Casper Christensen er sød. Men det har han ikke altid været.

Casper Christensen er sød. Det er en konstatering. Min. Men det har han ikke altid været. Det er også en konstatering. Hans egen.

Der er sket noget. Det ved han sådan set allerede, da han og Martin Kongstad går i gang med det, der er blevet til den eminente biografi ”Casper”. ”Jeg har lagt mit liv om,” siger han i begyndelsen af bogen. Og det har han.

Den nye Casper er trofast ægtemand. Veganer. Optaget af terapi. Og kristent troende. ”Casper-figuren”, ham den lidt smarte i en fart fra ”Klovn”, ”Tæskeholdet”, ”Langt fra Las Vegas” og så videre, er forsvundet, og det er for længst slut med stoffer og klubber og fuld turbo og kvinder, han bagefter alligevel ikke kan huske, hvad hedder.

Men undervejs i arbejdet med bogen går det op for ham, at der er noget, han ikke har vidst: At folk omkring ham ikke nødvendigvis har oplevet ham som et rart menneske. Og at han måske heller ikke har været verdens mest optimale far for de to ældste – heller ikke, da han troede, at han var blevet det.

Det er decideret ubehageligt for ham. ”Casper” er hudløst ærlig, sine steder nærmest et kødsår.

Casper overvejer seriøst at stoppe bogen, men vælger alligevel at gøre den færdig, fordi dens berettigelse er tydelig for ham: Den kan inspirere andre til at lægge sig selv og livet om. Den viser, at det er muligt.

Martin Kongstad har selvfølgelig talt med Casper, men også med mennesker omkring ham. ”Casper” er en eksplosion af artige sager. Om ikke at have været den ven, han selv troede, at han var. Om vane-utroskab. Om stoffer og alkohol. Om barndommens uindfriede længsel efter hans fars anerkendelse. Om sin egen faderrolle. Om at slæbe rundt på et ego så stort, at det skyggede totalt for udsynet. Om depression. Om at gå igennem en terapiform, som indebærer, at man tager stoffet MDMA. Og komme forandret ud på den anden side. Om, om, om …

Frank Hvam siger et sted i bogen, at han er glad for, at Casper overlevede. Casper står og venter ude på vejen, han tager skoene af, da vi går ind i huset og sætter pris på, at jeg også gør det: ”Vi slæber så meget sand med ind.”

Den gamle skibsredervilla i Hornbæk er på næsten 500 kvadratmeter, har 10 værelser og parklignende have med sø og garager på rad. Ren herskab og tjenestefolk.

Casper og Isabel og børnene Cooper og Jagger har boet der godt et halvt år.

Casper siger, at de har downsizet, det siger lidt om før-niveauet. Der er ingen pool som i det gamle ”bling-bling”-hus på Frederiksberg. Casper siger, at han har købt og indrettet det nye hus, fordi han kan lide at være i det. Det gamle hus havde han købt og indrettet, fordi han kunne lide at vise det frem.

Det er samtidig også forskellen på den nye og den gamle Casper.

Så sidder vi dér, og eftersom bogen udkommer lige præcis i dag, så hele historien er tilgængelig for alle, taler vi ”fuldstændig frit”.

– Jeg har været et grådigt menneske på mange områder. Grådig på livets goder, jeg har taget for mig af alt, hvad der var. Og det koster. Hos andre. Og … jeg har nok været lidt blind, blåøjet og lidt forelsket i mit eget ego og min egen stræben efter et mål, som jeg troede, var det, der skulle gøre mig lykkelig.

- Det er det klassiske: Penge og berømmelse og kvinder. Ha ha. Som jeg … brugte hele mit liv på, efter jeg ligesom blev voksen, ikke? Og jeg tror, at jeg skal finde alt dér. Jeg finder også mange gode ting dér, men den endelige ro og den endelige fred i sindet og det menneske, jeg forsøger at være nu – det lå ikke dér.

I din egen udlægning – hvem er du så som menneske, hvad er det, der sker?

– Jamen … på et tidspunkt er det, som om jeg fravælger min bløde side, ”den milde dreng”, til fordel for en persona, som kan give mig et fix af berømmelse, penge og anerkendelse. Den persona harmonerer åbenbart ikke med den bløde, milde og gode side af mig.

