorpionen er så meget i sine følelsers vold og lader sig rive så meget med, at den ikke altid er klar over, om det nu egentlig også er den anden, den forstår, eller bare sig selv og sit eget stormfulde følelseslandskab. Kort sagt: Skorpionen er intens og kan være grænseløs i sin hengivenhed, når den først elsker, men desværre er den også mester i manipulation, hvilket kan være meget grænseoverskridende for dens omgivelser. Og de nærmeste frygter med god grund dens vrede og skuffelse, for den kan være svær at varme op igen, hvis den har følt sig svigtet, set ned på eller misbrugt. Den emotionelle begavelse bringer den langt, men ikke altid i mål. Skorpionen har godt af intellektuelt modspil fra vandmanden og jomfruen, der kan lære den manerer og give dens IQ et løft og få den til at forstå, at den ikke er omringet af ydre fjender, men tværtimod er sin egen værste fjende.
En krebs med stærk familiefølelse og stor loyalitet, heriblandt evnen til at forsvare skorpionen over for andre, vil varme dens hjerte. Man behøver ikke at bekymre sig for skorpionen, den har lært at klare sig selv. Men en ægte lykkelig skorpion er den, der har erkendt, at den har brug for og fortjener en kærlighedsmedalje for at være så meget i touch med de ægte og stærke emotioner, og som føler sig tryg og accepteret.
Følsomhed: ++++++ Styrker: Magtfuld, passioneret og ressourcestærk Svagheder: Destruktiv, jaloux og besidderisk Hvad skorpionen frygter: Afmagt og at miste (selv)kontrollen
Skyttens karakteristika (24/11 – 21/12)
Du er ikke sikker på, om dine nye højtaljede bukser gør noget godt for din bagdel? Og om du lugter af hvidløg? Eller om du er for omklamrende som kæreste? Spørg endelig ikke en vægt eller en krebs, hvis du vil have et helt ærligt svar. De vil hellere dø end at gøre dig utilpas, og hvem ved for resten, hvad der er sandt? Det gør selvfølgelig skytten, som glad og gerne siger sin mening.
Det er ikke, fordi pilen i skyttens bue er ude på at ramme dit følsomme hjerte, for skytter er hverken karakteriseret som tarvelige eller ufølsomme, tværtimod. De synes bare, at sandheden og positive vibes er det smukkeste, man kan give andre med på vejen. Sjovt nok har den ”ærlige” skytte ret let ved at pynte på sandheden og overdrive, fordi de, der er født i dette tegn, så gerne vil underholde og synes middel eller halvvejs er dødssygt.
Hvis du er kæreste med en skytte, så sørg for at give ekstra lang line, når der skal planlægges sommerferie, og bered dig på, at det, du troede var en omgang stangtennis i haven, kan blive gengivet over for vennerne som årets bedste og vigtigste match. Skyttens personlighed er en eventyrer og vinder, så når den tager fejl, bliver fyret, valgt fra som partner eller ven eller måske taber sine penge, tager den det ikke let (selv om den måske lader som om).
Håb, sandhed og nye horisonter er skyttens ”bue”, og hvis det håb brister, har den brug for hjælp fra en følsom skorpion, der ikke bange for de dystre sider af tilværelsen. Man vil jo for alt i verden undgå en skuffet og deprimeret skytte, så den sårede skytte kan med fordel skaffe sig en stenbukke-ven, der kan slå koldt vand i blodet på dem, når ting ser sorte ud. Stenbukken er fuldt-fungerende pessimist-realist, og de kan lære skytten ikke at lade sig gå på af lidt modgang, men at de bare skal op på hesten igen.
PS: Skytten burde altid have en vægt i nærheden. Vægten vil med sin diplomatiske sans og harmoniske væsen altid sørge for at glatte ud efter den direkte skytte.
Følsomhed: ++ Styrker: Eventyrlysten, åbensindet og ærlig Svagheder: Upraktisk, taktløs og uansvarlig Hvad skytten frygter: Forpligtelse
Stenbukkens karakteristika (22/12 – 20/1)
Man hører altid om stenbukkens karakteristika, som ambitioner og enorm arbejdsomhed, og ja, stenbukke kan sagtens blive kontorets vi går aldrig hjem-personligheder, der tænder lyset som de første, når de møder om morgenen, og slukker som de sidste, der går hjem. Det er også sandt. Men nu handler det om følelser, og én ting, der hemmeligt ligger stenbukken på sinde, er image og at se godt ud. Ikke fordi stenbukken har behov for at blive beundret, men fordi den ønsker succes for sig selv og kan kendes på sin altid sirligt lagte makeup og korrekte opførsel.
Som ansat er stenbukken karakteriseret som verdens bedste ansatte. Hvis de er chefer, lever de også op til rollen med bravur. Det siges om stenbukken, at de er født gamle – og derfor har de godt af at være sammen med tegn, som minder dem om, at livet ikke er så alvorligt og næsten slut. De er inderst inde bange for kritik og for at falde igennem.
