Det er ikke til at tro, at hele Danmarks Phillip Faber før var "den ulækre fyr"
Foto: Ritzau/Scanpix
Phillip Faber blev for alvor kendt ude i stuerne, da han steppede op og sang morgensang med hele familien Danmark på DR1, da hele landet lukkede ned på grund af corona.
Folk var ellevilde med at synge sange fra den danske sangskat sammen med chefdirigenten for DR's Pigekor.
Det udviklede sig til programmet "Fællessang - hver for sig", der bliver sendt i bedste sendetid med Mads Steffensen som vært.
Men hele Danmarks morgensanger har været på skærmen, længe før vi vidste, at der var noget, der hed corona, og før sprit og mundbind blev en fast del af hverdagen.
Tilbage i 1998 var han nemlig med i musicalfilmen "Bølle Bob", hvor han spillede Leslie, den nye dreng i klassen, der desværre fik øgenavnet "den ulækre fyr".
I videoen fortæller Phillip Faber om sin medvirken i "Bølle Bob"
"Bølle Bob" er den eneste spillefilm, han har været med i, men derudover har han spillet med i en masse teaterstykker og musicals.
- Jeg synes, det var fantastisk! Jeg synes, at det var en vidunderlig måde at være på og en vidunderlig måde at fortælle historier med musik på, siger han om årene som børneskuespiller.
LÆS OGSÅ: Karina von D’ahé: "Jeg fik at vide, at jeg skulle tabe mig for at blive en stjerne"
Musik var der også masser af i "Bølle-Bob". I sangen "En ulækker fyr" synger han om at være vokset op på et børnehjem, hvor en baggård og en pornoklub var hans legeplads.
Hvortil hans nye klassekammerater svarer: "Gud, han er en mærkelig fyr. Ad, en rigtig ulækker fyr. Gud, han tror, han er speciel. Han skal bare pakke sammen, vi har nok i os selv."
Skoletiden kan altså være hård.
Verdens dårligste skuespiller
Skuespillerkarrieren stoppede dog for Phillip Faber, da han fandt ud af, at der var noget andet, han var god til.
- Jeg fandt ud af, at jeg kunne komponere, og at jeg kunne skrive musik, og det synes jeg, var meget federe, siger han.
Men det er, ifølge ham selv, ikke noget tab, at han droppede skuespilleriet så tidligt.
- Jeg tror, at jeg var blevet verdens dårligste skuespiller, hvis jeg var gået videre med det.
- Hvis jeg en sjældent gang er med i noget, hvor jeg har et par replikker ... Det er tyndt, det er virkelig tyndt, siger Phillip Faber og griner.
LÆS OGSÅ: Hos Stephanie kommer mandens job i første række: "Du er en dårlig feminist, hvis du dømmer mig"
Gratis øl
Selvom det ikke lyder særlig fedt at blive genkendt sin rolle som "den ulækre fyr", hvis mor gik til bunds i sprut og piller, har det alligevel ført noget godt med sig.
Han fortæller nemlig, at han engang er blevet genkendt, da han skulle købe øl til sig selv og en kammerat, hvor bartenderen genkendte ham fra "Bølle Bob".
Og det kom der to gratis øl ud af.
- Det var jo perfekt! Så noget godt, har det bragt med sig, siger han.
Men udover den episode, er det ikke tit, at han er blevet genkendt.
- Det er meget meget sjældent, at der er nogen, der nævner det. Men jeg har også fået briller og skæg, så jeg tænker, at man ikke ville lægge mærke til det, siger han.