Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Angst er værst, når man er bange for den

Som barn var Anne Lise Marstrand-Jørgensen stille, genert, ængstelig, følsom og fantasifuld. Hun kunne læse fra hun var fire. Og blev passet af sin ingeniør-uddannede men hjemmegående mormor, indtil hun skulle i skole, men i skoletiden eksploderede angsten, fortæller hun til FEMINA. - Der er mange gode ting at sige om min familie, men det var også en familie, hvor selvkontrol, selvbeherskelse og disciplin var meget afgørende. Svære ting når man er et følsomt barn. Da jeg gik i 7. klasse, fik jeg en form for sammenbrud. Jeg led simpelthen så meget af angst, at jeg ikke kunne gå i skole i lang tid. Så jeg var hjemme hos min mormor. Hun underviste mig i ringeklokkens opbygning! Jeg tror, jeg fik bedre undervisning, end jeg ville have fået i mange skoler. Jeg var nok væk et halvt år. Og så skete det igen i gymnasiet, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Denne gang selvstuderede Anne Lise Marstrand-Jørgensen hjemme i et halvt år. LÆS OGSÅ: Jimmy Colding fra Zididada: Jeg fik angst - Min familie var meget naturvidenskabeligt orienterede: Man måtte til psykiater, og så måtte man have nogle piller. Og det fik jeg. Men jeg fik ikke EN samtale med den psykiater om noget som helst. Når man tænker over det nu, var det fuldstændig uansvarligt. I 1980erne var der en enorm fokus på at nogle former for depression og angst er udslag af en kemisk ubalance. ALTING stritter stadig på mig, når jeg hører det i dag. Der er også det element i det, men det betyder ikke, at man ikke skal tage sig af MENNESKET. I dag kombinerer de fleste også medicin og samtaleterapi. Så det var uansvarligt. Men det var sådan, det var. ANGSTEN GJORDE MIG EKSTREMT OPTAGET AF DØDEN - Jeg var enormt bange for, at mennesker, jeg holdt af, skulle dø. Det var en ekstrem separationsangst. Som gjorde, at jeg ikke kunne bevæge mig ud af min tryghedszone. Det var trygt at være hos min mormor og derhjemme. Alt andet var enormt angstprovokerende. Det udviklede sig siden til angst for alle mulige ting. Flyve. Køre i elevator. Men det var mit held, at jeg har haft en meget trodsig side. Jeg tænkte: Jeg gør det alligevel! Det er det, man skal – gøre det, man er bange for. Og jeg var ekstremt god til at skjule angsten. Jeg delte den ikke med nogen, med mindre de var virkelig tæt på mig. Men det var et helvede at være i det. Anne Lise gik i terapi, da hun var i begyndelsen af 30erne. Hun siger nu, at angsten ikke forsvinder, men man kommer igennem den ved at lære at leve med den. LÆS OGSÅ: Nicolas Bro: Anfald startede som 19-årig - Angst er værst, når man er bange for den. Så i 30erne besluttede jeg mig vitterlig for at sætte alt ind. Jeg ville ikke bare kunne køre i en skide elevator eller tage et fly. Jeg tænkte: Jeg skal kunne leve et liv, hvor angst ingenting fylder. Jeg skal kunne alt. Og jeg kan da sagtens mærke et rush af ængstelse og urolighed på dage, hvor jeg er træt og kørt ned. Det er bare ikke et tabu for mig. Jeg opdagede, at angsten i meget høj grad hang sammen med ikke at lytte til mig selv. Hvad var det, jeg selv gerne ville og troede på og kunne stå inde for. Det hjalp i samme øjeblik, jeg begyndte at lytte. Det betyder ikke, at jeg svæver i vinden, men jeg lytter. På den måde er det blevet helt udramatisk for mig, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen til FEMINA. Læs hele interviewet med AnneLise Marstrand-Jørgensen i denne uges FEMINA.