Personer med Stenbukken i stjernetegn, kan få sig et godt grin med – og af – mennesker i skyttens tegn, som elsker at underholde og fortælle røverhistorier. Ildtegn er i det hele taget gode til at varme stenbukken op, mens tyrens evne til at forstå stenbukkens behov for at være praktisk er rar og genkendelig. Tyren kan også lære stenbukken at påskynde små sejre på vejen i stedet for hele tiden at være lidt frustreret over ”at det kunne være meget bedre”.
Følsomhed: + Styrker: Målrettet, ansvarlig og tålmodig Svagheder: Usentimental, kynisk og overambitiøs Hvad stenbukken frygter: At blive degraderet
Er du Jomfru, Tyr eller Stenbuk? Så er du et såkaldt jordtegn
Vandmandens karakteristika (21/1 – 19/2)
Hvordan kan man være den bedste ven og samtidig ikke rigtig kunne forstå andre mennesker (og have held til at holde det hemmeligt, så de ikke mærker ens ufølsomhed)? Det kan vandmanden, der faktisk hellere vil tale om alle de nye kønsidentiteter og høre en podcast om det pengeløse samfund end at tale om kedelige følelser og parforhold. Og, hvis man partout skal tale om følelser med en vandmand, så vil hun langt hellere tale om dine følelser og give råd end om sine egne. Uha, nej tak.
Vandmanden er karakteriseret ved at have det akavet med følelser og går straks i gang med at prøve at finde en logisk forklaring og en kammeratlig analyse, når andre bliver for følsomme og rørstrømske. Til gengæld elsker de store mentale armbevægelser, og de kan tale filosofi og forretningsidéer til klokken fem om morgenen.
Vandmandens personlighed er excentrisk, selvstændig og fri, hvilket hænger direkte sammen med deres forkærlighed for de store, altruistiske følelser, men de skal(!) tvinges ned i følelsesland af stærkt modspil fra temperamentsfulde (ikke for sensitive) væddere, skorpioner og løver.
De tre tegn kan faktisk få vandmanden lidt i kog. Vandmanden kan med alle tegn, men lærer faktisk mest af de allermest følsomme som fisk og krebs, hvor de skal styre deres tendens til nedgøre tudefilm og Motown-ballader. ”Hvad skal jeg stille op med alle de følelser og alt det drama,” kan vandmanden spørge sig selv. Svaret ligger ligefor: Du skal såmænd blot forstå, at du også selv er et ganske almindeligt menneske, og at man ikke selv med din brillante hjerne kan forstå ret meget af livet uden at have hjertet med.
Følsomhed: + + Styrker: Frihedsforkæmper, tolerant og original Svagheder: Følelsesmæssigt tilknappet, løvrevet og rebelsk Hvad vandmanden frygter: Frihedsberøvelse
Fiskens karakteristika (20/2 – 20/3)
Hvem husker andre før sig selv altid? Det gør fisk, og på en sær altruistisk facon er det udtryk for egoisme, for fisken ved intuitivt, at hvis ikke andre har det godt, så har fisken det heller ikke godt. Fisken har en god forståelse for det kollektive og har en dyb opfattelse af, at det sikreste og rigtige er at følge strømmen (og kun i sjældne tilfælde imod) og holde sig tæt på stimen.
Fisken er karakteriseret ved at være sensitive og have et kunstnerisk talent med en næsten telepatisk evne til at fornemme, hvad der sker i andre. Til gengæld har de ikke ret let ved at få greb om sig selv. Fisk bliver lettere end de andre tegn afhængige af alkohol, stoffer, tv-serier og kærlighed – love addicts – findes i dette tegn eller har måske kærlighedsplaneten venus i fisk.
Fiskens personlighed er ofte selvopofrende, giver alt for meget og forsøger at binde folk til sig ved at være søde. Fiskens karakteriska er blind hengivelse i kærlighed og en tendens til at tro, at andre også er lige så hengivne (og det er de desværre sjældent), kan skuffe fisk, hvis den da ikke allerede har taget sorgerne på forskud. Fisk føler sig nemlig ofte fortabte, og offerrollen kan tænde deres kunstneriske og spirituelle flamme.
Fisk tror på den eneste ene og kan faktisk ikke klare sig uden støtte fra en soulmate eller loyal ven. De er drømmere – og ja, drømme er vigtige – men hallo, fisk, jorden kalder. Lav et opslag, hvor du søger ”en jordbunden jomfru eller ambitiøs stenbuk”, der kan hjælpe dig med at analysere og strukturere dit arbejde, og en vædder, der har ego nok til at skabe succes for jer begge. Og så prøv bare en gang imellem at gøre noget uden at tænke over, hvad det mon betyder for dit forhold til andre, eller hvad de eventuelt måtte tænke.
Din følsomhed er ikke skabt for, at du skal passe på andre altid eller passe ind, men for at du skal kunne passe på dig selv og beskytte din unikke sensitivitet. Den der klassiske historie om, at man altid skal huske at tage iltmasken på selv, før man giver den til sidemanden, er første bud for fisk. Også selv om de ikke planlægger at flyve nogen vegne i sommer. Hvis du stadig synes, det er lige lovlig selvisk, så book tid hos en vandmand-coach.
Følsomhed: ++++++ Styrker: Hjælpsom, følsom, fantasifuld og romantisk Svagheder: Forvirret, grænseoverskridende og afhængig Hvad fisken frygter: At andre ikke har brug for dens hjælp