- Så bogen viste mig – og det var jeg faktisk ikke helt klar over – at jeg så konsekvent på et eller andet tidspunkt nærmest som en streg i sandet fravælger den del af mig og går rendyrket efter den anden. Når man gør det og så bliver kendt, bliver man jo kendt som dét menneske. Alt, hvad jeg sender ud i verden, bliver modtaget som det og sendt tilbage til mig, så alle nu ser mig som ham drengerøven, den fandens karl, og der er fart på.

- Så jeg bliver selvforstærket i den ting, jeg har gang i. Det kan man så prøve at gøre, fra man er 20, til man bliver 45-46-47, så er man altså rimelig hjernevasket, så skal der noget til at få stoppet op.

Det er fra den lange periode af hans liv, at hans forestillinger om, hvordan andre så ham, ikke holdt stik.

– De fleste, der udtalte sig om mig, havde nogle fælles punkter, som jeg ikke troede, var mig. Der er en klar følelse af, at når jeg er færdig med folk, så smider jeg dem væk. Der er en følelse af, at man skal føje mig, for at jeg vil være sammen med folk.

- Man skal tale mig lidt efter munden, man skal klappe mig på skulderen, ellers er jeg videre. Og så er der noget med ikke at se sig tilbage. Det var ligesom nogle fællesnævnere, som ikke nødvendigvis er særlig rare, og som jeg faktisk ikke helt havde fanget, var fælles for så mange menneskers oplevelse af mig.

Det gælder både familie, venner og kvinder?

– Ja, det gør det. Der er også noget interessant ved – og fuld forståelse, det er i orden – at der er kun én ekskæreste, der er med, det er Lotte, de andre har ikke haft lyst til det – og fred med det.

LÆS OGSÅ: Sissel-jo Gazan: "Jeg er typen, der bliver stærk, når the shit hits the fan"

Parterapi

Casper og Lotte Larzen var landskendt powerpar i underholdnings- og mediebranchen tilbage i 1990’erne. Han var novicen på vej op, hun var den erfarne og vilde. Da Casper brød med Lotte, fordi han havde mødt Anette Toftgård, var Lotte på selvmordets rand.

I bogen beskriver Casper, hvordan hun ringer og siger, at hun vil tage livet af sig. Men han vil ikke komme hjem til hende, han siger, at hun må komme videre selv.

Lotte vil først ikke medvirke i bogen. Det har taget hende 25 år at komme over Casper, det må være nok. Så siger hun alligevel ja, men KUN hvis det kan foregå som parterapi: Casper skal være der, og Martin skal være terapeuten. Det er en fabelagtig scene. Lotte Larzen får, hvad hun kommer efter. En art forløsning.

– Jamen den session er jo vanvittig. Det var et af de meget rørende øjeblikke for mig. For da Lotte og mig gik fra hinanden, var jeg 25, altså en ung mand på vej op. Jeg så ingenting dengang. Jeg har stort set ikke set hende siden, men da jeg så mødte hende igen, kunne jeg mærke det print, jeg havde efterladt på hende, nogle af tingene havde hun ikke helt havde fået smidt.

- Og altså … den uvidenhed, jeg har gået med i så mange år, er bare iøjnefaldende og på den måde også pinlig for mig selv – jeg havde ikke set, hvad jeg havde sat på et andet menneske helt uden at lade det gå ind hos mig selv. Så det var meget rørende. Og det fik mig til at tænke på de andre forhold, jeg har haft.

- Altså er der andre ting, hvor jeg har syntes, at de var åndssvage, eller det var sgu deres egen skyld, at jeg skred, eller hvorfor er de ikke kommet videre, eller hvad fanden det nu kan være. Efter jeg havde haft den samtale med Lotte, måtte jeg lige sige: Hmm, er der noget her, jeg lige skal have kigget på?

Casper er blevet far til hold to, Cooper og Jagger, det har fået ham til at stoppe op og kigge på sit liv, simpelt hen fordi det er nødvendigt med to små børn:

– Når man får børn i en sen alder, er man nødt til at tænke sig om, fordi den måde, man HAR levet på, bare er slut.

Og så har han måske allervigtigst – siger han selv – været i terapi.

– Det har haft en kæmpe betydning for mig. Den terapiform er ved første øjekast lidt grænseoverskridende. Det var den også for mig.

