Birgitte Hjort Sørensen: "Jeg havde bare enormt meget lyst til at få et barn med ham"
foto: Sif Meincke Makeup: Ulla Jacobsen.
Så sætter virkeligheden jo ind. Nætter uden søvn, dage uden pauser, ammehjerne, og hvornår i alverden får jeg det BAD? I morgen… Birgitte Hjort Sørensen er blevet mor, siden sidst vi mødtes, og nu skal man være varsom med at påstå, at moderskabet forandrer kvinder, men der er altså kommet en selvafvæbnende humor over Birgitte. For snart et år siden tog hun turen til fødegangen, oplevede hvad det vil sige at have veer, blev overbevist om at man kan dø af smerte, fandt ud af hvad det indebærer at være tvunget til at slippe kontrollen over sin krop, når man er kontrolfreak, fødte en lille pige og kastede sig over moderrollen.
Hun er lige kommet i gang igen efter et års barsel. Sammen med Caroline Henderson og Kaja Brüel optræder hun i ”Divaer i Glas” i Glassalen i Tivoli – de tre kvinder tolker sange af blandt andre Marlene Dietrich, Josephine Baker og Ella Fitzgerald.
Hvad har det gjort ved din indre diva at blive mor?
– Haha. Det er jo evident, at man sætter sig selv til side, når man bliver mor. Jeg synes ikke, jeg er det mest selvoptagede menneske i verden, men når man er skuespiller, er man jo meget sit eget produkt. Alt bliver filtreret igennem mig. Man bruger meget tid med sig selv og på at tænke på sig selv. På den måde HAR der været en vis form for selvoptagethed før. Og min kæreste og jeg bliver ved med at sige til hinanden: ”Det er utrolig sundt for os!” Det er det også. Men jeg tror ikke, det er noget, man på nogen måde kan forberede sig på, JEG har i hvert fald ikke kunnet forberede mig på, hvordan det er at blive mor, selv om jeg har spurgt veninder og søstre med børn og følte mig klar. Og det er helt fint, jeg er super lykkelig, men man kan bare ikke gøre sig begreb om, hvor intenst det er. Det der med at man aldrig kan sige, ”Nu har jeg sgu lige brug for en pause” – det kan man bare ikke. Det er en meget fantastisk oplevelse og sindssygt hårdt. Man KAN ikke forestille sig det det på forhånd. Ligesom man ikke kan forestille sig, hvor ondt det gør at have veer.
LÆS OGSÅ: Birgitte Hjort Sørensen: Vi må ikke glemme, hvordan rigtige mennesker ser ud
Der er ikke meget diva over én, mens man føder…
– Og dog! For der kan man kommandere med folk alt det, man lyster. Det er enormt dobbelt at føde, fordi det der kommer ud af det er så fantastisk, men … det gør eddermame ondt. På et tidspunkt tænkte jeg: Nu dør jeg simpelthen af smerte, men det er okay, for så holder det op. Jeg har talt med kolleger om den ensomhed, der kan være i jobbet som skuespiller, selv om det på mange måder er et socialt job, er det i sidste ende en selv helt alene, der skal ud og stå på den scene, og det er lidt det samme at føde, synes jeg. Man kan tænke: Nu vil jeg godt have, at nogle andre tager over. Men det FINDES ikke, altså det ER dig, der skal gøre det, det er KUN kvinden, der kan.
Hvordan vidste du, at det var din kæreste, du skulle have børn med?
– Jeg havde bare enormt meget lyst til at få et barn med ham. Jeg kan ikke forklare det med andet end at det havde jeg vildt meget lyst til. Virkelig. Han var en, som jeg bare godt kunne lide at være sammen med. Der kan jo være alt muligt med forelskelse og alle mulige andre ting, som er lidt mere flygtige begreber. Men hvis man godt kan lide at være sammen, er det et godt sted at starte. Jeg havde bare lyst til at få et barn.
Forbudt
Sort kaffe til Birgitte. Med lidt mælk på siden. Og en croissant. Ja tak.
Spelt eller ikke spelt?
– Jamen jeg er slet ikke noget længere. For nogle år siden var jeg alt muligt. Palæo og ingen brød og alt sådan noget. Nu kører jeg det HELE ind. Det har også været sådan lidt ren overlevelse. Så må man ty til, hvad der nu kan være det bedste i hele verden – de 30 minutter, hvor der er nogen, der sover, og man sidder med en forbudt kop kaffe og en croissant.
Når livet sætter ind fra nye vinkler, sker det jo, at ens faste overbevisninger bliver løsere i kanten:
– Som ung kan man kun have én sandhed, men jo ældre man bliver, jo flere sandheder, også modstridende sandheder, kan man rumme, fordi man oplever og føler flere nuancer ved livet. Det har jeg selv erfaret!
– Jeg kom ret tidligt forbi noget, som Johanne Schmidt-Nielsen havde lagt op på sin Instagram-profil. Et billede af den grafiske novelle, som hedder ”Hver dag starter det forfra” af illustratoren Line Kjeldsen Jensen. Johanne skrev, ”Jeg har kun læst én bog i min barsel, til gengæld var den virkelig god”. Så jeg blev nysgerrig og brugte en del amme-nætter, hvor jeg alligevel var vågen, på at kigge på hendes tegninger og blev introduceret til andre, der gør lidt det samme. Og heldigvis er der et biprodukt af de sociale medier, som ellers har enormt meget glamour og selviscenesættelse i sig – der er kommet en modbølge: Lad os vise, hvordan det RIGTIGT er. Så jeg synes faktisk, at jeg pludselig oplevede et ret stort fællesskab med alle andre mødre. Pludselig begynder man at dele sine historier: Jeg er helt sindssyg, fordi jeg ikke har sovet tre nætter i træk. Og alle de andre ting, som man heller ikke på forhånd ved, hvordan er. Så jeg følte mig ikke alene, for jeg kunne godt se, at der var andre, der havde det på samme måde. Jeg har haft stor glæde af mødregrupper. Både den i mit nærområde og en ’hjemmelavet’ jeg har haft med nogle kollegaer, der også fik barn nogenlunde samtidigt. Man kan jo være enormt isoleret fra omverdenen, når man sidder med barnet.
På en måde kan tid faktisk overhovedet ikke måles, bliver vi enige om:
– ”Dagene er lange, men årene er korte”, var der en, der sagde til mig, om det at få børn. Det er virkelig rigtigt. For der er absolut dage, hvor man sidder og tænker: Jamen skal hun dog aldrig sove? Og… skal jeg aldrig i bad igen? Og hvordan skal det dog gå? Og så ligesom huske på, at lige nu er det måske lidt sejt, men om et splitsekund render hun rundt og gider ikke engang snakke med mig. Jeg har allerede følelsen, at det er helt vildt så hurtigt, det første år er gået.
Birgitte Hjort Sørensen, 37 år, skuespiller, mor til snart 1-årig datter, som hun har fået sammen med sin kæreste, Kristian Ladegaard-Pedersen, der er freelance-redaktionschef. Aktuel i "Divaer i Glas”, som spiller frem til den 12. september.