Christian Tafdrup: Kvinder er gode til at gøre dig til monsteret
Foto: Sif Meincke
Christian Tafdrup om sindssyge parforhold
Christian ledte ude i verden efter en god historie, der kunne blive til en film. En film, han netop er aktuel med, der hedder ”En frygtelig kvinde”. I researchen på godt filmmateriale, fandt han ud af, at historien lå i hans egen skuffe. En fortælling om slemme ekskærester, der adskillige gange har kastreret ham, for at bruge Christian Tafdrups egne ord.
– Især i de senere år har jeg meget nøgternt registreret og beskrevet situationer i parforhold.
Men vi taler altså ikke om, hvem der har lagt sine sure sokker i sofaen eller lignende praktikaliteter.
– Nej, meget værre. Vi taler om ting, der gælder på kæresters præmisser, men aldrig på mine. Og jeg har engang fået en tre minutter lang ”sviner” af en ekskæreste, der var tre gange så slem som den, Marie giver Rasmus i filmen. Hun sagde de frygteligste ting til mig, og jeg tænkte: Er jeg gået fra forstanden, eller er hun psykopat? Render jeg bare ind i kvinder, der er fuldstændig borderline, eller er det normalt, det her? Jeg har haft mange sindssyge forhold. Man møder en kvinde og forelsker sig, og i starten er hun så utrolig skøn, og man tænker: Der er ikke ondt skabt i hende ... men langsomt bliver man hvirvlet ind i hendes spind for til sidst at miste sig selv. Da jeg genlæste mine dagbøger, virkede det virkelig voldsomt og absurd og hæsligt. Jeg kunne også grine ad det: Tænk, at jeg har holdt det ud så længe ... Jeg viste nogle af teksterne til min bror, og han sagde: ”Guud, det kunne man lave til en film!”. Så vi begyndte at betragte mænd, vi kendte: Hvordan de langsomt oplevede en deroute i deres selvtillid, når de fik en kæreste. Hvad er det, der sker med mænd, når de er sammen med kvinder? Vi prøvede at forstå den proces, hvor vi langsomt føler, vi bliver kastrerede. Så begyndte vi at skrive og brugte noget fra mine forhold og noget fra min brors. Så filmen er ikke noget hævntogt mod kvinder, jeg har kendt. Det er mere en humoristisk skildring af, hvordan kvinder kan være mod mænd. Og spørgsmålet er, hvordan man har åbne arme over for et andet menneske, uden at man selv bliver slukket indeni.
– Jeg har valgt en karakter, som jeg – vildt afslørende – føler er lidt tæt på mig selv i forhold til, hvordan jeg selv navigerer i sådan et forhold. Mange mænd er konfliktsky, de kan godt sidde over for vennerne og sige: ”Nu skal hun fandeme ..!”. Men i mødet med kvinden, og det føler jeg dagligt, får jeg nerver på. Jeg får nerver på, når der opstår en konflikt.
Har du været bange for kvinder, du har været kæreste med?
– Ja. Altså hvor kvinden satte mig i en situation, hvor … jeg syntes, forholdet handlede mere om magt og frygt end om tryghed og kærlighed. Jeg synes selv, jeg er et meget almindeligt menneske i et forhold, og meget god af mig. Så kan man spørge, om jeg er for god, men jeg synes ikke, jeg bare har været ”søde Christian”, jeg synes også, jeg har puffet igen. Så jeg har ligesom tænkt: Hvad ER det med de ekskærester, som har gjort, at jeg har følt, at jeg har mistet min maskulinitet, at jeg har følt mig kastreret og ekstremt usikker. Bange. Og meget langt fra den, jeg kan lide at være. De kærester, som har været værst, har meget bevidst brugt en form for kvindelig udspekulerethed til at manipulere, så alting skulle foregå på deres præmisser, og de havde meget klare forventninger til, hvordan en mand skulle være, og hvis ikke man levede op til det, så faldt hammeren. Hvis de ikke fik deres vilje, blev de tøsefornærmede og sure i meget lang tid. Jeg har været i situationer, hvor det var lige meget, hvad jeg gjorde – så ville jeg tabe.
LÆS OGSÅ: Christian Tafdrup: Jeg synes, det er svært at etablere mig
Kvinder fucker med dit indre kompas
Her er det, man siger til Christian, at mænd vel har nosser? At de måske kunne tage et godt greb i dem og tage sig sammen og sige fra?
– Det er enormt nemt at sige udefra. Det kan være utrolig svært i vanskelige forhold. Jeg har oplevet situationer, hvor jeg, hvis jeg skulle tage mig sammen, skulle gøre det ved at banke i bordet eller råbe, og så har jeg følt mig på grænsen til det afstumpede. Kvinden har været sådan en overmagt. En af mine venner har sagt til mig, at ”kvinder er gode til at fucke med dit indre kompas”. Man bliver simpelthen i tvivl om, hvordan man skal handle, hvem man er, hvad man skal føle, fordi man føler sig fanget. Når jeg er blevet ”kastreret” af en kæreste, har jeg en oplevelse af, at alt liv ligesom er suget ud af mig, og jeg er blevet en zombie, der har gået rundt i en kvindes verden, hvor hun har strålet og taget al min kraft.