Det, Casper har været igennem, lyder sådan her: Tre dage uden alkohol, så tager man under overvågelse af en terapeut stoffet MDMA i sin reneste form, ”så man ikke har festen med”, siger Casper.

Når stoffet virker, følger samtaleterapi. Et forløb tager otte måneder. Terapiformen er ikke lovlig herhjemme, men der er forsøg med den. Blandt andet med krigsveteraner, der lider af PTSD.

– Det åbner sindet. Man smider sine automatsvar, sine hæmninger og sine blokader. Der sker noget virkelig overraskende. Man føler virkelig, at man rykker sig. Det var, som om jeg allerede godt vidste alting, jeg havde bare ikke turdet tænke på det, havde bare ikke kunnet komme ind til det.

I terapiens andet ottemåneders forløb kom han endnu dybere.

– Når man begynder at grave rigtig dybt i sig selv, opdager man ting ved sig selv og ens ubetydelighed og ens korte periode på jorden, og det er altid en lille smule overraskende og skræmmende for et menneske som mig, som troede, at jeg var udødelig.

Casper griner og fortæller, at noget af det, der er sket, er, at hans ego ikke er så stort, som det HAR været:

– Egoet er ikke … din ven, vel? Det er det ikke. Så det er smuldret. Egoet er et forkert styresystem i os, som i bund og grund gør, hvad det kan for at tage kontrollen hele tiden. Sådan ser jeg det.

- Der kan man så stoppe det på forskellige måder. Jeg dyrker også meget vipassanna-meditation og tog på Tony Parsons meditation, hvor man lærer lige at få bremset den der ”Jeg vil ha’, jeg hader, jeg vil ha’, jeg hader”, hvor egoet bare står og blafrer hele tiden. Den skal man have stoppet, så man kan være til stede i stedet for.

- Er jeg glad for mig selv i dag? Ja, det er jeg sådan set stadigvæk. Er jeg stolt af de ting, jeg laver? Ja, det er jeg også. Men er det mit liv, at jeg stræber efter, at nogen skal fortælle mig, at det er godt? Stræber jeg efter hele tiden at vise det? Er det det, der styrer mine handlinger? Nej, det er det ikke længere. Derfor begynder tæmningen. Men det er en livsopgave.

LÆS OGSÅ: For Ditte Julie var skilsmissen hendes største livskrise: "Jeg græd foran mine børn"

Depression

”Jeg har ikke grædt i to dage,” står der i Caspers dagbogsnoter fra en rejse til Thailand. Han er der alene. Iben og Frank har fået ham af sted. De er bekymrede. Casper er nede i et depressivt mørke.

Der havner du ikke igen?

– Det tror jeg ikke. Lige depressioner er ikke selvstyrede, det er noget, der kan opstå. Men jeg har en helt anden værktøjskasse nu, føler jeg. Hvis der overhovedet er noget, der trykker bare en lille smule, har jeg masser af steder i mit sind, hvor jeg kan gå hen og finde hjælp og finde ud. Så jeg kommer aldrig derned igen.

Er det en lettelse?

– Der er mange ting, der er en lettelse. Der er mange ting, der er nemmere for mig nu. Mit liv er … meget bedre. Det kan være, at det udefra ser ud som noget mere stillestående, det passer mig perfekt. Men det er det ikke.

- Den voldsomste rejse, det er den, jeg er på nu. Den er bare ikke ude på natklubberne eller i Thailand, eller hvor fanden det er. Den er herinde i mit hoved.

Frank siger på et tidspunkt i bogen, at han er glad for, at du overlevede?

- Hmja... Når han siger det, så tror jeg at han mener, at jeg forbliver noget, han kender. Det er det, han mener med at overleve, jeg tror ikke, han mener, at jeg skulle dø som i dø.

Af stofferne og alt det der?

- Ja.

Under optagelserne til den anden Klovn film er Casper og Frank faktisk lige så langt fra hinanden, som de spiller, at de er. Casper er i gang med ”de fire vilde år” med rigtig meget coke og klubliv. Onkel Yes fortæller i bogen, hvordan Casper og en lille håndfuld venner besøger ham i New York. Det er tre-fire døgn i streg uden søvn, med stoffer stoffer stoffer og alkohol alkohol alkohol og stinkedyre restauranter og klubber og vanvidsopførsel i døgndrift, og det bliver ved og ved og ved, selv pusheren bliver bekymret og på et tidspunkt løber blodet ud af Caspers næse, og man tænker: lige om lidt dør en eller anden, og det ku’ godt være Casper.

- Haha, jeg var mere nervøs, da jeg læste det, end da jeg var af sted. Hold da kæft mand, der var fart på. Men altså… det, der er så vanvittigt ved det, er, at jeg gør det som et par og fyrreårig. Havde jeg nu haft de vilde år fra jeg var 20 til jeg var 24, havde folk nok været mere sådan, nå for helvede ja ja. Vanviddet er, at jeg tager de år på det tidspunkt.

Bogen er usminket og ærlig, du er ubange – er det, fordi du er et sted nu, hvor du føler, at du KAN det her?

– Ja og tak, og det har du fuldstændig ret i. For der er mange, der spørger: ”Nå, er du nervøs for, når bogen kommer?” Og Ekstra Bladet og B.T. og hvad fanden skal nok finde et eller andet at skrive. Men jeg er på INGEN måde bange. Jeg er fuldstændig afklaret med min fortid, og jeg er fuldstændig i sync med, hvor jeg er. Fuldstændig ubange. I arbejdet med bogen var vi sådan, ”vi kan lige så godt få det ud”.

En scene i bogen: Marvin er teenager og har været i byen og låser sig stille ind ud på morgenen for ikke at vække nogen. Dér står Casper i højt humør: ”Skal du ha’ et glas rosé?”

Marvin er med i bogen i en komprimeret form. Det var oprindelig ikke meningen, at Caspers store børn skulle bidrage, men Marvin ville gerne. Det var en øjenåbner af de store for Casper.

– Det var meget voldsomt. Ikke fordi det sådan set var nogen voldsom historie, men det var voldsomt som far at sidde og læse det. Det er jo et barn, der fortæller, at han føler sig svigtet af sin far. Det interessante ved det er, at lige præcis det fik mig til at vågne op på dén front.

- Vi gik i terapi sammen bagefter. Både min datter og min søn … Jeg havde tænkt: Ih, hvor går det egentlig godt, jeg er blevet en bedre far, far er hjemme, far går ikke ud og sådan noget. Men de kunne altså ikke mærke det, de kunne ikke mærke deres far endnu. Jeg havde for travlt med at fordybe mig i mig selv, ha ha. Så det … han egentlig gjorde, var at råbe mig op. Han valgte så at gøre det der. Men det skulle trods alt ikke med i sin fulde form.

- For hvad med om fem år? Synes Marvin så, det er fedt at sidde og læse de ting, han siger? Han er ligeglad med at være i bogen, han ville bare gerne lige have sin far til at vågne op. Og han fik mig så også vækket. På den måde er det en gave.

Kærlighedslivet

Martin stiller et eksistentielt spørgsmål i bogen: Kan man være venner med Casper Christensen? Den tager vi lige videre til kærlighedslivet.

Han går fra Lotte. Fordi han har mødt Anette. Han går fra Anette. Fordi han har mødt Iben. Han går fra Iben. Fordi han har mødt Isabel.

Kan man være gift med Casper Christensen?

– Ja ...

Det kan man nu, men det kunne man måske ikke rigtig før eller hvad?

– … Øhm. Hvis jeg skulle vælge, ville jeg nok være gift med ham, der er der nu.

Det, tror jeg også, jeg ville …

– Ha ha ... Men altså jo, det kunne man. Iben og jeg havde da mange dejlige år sammen. Så det kan man godt. Men jeg kommer til at tænke på en scene i bogen. Martin og Casper kører til Værløse, hvor Iben og Casper boede i tre år. Casper ved simpelt hen ikke, hvad han lavede dér. Ikke fordi der er noget i vejen med Værløse, men der er noget i vejen med selve konstruktionen Casper i Værløse. På grund af travlhed så Casper og Iben ikke engang huset sammen, før de købte det. De nåede at totalrenovere det indvendig og flyttede efter tre år – hver til sit. Da Martin og Casper kører ned ad vejen, siger Casper: ”Dér er det.” Det er det bare ikke, han udpeger det forkerte hus.

– Det er sjovt dér, hvor jeg ikke kan finde huset. Det er under 10 år siden, jeg boede der. Det viser jo også noget om mennesker, der løber: Jeg bor her i tre år, fint, væk, videre, næste …

Er du nogen sinde blevet forladt af en kvinde?