Er kvinder onde?
– Nej, men jeg har oplevet kvinder med en tendens til meget manipulatoriske og dominerende sider. En meget snedig måde at tage al pladsen og være kontrollerende på. Det oplever jeg, mange kvinder er. Jeg synes helt klart, kvinder er mere intelligente end mænd og mere retoriske og generelt mere udspekulerede, de ser tit tre-fire skridt mere frem end mænd. Ofte for at opnå noget. Kvinden er meget behovsstyret, og hun vil rigtig gerne have sin vilje. Hvis ikke hun får det, så er der altså ballade. Jeg oplever, at mænd nogle gange føler, at de ikke kommer til deres ret, at de ikke er ligeværdige med kvinder, at de drukner. Og så bliver de nærmest tjenere for kvinden, så hun er generelt et langt stærkere køn. Kvinder er gode til at gøre DIG til monsteret.
Aldrig mere kvinder - næsten
Christian mødte sin kæreste på en musik-festival i Tisvilde. Så jeg spørger, hvordan han overhovedet turde kysse en kvinde igen. Og han siger:
– Det fungerer jo ikke sådan. Vi er styret af, at vi gerne vil være i et parforhold. Jeg HAR da været dér, hvor jeg har tænkt, at nu skal jeg ikke røre en kvinde igen, men der er ikke gået lang tid, så er der en ny, der har trukket mig ind i en eller anden form for spiral, som jeg ikke har kunnet komme ud af. Jeg tror heller ikke, at løsningen er at holde sig fra kvinder. Da jeg mødte min kæreste, havde jeg faktisk heller ikke været i et forhold i lang tid, og så drømmer man om kærligheden og tror på, at den kan forløse én. Jeg tror jo, at kærlighed er godt. Da jeg mødte min kæreste, blev jeg også bare forelsket i hende, og måske brugte jeg lige nogle dage på at tænke, at nu skal jeg passe på – ligesom en kvinde, der har oplevet voldelige mænd. Men jeg er altså ret glad for hende, jeg har fundet nu!
Opløsning af kønnene skaber problemet
Christian fortæller, at kvinder der har smug-set filmen før premieren, har genkendt sider af sig selv og grinende sagt til ham: ”Gud, hvor er det spot-on i den film, jeg ved godt, at jeg er sådan, nu må jeg hellere hjem og være sød ved min mand”.
– Så jeg vil ønske, at par i alle aldre går ind og ser den sammen og griner rigtig meget og genkender sig selv og hinanden og går hjem og snakker om, om det måske har noget på sig. Og at de måske næste dag bliver mere opmærksomme på mekanismerne i parforholdet. Når min kæreste retter på mig, når jeg putter ting i opvaskemaskinen, føler jeg, hun taler til mig som et lille barn, og at hun gerne vil have kontrollen. Hun kan modsat måske opleve, at hun bare gerne vil hjælpe mig, og at jeg faktisk stiller tingene rigtig grimt i opvaskemaskinen, at det faktisk ikke bliver rent sådan, at det er en hjælpende hånd. Men jeg hører i tonen, at jeg bliver irettesat, ikke har en selvstændig vilje og er syv år.
Men vi har vel efterhånden fået fælles roller, der gør, at vi skal rumme både det maskuline og det feminine, og det er måske det, der er problemet? I 1930’erne havde vi ikke opvaskemaskiner, og det var kvinderne, der tog opvasken …
– Det er en super god pointe. Og det er blevet meget tabuiseret at fastholde, at der er maskuline og feminine værdier, som er meget forskellige. Der er en større opløsning af kønnene, og der skal være så meget ligeværd, at det er provokerende at sige, at der er noget, mænd er bedre til, og noget, kvinder er bedre til. Kvinder har historisk set været undertrykte og ofre i mange år, det vil de ikke være mere, det skal de heller ikke, men man oplever så, at kvinder meget hurtigt kan bruge deres offerhistorie og rotte sig sammen, og det er i orden, at de gør det, men hvis mænd føler, de er ofre, så er de patetiske og lidt latterlige. Så jeg oplever, at kvinderne er mere beskyttede. Man skal virkelig passe på med at kritisere kvinder, og barren er samtidig utrolig lav, hvis mænd kritiserer kvinder. Jeg har oplevet, at hvis jeg har prøvet at rette på kærester, så har jeg været ”patroniserende”. Så nogle gange føler jeg, kvinder må alt muligt, men jeg må ikke det samme. Kvinder har i dag en mere naturlig tilladelse til at dominere end mænd, fordi mænd historisk set har været den dominerende part.
LÆS OGSÅ: Christian Tafdrup: Arbejdsløsheden var et meget stort knæk
Christian Tafdrup er 39 år. Han debuterede sidste år som instruktør med filmen ”Forældre”, bor sammen med sin kæreste og deres toårige datter.
Aktuel med ”En frygtelig kvinde” – en film om et skrækindjagende hverdagsforhold.