– Nej, det er jeg ikke. Jeg har én gang haft et forhold, hvor jeg flyttede til USA, og det var omstændighederne, der afgjorde det. Og så har jeg haft en kæreste, hvor vi begge to følte, at det var forbi. Resten af gangene er det mig, der er gået.

Affæren

En scene i bogen: Casper er teenager. Han er til fest i ungdomsklubben, men undervejs lige hjemme og hente en 7Up i køleskabet, det er billigere. Der er en mærkelig stemning i køkkenet. Det er kort før jul, hans mor har købt et ur til hans far i julegave, men hans far har sært nok allerede fået uret. Casper spørger hvorfor. Hans mor siger, ”han skulle have det, mens han stadig elskede os”.

De skal skilles. Caspers far har fundet en anden. Men han ender med at blive.

Hvorfor er den historie vigtig at have med?

– Ja, hvorfor er den vigtig … Altså vi er jo et produkt af vores forældre på rigtig mange områder, det er både arv og miljø. Og det er klart, vi er nødt til at forstå, hvordan jeg har forstået et parforhold, hvad jeg kommer fra, hvis vi skal have nogen idé om, hvorfor jeg gør oprør eller laver nogle af de samme fejl.

- Min far finder en anden, han har jo en affære … men de vælger så at blive sammen, men ikke at tale med mig om det. Det vil sige, at jeg ikke rigtig forstår omfanget af smerten. Kunne det – i en sårbar alder, inden man overhovedet selv er seksuelt aktiv – have været rart for mig at lære, hvad det rent faktisk betyder, når man begynder at gå ned ad den sti?

Det er alt det usagte, vi får med hjemmefra?

– Det er det, vi får med, og det, der sker, når man ikke fortæller sandheden, hvor ubehagelig den end er, er, at alle de løgne er dem, der bliver kimen til afstand, det er derfor, du ikke kan blive tæt med et menneske, hvis du kan fornemme, at det, der bliver sagt, ikke er rigtigt. Afstanden bliver der. Derfor ER det vigtigt, at det kommer frem.

Der var onenightstand på onenightstand i de unge år. Lotte Larzen, som han var kæreste med dengang, spørger i bogen, om han kan huske, hvad de alle sammen hed.

Casper svarer, at han ikke kan huske, hvad en eneste af dem hed … Og nej – utroskab kommer ikke til at ske i hans liv igen.

Han siger det faktisk ret klart: Han har – heldigvis – ikke længere lysten, drengerøven har han lagt afstand til, og han kan meget bedre lide det menneske, han er nu, han har lagt hele sit liv om. Så hvis han er utro, er han faktisk sig selv utro, for så besudler han det liv, han har kæmpet for at finde, og som han er så vildt glad for. Det ville være: – Ubærligt.

LÆS OGSÅ: Tessa kæmper sig ud af fortiden: "Min mor kaldte mig for luder"

Forandret

Det er ni år siden, Isabel og Casper mødte hinanden. Hun var med Casper og Iben i Los Angeles og deres fælles børn som assistent.

De boede i et luksushus med pool og høj cigarføring.

Iben hadede det hele og fortrak til sofaen. Isabel elskede det.

Hvordan har hun det med bogen?

– Ha ha, ja … Hvis man er gift med mig, følger der noget med, og man skal nok have en stærk personlighed selv, så man kan sige: ”Du gør, hvad du har brug for, det gør du bare, held og lykke.” Og det er på den måde, hun har det.

Men du er en forandret Casper, det har hun måttet forholde sig til?

– Ja, og jeg er dybt taknemmelig for, at hendes sind er så åbent, sådan hvilende i sig selv, men også accepterende på store forandringer. Men jeg tror også, at børnene har været en gave for os i det her, fordi hun selvfølgelig ser en meget nærværende far, i forhold til hvad jeg har været før.

- Hun ser, at lige meget hvor mange skøre ting den mand nu siger – pludselig vil han døbes og det ene og det andet – så er han en kerne, som de drenge skal have herhjemme.

- Jeg tror, det er det, der er en styrke for hende, det hjælper på det hele. Men jeg ved ikke, om hun får læst bogen. Hun har ikke læst den endnu.